Bolden ruller

Forlaget Bolden fylder ti år – en god anledning til at høre mere om forlaget.

Forlaget Bolden blev etableret den 1. september 2009 af Ulrikke Juul Bondo og Lone Ibsen, som begge har en fortid hos Forlaget Carlsen.

Bolden har lige fra start fokuseret på at lave bøger, som børnene synes om, og bøger med fokus på leg og læring i alle tænkelige former. 

Det hele begyndte i et lejet baglokale i Valby samt i de private hjem, hvor familiemedlemmer mere eller mindre frivilligt blev inddraget til at pakke og levere bøger, læse korrektur, stille messestand op, og desuden acceptere at garager og kældre var fyldt til bristepunktet med bøger. 

Fra den spæde start var de fleste bøger ofte solgt, før de blev produceret – uanset om det var danskudviklede titler eller titler købt i udlandet. Specialproduktioner til kæder og større kunder udgjorde majoriteten af udgivelserne, men stille og roligt voksede Bolden til et forlag med mange forskellige små og store kunder, organiserede salgsture og udgivelser i alle genrer.   

Bolden voksede hurtigt ud af baglokalet i Valby og flyttede til Frederiksberg.  I dag er der to kontorer, hovedkontoret på Frederiksberg og salgskontoret i Hillerød. Der er seks medarbejdere i redaktion, produktion og salgsafdeling samt freelancere og studiemedhjælper, der træder til, når der er ekstra brug for ledige hænder, på bogmesser og lignende.

Bolden udgiver bøger til børn og unge – men også gerne nogle afstikkere, som ligger uden for de normale målgrupper, når der dukker noget sjovt og spændende op, som for eksempel bøger om pilates, maraton eller øl.

Det primære fokus er dog børnebogen og formidling af den gode historie til børn og børnefamilier. Frem for alt bøger, som børnene selv har lyst til at gribe fat i og læse og lege med. Forlaget Bolden udtaler, at de har slutbrugeren for øje, når de udvikler deres titler og udgivelsesprogram. Boldens bøger skal nemlig ikke kun læses, de skal bruges, synges, vendes og drejes – og inspirere til endnu mere leg og læring. 

"Børn skal have meget mere end bare læsestof – de skal have vækket deres nysgerrighed og have en oplevelse, både via selvstændig læsning og sammen med deres voksne. Det er jo som børn, at vi får lagt grundstenen til læsning, også videre i livet – og det er vigtigt, at evnen til fordybelse i en tekst ikke risikerer at drukne i elektroniske medier og gå helt tabt. Vi skylder derfor vores børn at viderebringe denne evne og introducere nogle gode læsevaner." 

Bolden udgiver i dag bøger inden for alle børnebogsgenrer; pegebøger, aktivitetsbøger, billedbøger, fagbøger og tekstbøger. Nogle af de mest populære og kendte bøger er blandt andet Leopold-bøgerne af Dina Gellert, Laura-bøgerne, den ternede elefant, Elmer, Lille Prinsesse, billedbogsserien Læselarven, lærebogsserien ‘Hjælp dit barn med matematik’ samt et meget stort program med aktivitets-/skolestartsbøger.

Der gøres også meget ud af produkternes udformning. Skønne farver, lækre materialer, flotte illustrationer, smart indpakning, ekstra tilbehør og sjove gimmicks virker indbydende og gør leg, læsning og indlæring til en god oplevelse.

Som Ulrikke og Lone siger: "... så er den dér 'lækkerhedsfaktor' noget, som alle os på forlaget går meget op i, og som gør, at vi som medarbejdere er stolte af slutproduktet."

Forlagets navn, Bolden, afspejler også, at der er fokus på børnene, legen, det lærende, bevægeligheden og det sjove samspil, som man jo har med en bold.

I løbet af de 10 år, som Bolden har eksisteret, har forlaget solgt over to millioner bøger, så flere danske børn har nok en bog eller to stående på hylden med den velkendte røde bold på ryggen.

Og så skal det være sjovt!
Ulrikke og Lone er begge enige om, at det at beskæftige sig med børnebøger er sjovt – også efter ti år med eget forlag:

"Uanset om du er barnet, den voksne, der læser højt, eller os, der står bag Forlaget BOLDEN, skal det være sjovt. Når man godt kan lide det, man beskæftiger sig med, bliver resultatet meget bedre. Derfor skal vores bøger også give glæde, inspiration og sjov til alle de personer, der får bøgerne i hånden, lige fra idémageren, tegneren, bogholderen, sælgeren, boghandleren og til barnet, der forhåbentlig insisterer på at læse, synge eller lege med bogen mange, mange gange."

BogMarkedet ønsker tillykke!

Foto: Ulrikke og Lone foran kontoret på Frederiksberg.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere