Carsten Berthelsen, 60 år

Det er ret vanskeligt at sætte en stillingsbetegnelse på fænomenet Carsten Berthelsen, der fylder 60 år 11. marts. Han har været ude i mange af bogbranchens forskellige kroge: forlagsdirektør på Akademisk Forlag, billedredaktør på Encyklopædien, forlagsredaktør på Cicero, redaktør af Ved Julelampens Skær, formidler af trivialliteratur på Introduktion til Bogsæsonen – og ikke mindst forfatter...

Det er ret vanskeligt at sætte en stillingsbetegnelse på fænomenet Carsten Berthelsen, der fylder 60 år 11. marts. Han har været ude i mange af bogbranchens forskellige kroge: forlagsdirektør på Akademisk Forlag, billedredaktør på Encyklopædien, forlagsredaktør på Cicero, redaktør af Ved Julelampens Skær, formidler af trivialliteratur på Introduktion til Bogsæsonen – og ikke mindst forfatter af en lang række bøger, utallige bøger om øl, men også biografier om djærve folk som Morten Korch og Peter Malberg.

Men frem for alt er Carsten Berthelsen en gudsbenådet entertainer. På sin hjemmeside Ord & Tale kan Carsten tilbyde foredrag om bl.a. Årets bøger, Morten Korch, men mest om øl. Som foredragsholder har han belært i tusindvis af tilhørere om forskellen på overgæret og undergæret øl - som oftest ledsaget af smagsprøver.

Mange af disse foredrag koncentrerer sig om godtøl fra 6½ % og opefter, men når man forlader seancen, er man ikke kun opløftet på grund af de indtagne promiller, men også fordi man er blevet beriget med viden serveret med charme og løftede øjenbryn. Carsten Berthelsen har haft mange tv-udsendelser om øl på DK4, og han er naturligvis oldermand for Danske Ølpublicisters Laug.

Han er en eminent rejseleder på ølrejser rundt i Europa, og så er han medlem af Selskabet for Dansk Memorabilitet, hvor han ved den årlige arbejdsfrokost genopfrisker broderskabets viden om det øl, der skal indtages.

Et stort tillykke på dagen fra dine mange fans og fra undertegnede.
Højt skum.
Jannik Lunn

Carsten Berthelsen bliver fejret ved en reception på Vartov, Store Sal, Farvergade 27 i København på selve dagen fredag 11. marts, og her vil der blive serveret et eller flere glas godtøl fra fire haner fra kl. 15.00

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere