Danmarks første bogcafé-kæde

Det utraditionelle forlag, Byens Forlag, åbner sin tredje bogcafé i slutningen af august. Den nye café åbner i Aarhus, og slutter sig til rækken af caféer i København og Vejle.

Tendensen med bogcaféer blomstrer. De skyder op rundt omkring i de større byer. I de seneste uger har BogMarkedet skrevet om to af dem, Løve´s Bog- og VinCafé i Aarhus og Brøg i København.   

En anden af Københavns bogcaféer har spredt sine blade ud i andre byer. Byens Forlag blev etableret for ti år siden ud fra et ønske om at gå væk fra de traditionelle forlagsstrukturer og være i øjenhøjde med læserne, og derfor blev det til en kombination af forlag og café.

I caféen har man mulighed for at købe kaffe, mad og forlagets bøger. Derudover kan man købe en digtoplæsning for en flad 10'er. I cafélokalerne finder man også forlagets redaktører, som både har kontorpladser til bogredigering, men som samtidig sælger kaffe og bøger.

Byens Forlag – som vi også har skrevet om tidligere – udgiver 40-50 titler om året, der bliver redigeret i bogcaféerne, mens gæsterne kan følge med i redaktionsarbejdet og snakke med redaktørerne om bøgerne, der er på vej, eller som allerede står på hylderne.

Det uhøjtidelige element ved forlagsarbejdet er med til at understøtte interaktionen om litteraturen og nå ud til læserne. Håbet er at møde nye læsere, der i første omgang måske kun kom efter kaffen, men som kommer hjem med en bog og en ny læseoplevelse.

 

Væk fra skærmen og ind i litteraturen

Det sociale aspekt ved at kombinere café og forlag rammer ind i en tid, hvor der generelt er mange former for at mødes omkring litteraturen i for eksempel læseklubber, til forfatterarrangementer og på litteraturfestivaler.

”Vi har brug for fysiske rum og objekter til fysiske oplevelser sammen med andre mennesker i en tid, hvor vi er digitalt afhængige,” siger redaktør og grundlægger af Byens Forlag, Thomas Aagaard Skovmand.

Han fortsætter:

”Vi er ikke hellige, hvad angår skærme, så der er wifi, men vi er opmærksomme på selv at lave noget andet end digi-junke – for eksempel at snakke med hinanden og kunderne.”

Generelt forsøger Byens Forlag at tænke ud af boksen og hele tiden komme med nye former for litteraturformidling, både som en markedsføring af egne udgivelser, men også for at komme i dialog med læserne.

Novellekonkurrencer og bøger med udgangspunkt i læsernes ideer og nedskrevet af forfattere er nogle af de eksempler på, hvordan forlaget tænker i alternative baner og involverer læserne for at skabe unikke bøger og læseoplevelser.

Caféen i København ligger i Istedgade, Vejle-caféen er at finde i Rådhuspassagen, mens den nye café kommer til at ligge i Borggade i Aarhus.

 

Foto af Thomas Aagaard Skovmand i caféen i Vejle: Jonas Normann.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere