Coronakrisen truer bogen – men selvhjælpen er nær

Efter coronakrisen venter en stor opgave: at genskabe modstandsdygtige samfund. Om bogen får en rolle i den dannelses- og oplysningshistorie, der skrives, afhænger til dels af bogkredsløbet selv. Et konstruktivt essay om muligheder og overvindelse af begrænsninger.

Arnold Busck så sig nødsaget til at coronalukke alle sine butikker for en periode, og som mikroforlægger fornemmer jeg selv, at køberne tøver.

Situationen er farlig for bogbranchen og dermed for hele samfundets dygtiggørelse. Bogmarkedets aktører: forlagene, boghandlerne, læserne og staten må hver løfte deres del af opgaven.

 

Forlagene – bogen ud af fængslet

For at sætte skub i salget, må bøgerne ud i lyset. De millioner eksemplarer af titusindvis af titler, ingen nogensinde har hørt om, må løslades fra lagerfængslet og sættes fri på butikkernes diske. Stort set ingen andre detailbrancher bygger forretningen på at ”bestille hjem”.

Man ved, at synet sælger, og kunne ikke drømme om blot at vise den grønne Hof frem og have Carls som bestillingsvare. Lige tjekke på computeren, om den ikke er udsolgt fra bryggeriet, og at den nok kan være fremme på fredag.  

Branchen må stoppe med at gemme varen væk, bogsvesken skal på disken som kommisionssalg, konsignation eller som køb med lang kredit og returret. Hvilken enestående chance for at kunne vise sit guld frem i så mange velkvalificerede forretninger over hele landet.

Hvis hylderne ikke kan bære mere, må de have en søjle under. Hvis nogle køber hyldepladsen, må de vendes bogryggen.

 

Boghandlerne – ud på gulvet og ind i lokalsamfundet som kurator

Bogen skal ikke blot ud i lyset, den skal ned i posen. Med det nye lager kan den gode boghandler spille sin vigtigste rolle: kuratorens. Et godt kendskab til kunden gør den personlige ekspedient langt bedre end Amazons algoritme. Kan fra de løsladte titler lægge den rigtige frem som et forslag og i den enkelte situation få et ja.

Men boghandleren kan gå videre ved at oprette sin egen lokale kuraterede bogklub, hvor medlemmerne for et fast månedligt beløb får en pose med bøger bragt med bogbud eller til afhentning i butikken ved en fast begivenhed – som var det juleandens afhentning hos slagteren. Kaffen er parat, den lokale forfatter, litterat eller fagekspert optræder, kunderne taler sammen og inspirerer hinanden.

Et lokalt fællesskab om butikken opstår med eksklusive arrangementer i eller efter lukketid: mød din kulturpolitiker, den lokale kulturpersonlighed, den pensionerede professor, det bortrejste bysbarn. Kontakt opbygger loyalitet med den lokale boglade.

Poserne indeholder ikke det samme, og man kender ikke indholdet på forhånd. Det er det interessante for både boghandler og læser: en gennemtænkt overraskelse, fra mig til dig. Lageret nedbringes, og de mange nye løsladte bøger fra bogfængslerne kommer selvfølgelig med i posen.

Læserne – bliv bogven med din nabo

De mange glade læsere har svært ved at handle i fællesskab. Som atomiserede, uden organisering, kender de ikke hinanden og køber rask væk på nettet, medens de bedyrer, hvor glade de er for den dejlige boghandel henne på hjørnet. Men lige pludselig er hjørnet afløst af en caffe latte-café.

Bogladen på hjørnet er et såkaldt kollektivt gode: hvis den er der for mig, er den der også for dig. Og det gør ikke så meget, om du køber dine bøger der, bare jeg og en masse andre gør det. Man får tilsyneladende intet ud af at betale til et sådant kollektivt gode.

Skal den enkelte betale til et kollektivt gode, må vi udligne forskellen mellem det, man betaler, og det, man oplever at få.

I coronasmittetider appellerer vi til normer om samfundssind, for at den enkelte gennem afstand til sine medmennesker skal bryde smittekæden. Vi skaber fællesskaber i foreningen, og vi tilbyder, også i bogklubber, eksklusiv adgang til visse fordele gennem medlemskabet, for eksempel rabatter eller arrangementer.

Forbrugerne afgør i sidste ende den fysiske boghandels skæbne, men har uden organiseringen ingen enhed med handlekraft.

Kun bogbranchen selv kan igangsætte en proces, så enheden skabes, og her ligger idéen om den lokale bogklub lige for: den tilbyder læseren en mulighed for at støtte en norm om lokalt kulturliv, et fællesskab om bøger og en eksklusiv adgang til medlemsfordele.

Som partnere burde det øvrige erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter, kommunen, oplysningsforbund, biblioteker og lokale foreninger stå i kø.

 

Staten – på med SKIene og sæt et bogmærke på SU’en 

Mange brancher beder nu om offentlig hjælp, men udover de generelle støtteordninger, der også gælder bogbranchen, vil det næppe være vejen frem.

Derimod kan boghandlerne overveje at byde på den fælles indkøbsaftale, SKI, der påbyder skoler og biblioteker i 95 tilsluttede kommuner (ud af 98 mulige) at købe alle materialer fra to virksomheder: iMusic (ikke Apple) formidler danske bøger og noder, film, spil og multimedier, Biblioteksmedier A/S leverer alle øvrige materialer.

Tænk, hvis man i fællesskab kunne kapre denne aftale, så kommuneindkøbte bøger igen skulle leveres af kommunernes boghandlere!

Aftalesystemet SKI slipper vi næppe af med igen, selvom de lokale virkninger på erhvervslivet er stærkt ødelæggende, men man kunne undersøge, om man indenfor EU-reguleringen kunne indlægge andre kriterier end de rent prismæssige:

Altså for eksempel netop hensynet til lokal, kulturel udvikling. Andre end boghandlere er selvfølgelig velkomne til at byde ind, blot skal de sørge for lokalt bogsalg.

På tankens slot bor studenten glad, men jeg tvivler på, at humøret holdes oppe af et stort bogindkøb. Imidlertid er bøger, mange bøger, nødvendige for et godt studieforløb – også ud over pensum og til brug som erindringsbank efter eksamen. De er studietidens barndomsbilleder.

Samfundet støtter sine uddannelsessøgende med en pæn SU, og om det er der kun godt at sige. Pengene gives dog ikke for at støtte studenten som sådan, men for at muliggøre studentens studium. Det ville derfor være helt rimeligt, om en del af stipendiet blev udbetalt som refusion af bogindkøb og lignende, for eksempel med 3-6.000 kroner om året, afhængigt af uddannelseslængden. De penge ville man altså kun få, hvis de er brugt på bøger, og det udbetalte SU-beløb nedsættes på forhånd med de nævnte beløb

Det bliver ikke svært at administrere: bogkøberen skal blot indtaste dato, tidspunkt, bogens ISBN-nummer og pris, sende kvitteringen med som fil, og straks kommer pengene ind på nem-kontoen. Og lad være med at låne hinandens bilag: For mange samtidige køb af samme ISBN-nummer udløser automatisk en kontrol.

 

Alle for alle

Hånd i hånd med de økonomiske forhold skabte oplysningstanken og de mange bevægelser en enorm respekt for bogen, der kunne sikre alle en almen dannelse, samfundet en udvikling og mennesket en mulighed for at løfte sit kollektive ansvar.

Min barndoms boghandel lagerførte bøger uden direkte relevans for det mindre samfunds handel, håndværk og landbrug; men de blev skam købt og læst. De blev ”skrevet på kontoen” til betaling i næste måned, også til en skoleelev, der af fryd ikke kunne vente, og som fornemmede noget vigtigt, dér i boghandlerens butterfly, de tætpakkede hylder, den støvede lugt og de fortællende forsider.

Oplysningstidens dannelsesambition blev kun større efter nazismens barbari. De kommende generationer skulle skærmes mod politisk forførelse, og økonomisk fremgang var en mulighed som aldrig før. Det blev agtet og påskønnet at læse bøger, oplysning skulle bringe os væk fra mørket, ind i demokratiet og velstanden.

Efter coronakrisen venter endnu en stor opgave: at genskabe modstandsdygtige samfund og bæredygtige økonomier. Om bogen så får en rolle i den dannelses- og oplysningshistorie, der nu bliver skrevet, afhænger til dels af bogkredsløbet selv.

Hvem sætter i gang?

 

Knud Lindholm Lau er cand.phil. og er uddannet som medieretoriker ved Danmarks Radio. Han er talelærer, forfatter, mikroforlægger og stifter og ejer af virksomheden tekst og tale aps.

Foto: Søren Kuhn.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere