Bogvinteren hos Gentlemen´s Jockey Club

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Leo Henriksen fortæller.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Vi har udskudt diverse bogudgivelser til vi kommer over på den anden side af nytår hvor vores forfattere forhåbentligt kan komme ud og læse op igen.

Blandt andet udgiver vi Claus Høxbroes næste digtsamling 'Alt hvad vi har er minder' i januar.

Vi har ikke musklerne, og udgiver for den sags skyld heller ikke bøger der nødvendigvis gør sig bedre i julesalget.

Dog udgiver vi albummet 'Grand Tour' af Høxbroe & Stik Op på vinyl d. 13. december. Det er makkerparrets tredje fællesalbum hvor de smelter rap og beatpoesi sammen.”

 

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”Vi er altid spændte på at sende en Høxbroe-digtsamling i søen og denne gang er han lyrisk dykket ned i Danmark, så forhåbentligt får vi placeret digtsamlingen solidt på alle de øer og de byer, han har skrevet om.

Derudover regner vi også med at udsende en ny digtsamling af Jesper B. Korndal, og forhåbentligt følger vi også op med nye skriverier af Tobias Larsen.”

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere