Den alt for hvide litteratur

Weekendens terrorangreb i Paris og de endeløse strømme af flygtninge øger behovet for litterære stemmer, der afspejler den nye virkelighed.

    
Du var med garanti til BogForum sidste weekend. Lagde du mærke til de mange ”brune” gæster derude? Overværede du de mange spændende debatter om krigen i Mellemøsten med deltagelse af ”brune” forfattere”? Og lagde du i det hele taget mærke til, hvor godt ”brune” stemmer er repræsenteret i det litterære miljø?
Nej vel?
For sådan er den litterære virkelighed i Danmark ikke. Dansksproget litteratur skrevet af mennesker med fast bopæl i Danmark er med deprimerende få undtagelser skrevet af etniske danskere, anmeldes af etniske danskere, købes af etniske danskere og læses af etniske danskere. Det er et næsten pletfrit hvidt kredsløb, der på ingen måder afspejler, at 11,6 pct. af befolkningen er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og at næsten to tredjedele heraf kommer fra ikke-vestlige lande (tal pr. 1. januar 2015).
Da man på BogForum diskuterede ”de moralske spørgsmål i forbindelse med Danmarks krigsdeltagelse”, var det således tre etniske danskere, der diskuterede med hinanden – og med de holdninger, de tre normalt giver udtryk for, har der næppe været den store uenighed i det også politisk skævt sammensatte panel.
Selvfølgelig er der undtagelser: Den bog, der vandt årets debutantpris, handler om at vokse op i en ghetto blandt tabere af alle nationaliteter. Carsten Jensen har – efter anmeldelserne af dømme – skrevet et brag af en bog om Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan, Anne-Cathrine Riebnitzsky har tidligere skrevet om samme land, Puk Damsgaard ryger på bestsellerlisten, når hun skriver om Mellemøsten, og flere kan nævnes. Men de pågældende er alle etniske danskere.
Undtagelserne er der. Selvfølgelig og heldigvis: Yahya Hassan bragede sidste år igennem med sine digte, men den surrealistisk store succes viser også omfanget af det tomrum, han skulle udfylde. Hassan Preisler havde også succes med sin ”Brun mands byrde”, og det samme har Tarek Omar i år haft med sin ”Sønner af mænd” og Jakob Sheikh med sin bog om ”Danmarks børn i hellig krig”. Andre kan nævnes, men det er stadigvæk undtagelser fra reglen.
 
Det danske samfund er under hastig forandring fra at være et af verdens mest homogene samfund til at blive lige så multietnisk og multikulturelt som det meste af resten af verden. Vi har de seneste 25 år været engageret i en række krige og vi oplever – og vil i de næste mange år opleve – en strøm af mennesker, der strømmer til vores del af verden på flugt fra krig og nød og på jagt efter et bedre liv.
Det er forandringer, vi ikke er særligt gode til at forstå, diskutere og finde løsninger på. Her kan – og bør – litteraturen komme os til undsætning. Litteraturen kan bearbejde disse emner og formidle dem med en indlevelse, en nuancering og en dybde, som nok så mange reportager i tv og aviser eller nok så mange politiske debatter eller foredrag ikke kan. Derfor vil det være en vigtig grundpille i at skabe en fredelig, bæredygtig fremtid i det kaos, vi umiddelbart ser foran os, at få inddraget litteraturen på en anden måde end hidtil.
Undertegnede er ikke tilhænger af den måde, der fokuseres på køn, seksualitet og etnicitet blandt visse unger forfattere og på visse dele af humaniora, hvor disse tre markører defineres på en entydig, firkantet måde: Hvis du er f.eks. er hvid, heteroseksuel mand er der pr. definition noget, du ikke kan forstå eller sætte dig ind i, og modsat har du i udgangspunktet automatisk lidt mere ret, hvis du taler som f.eks. brun, biseksuel kvinde.  Virkeligheden er heldigvis meget mere nuanceret end den fremstilles af disse grupper, der tilsyneladende har forlæst sig på Foucault, Lacan og andre vidtløftige franske teoretikere. Men lige så forskellige, f.eks. kvindelige forfattere med pakistansk baggrund, er, lige så åbenlyst er det, at de som gruppe også vil have et andet udgangspunkt og nogle andre erfaringer end en tilsvarende gruppe hvide, kvindelige danske forfattere. Og lige så åbenlyst må det efterhånden være, at der er brug for at høre disse stemmer, hvis vi bedre skal kunne forstå, hvad det er, der sker i og med verden i disse år.
Men hvordan? Man kan selvfølgelig ikke tvinge forfattere til at skrive om bestemte emner, og det er naturligt og forventeligt, at der er et lang efterslæb, inden nye medborgere bliver så integrerede, at de bliver en ligeværdig del af det nye lands kulturliv. Men vi kan gøre meget mere, end vi gør i øjeblikket. Der er brug for at give langt flere af disse nye stemmer end chance, pleje talenterne og give dem gode arbejdsmuligheder.
Sådan så når vi om et par år igen skal diskutere de moralske aspekter af Danmarks krigsdeltagelse på BogForum er det ikke med deltagelse af tre hvide forfattere med samme baggrund og samme politiske og moralske grundholdning, men tre forfattere med hver deres etniske baggrund og vidt forskellige politiske syn på sagerne. 

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere