En kulturpolitisk tale

Adm. dir. Tine Smedegaard Andersens tale til efterårsreception på Rosinante&Co på valgdagen torsdag den 15. september 2011.

Det er valgdag i dag, og jeg har tænkt, at det måtte da være den perfekte dag til at holde en kulturpolitisk tale. Lidt sent måske. Men i det mindste er jeg da alene om det. Aldrig har kulturen fyldt så lidt i en valgkamp. Mens budgetterne for kulturen i Norge og Frankrig bliver sat op under krisen, så dukker danskerne nakken dybt ned over pengepungen og satser på – ja, hvad satser vi egentlig på? Jeg kan komme i tanker om efterlønsreform og en boligpakke; utallige bankpakker; noget med at skille de veluddannede udlændinge fra de mindre veluddannede; løfter om mere og bedre uddannelse på tværs af alle partiskel – mærkeligt så, at de ikke har kunnet blive enige om det før valgkampen, og mens de faktisk havde tid til at gøre noget ved det. Men kultur? For slet ikke at tale om litteratur? Sprog i det mindste? Det er der ikke blevet talt om – hverken før eller under valgkampen strengt taget. Det er, som om vi er blevet så fattige, at vi alene kan tale om penge.

Mere litteratur, færre samtalekøkkener
Der har været forsøg blandt forfatterne på at skabe debat om det offentlige litteraturstøtteprogram, og der har været sagt meget klogt og meget godt, men jeg er bange for, at det ikke fører til flere bevillinger, hvis billedet, der tegner sig for politikerne, når røgen har lagt sig er, at forfatterne først og fremmest kan blive enige om, at der er nogen der får for meget… Jeg ville ønske, vi havde et samfund, hvor det var tilladt og ønskeligt, at forfattere og illustratorer var anerkendte OG stinkende rige. Forgyldte. Og det siger jeg ikke bare i håb om, at det så også ville dryppe lidt på degnen, men fordi vi så havde et samfund, hvor det at finde ord for det usagte, gøre verden større og slippe drømme løs for vores indre øje var skattet som samtalekøkkener og store biler.

Bogens virkelige verden
I BogMarkedet plæderes der nu for genindførelse af faste priser og karenstid på e-bøger, men det er nu ikke, fordi det er noget, der har politikernes store bevågenhed. Jeg kunne også i et nostalgisk øjeblik drømme mig tilbage til en tid med en bogbranche, hvor formatet var lige så fast som prisen, ligesom jeg ville ønske, at danskerne ikke var så gode til engelsk, så jeg kunne slippe for at konkurrere med et bogmarked, der er tusindvis gange større end det danske. Hvor apps kan koste 6 kroner og stadig være en svimlende forretning.

Men det er jo ikke sådan, det er. Virkeligheden er, at vi er et lille land med 5 millioner ikke overvældende kulturinteresserede indbyggere, hvis folkevalgte har besluttet at sætte bogpriserne fri, så supermarkederne kan udkonkurrere bogklubberne og boghandlerne vige pladsen for netboghandlen og Google Books. At e-bøger og piratkopiering også i Danmark passer til hinanden som langfingret hånd i handske; og hvis ikke piraterne kan ordne det for folket, så er biblioteksvæsnet klar til at låne de digitale bøger ud ganske gratis uden skelen til, hvordan de, der frembringer litteraturen, skal finde midler til at skabe den næste bog.

Danskerne vil stadig gerne læse
Er det et skræmmebillede? Ja, men bare fordi man er paranoid kan man som bekendt godt være forfulgt. Et enkelt men til gengæld afgørende lyspunkt er, at danskerne muligvis er skabsrindalister alle til hobe. Men de er stadig glade for at læse, og de har, hvad Det brune Punktum ville kalde en bred smag. En af mine yndlingsreferencer til det virkelige liv er Asnæs i Odsherred og for nylig var jeg på biblioteket, hvor Sofi Oksanens Renselse og Stephenie Myers vampyrtrilogi stod side om side nr. 1 på listen over bøgerne med længst ventelister. Danskerne vil stadig gerne læse.

Lad os turde holde sammen
Venner, det er her, talen bliver politisk: det er på tide, at vi holder sammen. Tager fanen i den anden hånd og står sammen om folkets ret til gode historier og sublim litteratur.

En af alle tiders største svenske forlæggere, Per Gedin, har skrevet sine erindringer, og især én ting blev tilbage, da jeg havde læst dem. Det står næsten skrevet med flammeskrift, at forholdet mellem forfatter og forlægger kun kan lykkes, når det er et partnerskab, hvor begge parter kan forlange og forvente noget af hinanden; hvor tilliden er det, der holder forholdet sammen – og overholdte aftaler selvfølgelig – lige bortset fra forfatterens deadlines måske. Per Gedin var forlægger i en komplet udigital verden, men jeg tror, han har mere ret end nogensinde. Det kan være fristende at gå hver til sit: Forlagene at satse ensidigt på det, der allerede er så sikkert som at trykke pengesedler, og forfattere at gå enegang direkte til boghandlerne med deres selvpublicerede bøger. Jeg tror, vi kommer til at se og gøre begge dele. Men jeg tror også, at begge parter taber på det i det lange løb. Forlagene i hvert fald og af indlysende grunde. Men også forfatterne, håber jeg da. Fordi samspillet med forlaget forhåbentlig er så berigende, at hverken værket eller forfatterskabet ville være det samme uden, og fordi forsvaret for copyright og værdisættelse af litteratur og kultur bliver mere overbevisende, når parter, som på ydersiden ser ud til at høre til på hver sin side af forhandlingsbordet, er enige om det.

Fornylig var vi på forlagsudflugt til Aros i Århus. Vi skulle over at se på Olafur Eliassons udstilling, fordi hans værker er enestående, og fordi han gør sig nogle væsentlige tanker om forholdet mellem kunst og beskuer, som også kan overføres til litteraturens verden, hvor værk og læser jo også er uadskillelige. I foyeren viste de en portrætudsendelse, som jeg satte mig og så, mens vi ventede på at komme ind til udstillingen. ”What makes a room productive” var det indledende spørgsmål på hele udsendelsen, og mine tanker faldt straks på dette rum; på Rosinante&Co; på jer, som er her i dag. For Olafur Eliasson findes svaret i spillet mellem kunst og rum. For mig, her, findes svaret i samspillet mellem kunstner, forlagsfolk og forlagsrum. Det, der gør et forlag produktivt, er de mennesker der færdes i det; det er banalt, men det er også vigtigt. Mødet, udvekslingerne, skuffelserne og glæderne; oplæg og kritik. Det er ikke bare det, der gør et forlagsrum produktivt. Det er det, der gør det levende. Lykkeligt.

Vi er lykkelige
Folk der bebrejder forlagsbranchen, at den er gammeldags og bagudskuende og reaktionær og langsom skulle bare vide. Ikke, at vi ikke er alt dét. Men hvor lykkelige vi er. Vi er lykkelige, når vi sammen med jer ser konturerne af en ny bog vokse frem – hvad enten det tager måneder eller år; vi er lykkelige, når vi laver omslag – om fem gange; vi er lykkelige, når oversættelsen er en udfordring; vi går i selvsving ved kopimaskinen, når der ligger et farveprint af en illustration til en ny børnebog. Vi fryder os, når kunderne ringer, også selv om de klager; vi er lykkelige når vi planlægger den næste lancering; vi er lykkelige, når I ringer; vi fejrer, når vi hvert halve år sender royaltyafregninger af sted til jer. Vi er, og det er vi, helt oppe i skyerne, når vi øjner konturerne af, hvad digitaliseringen kan betyde for oplevelsen af tekst, billeder og lyd; og jeg vil slet ikke sige, hvordan vi har det, når vi synes, vi mestrer endnu en flig af det nye marked – eller når vi tænker på, hvad der kan ske med impulskøbet af enkelttitler fra backlisten i den digitale tidsalder. Vi løber rundt med armene løftet, når en bog er godt anmeldt; når vi har solgt 5000 eksemplarer af en gammel titel til Dansk Supermarked, og når en ny app løfter sig i App-store. Vi er lykkelige, når vi finder ud af at gøre tingene mere enkle, og vi er salige, når de viser sig ikke at være så enkle endda; vi fryder os helt upassende, når det lykkes os sammen at lave noget, som ingen andre har fundet på. Nå ja. Og vi er lykkelige lige nu, stående her, med det synlige resultat på hylderne af endnu et års arbejde, vi har gjort sammen. Og et usynligt resultat i form af lydfiler, e-bøger og apps – i sidste uge kom De små synger i appform med tekst og musik. Denne lykke; dette myldrende liv af ånd og teknik og energi – det gør et forlag og et samfund produktivt. 

Jeg vil ønske, at vi vil bruge alle de nye muligheder til at få mere kultur og mere litteratur. Ikke mindre. Ikke fattigere. Jeg vil ønske, at vi bruger mulighederne til at skabe noget, ikke hver for sig men sammen, som verden endnu ikke har set – og historier, den aldrig har hørt.

God bogsæson og skål!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere