De Efterladte. Af Palle Schmidt. Calibat.

Palle Schmidt skriver fantastisk. Filmisk, flydende og troværdigt. Desværre er de små og skarpe kapitler ikke altid lige interessante, og ofte læser man udelukkende videre, fordi rytmen, sproget og karaktererne får dig til at vende siderne.

Hauge er kriminel. Han er lige kommet ud fra fængslet, og skylder den store fængselsboss Bjarke en tjeneste. Sådan en tjeneste skal selvfølgelig ryddes af vejen, og derfor tager Hauge toget til en lille havneby i Nordjylland. Bjarkes nevø er druknet, men da nevøen var elitesvømmer, er Bjarke sikker på, at der er ugler i mosen. 

Selvom Hauge ikke har lyst til at blande sig i den lille bys interne problemer, bliver han rullet ind i en serie af mystiske dødsfald som rammer byens teenagere. Der er ikke gået en stor detektiv tabt i Hauge, der primært benytter næverne, når der skal skabes fremdrift i sagen. Det er svært at finde hoved og hale i dødsfaldene, for Hauge er bestemt ikke velkommen i det lille bysamfund, og byens beboere dækker over hinanden.

'De Efterladte' er som krimi en helt anderledes læseoplevelse end de fleste krimier. Palle Schmidt har ikke efterlignet de sidste par års store krimisuccesser, og det er absolut en af bogens forcer.

Du får en historie fortalt gennem protagonisten Hauge, der ikke kender meget til opklaringsarbejde. Selvfølgelig er der krimier, der benytter sig af en jeg-fortæller, men det hører til sjældenhederne. Det er et fremragende kneb, at bruge en jeg-fortæller til Hauge, fordi man hurtigt kommer ind under huden på ham. Hans handlinger virker troværdige, og man fatter hurtigt sympati med den hårdhudede kriminelle, der deler tørre tæsk ud til højre og venstre. Man forstår ham. Selv når hans handlinger måske ikke giver umiddelbar mening.

Hauge er uden tvivl det mest vellykkede ved De Efterladte, for mens plottet går sin stille gang, bliver Hauges fascination af byens præstedatter en af bogens bedste sidehistorier. Den forbudte kærlighed mellem den unge pige og den hårdkogte kriminelle kunne sagtens blive en kliché, men Palle Schmidt undgår arketyperne og får skabt et interessant spil mellem to ulige mennesker. Reelt er det karaktererne, der får dig til at vende siderne og ikke plottet, der aldrig rigtig forløses. Men måske har det hele tiden været meningen, at det skulle være Hauges historie og ikke krimidelen, der skulle løfte bogen.

Konklusionen er klar: Palle Schmidt skriver godt. Det er filmisk, flydende og troværdigt. Det er en af den slags bøger, der afspiller en film på din nethinde. Desværre bliver denne film ikke min favorit af den simple grund, at krimidelen ikke er interessant nok. Hauge er dog tilpas unik til, at han kan bære mere end bare denne ene bog og med bare nogle få tweaks vil Hauge uden tvivl komme til at figurere som en af mine favoritter.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere