Bogvinteren hos Rebel With a Cause

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Iben H. Philipsen fortæller i dag.

Medio december udkommer Rebel With a Causes 10. udgivelse: ‘Når vi taler om ingenting’, af nigeriansk-tyske Olumide Popoola. 

Det er en ambitiøs, charmerende og moderne coming of age-roman, der tager livtag med både samtidsrelevante emner som racialisering, køn og identitet i en global verden og de mere universelle emner som familie, venskab og mødet med kærligheden.

Om bogen:

Abu og Karl er 17 år og bedste venner. De står på kanten til voksenlivet og skal ikke bare løbe spidsrod mellem skolens bøller, der har en særlig forkærlighed for at passe dem op på vejen hjem, men også mellem identitetskabelsen og kærligheden.

De to unge mænd ligner næsten tvillinger, men deres liv er markant forskellige. Abu er ældste bror i en velfungerende arbejderfamilie med både mor og far og to små søskende, mens Karl bor alene med sin alvorligt syge mor. Han har aldrig kendt sin far, som han tror er død. Men en dag finder Karl et brev til sin mor fra en onkel, han ikke vidste eksisterede, hvor det fremgår, at hans far er i live og bosat i Port Harcourt.

Karl rejser til Nigeria for at finde sin far og sine rødder, mens Abu må finde sig selv hjemme i London, hvor raceurolighederne endnu engang ulmer lige under overfladen.

‘Når vi taler om ingenting’ er Rebels første ungdomsbog, som absolut også både kan og bør læses og nydes af voksne.

---

 

---

På forlaget er det hverken genre eller specifik målgruppe, der afgør udgivelsespotentialet, men alene at der er tale om kvalitetslitteratur, som så samtidigt repræsenterer minoriserede befolkningsgruppers perspektiver. Og der er heldigvis nok at tage af.

Som Popoola selv siger: Når vi taler om ingenting, stopper vi ikke stilheden.

‘Når vi taler om ingenting’ er Rebels eneste planlagte efterårsudgivelse, men vi kan da lige løfte sløret for noget af det, der er i vente i 2021.

Vi har nemlig sikret os rettighederne til nigerianske Akwaeke Emezis to romaner: ‘Freshwater’ og ‘The Death of Vivek Oji’ samt Patrisse Kahn-Cullors selvbiografi, ‘When they call you a terrorist’.

Og så har vi flere spændende børnebogsprojekter i støbeskeen og debuterende unge, danske poeter.

Vi kan næsten ikke vente!

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere