Danske Forlag afslutter undersøgelse om uønsket seksuel opmærksomhed internt på forlagene

Den af Danske Forlag iværksatte anonyme advokatundersøgelse vedrørende uønsket seksuel opmærksomhed internt på forlagene er nu afsluttet.

Advokat Pernille Backhausen, som har været ansvarlig for undersøgelsen, konkluderer:

”Der er ikke noget i de modtagne indberetninger, der tyder på, at branchen har et omfattende eller et udpræget problem med uønsket seksuel opmærksomhed. De udfordringer, der er, retter sig
imidlertid primært og næsten entydigt mod kvinderne i forlagsbranchen. Alle indberetningerne er indgivet af kvinder, og der er kun indgivet en enkelt indberetning, som vedrører uønsket seksuel opmærksomhed med mænd. Uagtet at branchen – baseret på de indkomne indberetninger – ikke ses at have et omfattende kulturproblem med uønsket seksuel opmærksomhed internt på forlagene, er indberetningerne set i et individuelt lys behæftet med en vis alvorlighedsgrad, som refereres i beskrivelsen af hver enkelt indberetning. På dette punkt adskiller forlagsbranchen sig desværre ikke fra, hvad der også ses i de fleste øvrige brancher.”

Der er modtaget 15 indberetninger, som falder indenfor undersøgelsens ramme. Rapporten beskriver, at den relativt begrænsede mængde af indberetninger muligvis kan være en konsekvens af, at flere af de større danske forlag allerede har gennemført undersøgelser som led i MeToobølgen. De tre største forlag Gyldendal, Lindhardt og Ringhof samt JP/Politikens Forlag oplyser, at deres interne undersøgelser ligesom den tværgående undersøgelse viser, at der ikke er noget der tyder på omfattende eller udprægede problemer med uønsket seksuel opmærksomhed.

Danske Forlags direktør, Christine Bødtcher-Hansen, udtaler:
”Undersøgelsen blev iværksat for at skabe et bedre fundament for foreningens arbejde med, at
forlagsbranchen skal være en tryg branche både for forlagsmedarbejdere og forfattere. Det er positivt, at undersøgelsen, ligesom det var tilfældet med forfatterundersøgelsen, konkluderer, at der ikke er noget, der tyder på, at vi i forlagsbranchen har omfattende problemer med uønsket seksuel opmærksomhed. Men det afholder os ikke fra at fortsætte arbejdet både i foreningen og i samarbejde med forfatterforeningerne om at understøtte en god og professionel kultur fremadrettet.”

Kontakt:
Christine Bødtcher-Hansen, direktør Danske Forlag, tlf. 20 74 05 92

Link: Danske forlag


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere