Danmarks sidste folklorist

Charlotte Weitze, der fik BogForums Debutantpris som 22-årig i 1996, udkommer i slutningen af februar med sin fjerde samling fortællinger Af Jannik LunnCharlotte Weitze: Det Hvide Kvarter. Fortællinger. 155 sider. Samleren.På BogForum i 1994 vakte den dengang 20-årige Charlotte Weitze for første gang stor opsigt. Man havde et arbejdende forlag på...

Charlotte Weitze, der fik BogForums Debutantpris som 22-årig i 1996, udkommer i slutningen af februar med sin fjerde samling fortællinger
Af Jannik Lunn

Charlotte Weitze: Det Hvide Kvarter. Fortællinger.
155 sider. Samleren.

På BogForum i 1994 vakte den dengang 20-årige Charlotte Weitze for første gang stor opsigt. Man havde et arbejdende forlag på messen, hvor folk, der hidtil kun havde skrevet til skrivebordsskuffen, kunne komme ind og få en tekst vurderet af redaktør Torben Madsen, som på det tidspunkt var ansat på Lindhardt og Ringhof. Da Madsen i tv fremhævede det unge talent Charlotte Weitze, lagde han samtidig grundstenen til et forfatterskab.

Novellen Biller, som Torben Madsen havde læst, blev sammen med ni andre noveller sendt ind til Samlerens Forlag, hvor Madsen i mellemtiden var blevet redaktør, og her udkom så syv af historierne i novellesamlingen Skifting, der i 1996 indbragte Charlotte Weitze BogForums Debutantpris.

Siden er det blevet til tre romaner, to samlinger fortællinger og to radiospil, og endelig endnu en samling fortællinger Det Hvide Kvarter, som udkommer i slutningen af februar.
I den anledning besøgte BogMarkedet forfatteren i hendes hjem i Vallekilde på Vestsjælland for at høre dels om den nye bog, dels om tilværelsen som forfatter i al almindelighed.

Charlotte Weitze bor sammen med sin mand og to små døtre i et hus, der tidligere var byens bageri, men som familien fuldstændig har gennemrenoveret. Huset ligger i den lille højskoleby mellem adskillige huse, der alle er til salg, og kvarteret ligner overhovedet ikke det københavnske villakvarter, som lægger navn til bogens titel.

»Når det blev Vallekilde, vi slog os ned i, så var det fordi, vi skulle finde noget, efter vi i fire år havde boet i Bakkehuset på Frederiksberg. Inden da var vi kommet fra to små kollegieværelser, men nu var vi en lille familie, som i løbet af de fire år i legatboligen havde sparet lidt op.

Vi havde lånt en bil og kørt rundt i alle mulige små byer, men efter at have grinet en hel pragtfuld nat på Vallekilde Højskole var vi enige om, at her skulle det være, og så smed vi breve ind i alle byens huse. På den måde fandt vi en faldefærdig rønne med en pragtfuld udsigt, og så gik vi ellers i gang med at sætte i stand med mig som gravid og med en lille pige,« siger Charlotte Weitze, hvis mand Jakob Antvorskov er lærer på Odsherreds Efterskole, og som heldigvis elsker at sætte ting i stand.

Seks år undervejs
Kunne Det Hvide Kvarter egentlig ikke lige så godt have været en roman?
»Jo, og faktisk var det meningen, at det skulle have været en roman, da jeg for over seks år siden begyndte at skrive den.

Men den oprindelige idé med, at den skulle handle om et ægtepar, hvor manden hellere ville se på fugle end at være sammen med sin kone, kom slet ikke med i bogen. Manuskriptet var i flere ombæringer inde på forlaget, som fandt det for flagrende med for mange sidehistorier, og fordi jeg skiftede hovedperson flere gange, havde jeg svært ved at holde en tråd.

Det blev heller ikke nemmere, når der løb små børn om benene på én, men så tænkte jeg, at når Harry Potters mor som enlig kunne skrive, mens hun havde små børn, så kunne jeg også. For et år siden fik jeg så under et ophold på Hald Hovedgård rigtig gang i den, og den første historie blev skrevet der på en uge. Og så blev det altså en novellesamling og ikke en roman, bl.a. fordi personerne, selv om de bor i samme kvarter, aldrig møder hinanden. Så hellere skrive gode noveller end en dårlig roman.«

Charlotte Weitze blev cand.mag. i folkloristik fra Københavns Universitet i 2004, hvor hendes speciale i Film og Medie handlede om dyrefilm. Hun lægger ikke skjul på, at man kan finde små skjulte budskaber i hendes historier, hvis man kigger efter, for der er ind imellem referencer til forskellige eventyrsymboler.

»Selvfølgelig kan man læse historierne og blot nyde stemningen og acceptere, at der er noget, man ikke forstår, men i Det Hvide Kvarter er der dog også for en gangs skyld nogle helt realistiske historier med, og så er der andre, hvor man måske skal lede efter løsningerne. En af novellerne var faktisk endnu mere mystisk i den oprindelige version.«

Hvordan er din dagligdag i dag? Arbejder du ved siden af – eller skriver du udelukkende?
»Det er en blanding. Dels underviser jeg på Vallekilde Højskole, hvor et af de næste kurser handler om fantastik og mystik, og dels har jeg været med til at lave Odsherreds Forfatterskole for unge, som ligger i Asnæs. Og så har jeg ofte 14 dage mellem kurserne, hvor jeg skriver, og her skal jeg fx i nær fremtid til Hald i 14 dage for at skrive på min næste bog.

Det er et fint miks, for jeg elsker at undervise på højskolen, og her tjener jeg så meget, at jeg også har råd til at skrive. Så det er en kombination af mit drømmejob nummer ét og mit drømmejob nummer to.«

Sprudler af idéer
Du fik Debutantprisen i 1996. Gjorde det forventningspresset endnu større inden ‘den svære toer’?

»Ja, til en vis grad, og der gik også tre år, før den næste samling fortællinger udkom, men jeg sagde dengang til mig selv, at nu skriver jeg, selv om det bliver dårligt – men det blev det jo ikke. Og mangel på idéer, det har jeg aldrig haft, men det kan være svært at være inde i personerne hele tiden, og det bliver også svært, når læserne begynder at fortolke. Fx var der engang en journalist, der spurgte, om jeg havde været indlagt på ‘den lukkede’, men det tog jeg nu som en kompliment.«

Charlotte Weitze siger, at hun ikke kan mindes andre end sig selv og Peter Adolphsen, som har skrevet ‘mærkeligt’ i de senere år, og det hænder, at folk bliver forskrækkede.
»Det havde været nemmere, hvis man selv havde været meget mærkelig,« griner Charlotte Weitze.

Er historierne i Det Hvide Kvarter skrevet i samme rækkefølge som i bogen?
»Nej, de er skrevet hulter til bulter, og nogle gange var jeg i gang med to på én gang, og det hele er så blevet samlet sammen med min redaktør, sådan at den lange historie kom i midten, og at den første historie ikke var alt for mystisk.«

Har du læsere, du prøver dine tekster på, inden du sender dem til forlaget?
»Ja, Torben Madsen læser stadig mine manuskripter, og han er også medlæser på Det Hvide Kvarter. Ham sætter jeg meget højt, for ud over at være en god redaktør er han også en god menneskekender. Om historierne sagde han, »at det er svært at vælge, når du har så mange gode idéer,« og i det lå der vel også en slags let skjult kritik.

Desuden er jeg med i en skrivegruppe, som har eksisteret i rigtig mange år, og her læser vi hinandens bøger. Det er forfattere som fx Sulejma Hind, Christina Englund og Christian Jungersen, som er med i den, og det underlige er, at selv om vi er venner, så slås vi jo også om de samme priser.«

Charlotte Weitze kan ikke umiddelbart slynge forfatternavne ud, som hun er inspireret af, men hun nævner dog både Karen Blixen, Jonas Lie og H.C. Andersen, »og så læser jeg meget faglitteratur om spændende emner, hvor jeg måske kan bruge noget, på samme måde som jeg også prøver at finde gode plots.«

Hvad skal vi vente fra din hånd næste gang?
»Jeg er nu over 100 sider inde i min roman om fuglemanden, den roman, som jeg begyndte på for over syv år siden, og som endte med at blive til noget helt andet, novellesamlingen Det Hvide Kvarter, hvor fuglemanden ikke kom med.«

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere