Den gode litteratur – og den populære

Lad os glædes over, at danskernes læselyst holder sig opmuntrende konstant i stedet for at græmmes over, at de ikke læser den rigtige form for bøger.

Stort tillykke til Jesper Stein med De gyldne Laurbær.  

   
Da Jesper Stein i forgårs blev overrasket af komiteen bag De gyldne Laurbær med meldingen om, at han skal kranses ved en fest senere på året som tak for at have skrevet Aisha, sagde han til BogMarkedets udsendte bl.a., at ”krimigenren er for længst blevet blåstemplet af læserne. Det kan godt være, der sidder nogle støvede litterater rundt omkring, der ikke har fundet ud af det, men det må de sgu om.”
Populariteten er der ingen tvivl om. Da BogMarkedet i 2010 skrev om sommerens bestsellere, var de fem øverste pladser besat af krimi- og spændingsbøger, og da vi i december sidste år lavede en tilsvarende undersøgelse, var resultatet, at næsten halvdelen af top 10-titlerne på de tre bestsellerlister bestod af krimi og spænding.
Den pointe er vist sevet ind hos selv den mest støvede litterat – problemet er måske snarere, at mange litterater og boganmeldere ikke bryder sig om det. Krimier bliver ikke betragtet som ”rigtig” litteratur, genren er ikke så fin og hæderværdig, som skønlitteratur i almindelighed og lyrik i særdeleshed, der ofte betragtes som den absolut ”fineste” genre. Det ser man f.eks. i øjeblikket, hvor Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, har besluttet, at der kun kan stemmes på digtsamlinger ved årets uddeling af Politikens Litteraturpris. ”Det er i poesien, det sner,” skriver han bl.a. i begrundelsen og fortsætter: ”Det vrimler med fremragende nye danske digtsamlinger, som arbejder suverænt med sproget og udfordrer enhver form for vanetænkning, hvad enten de inviterer indenfor i afdelingen for samfundsraseri, fremtidsminder, urtidslængsler eller et ophold på den lukkede afdeling.”
I en kommentar i Information af litteraten Kathrine Maria Amann kalder hun Jes Stein Pedersens artikel for ”en luftig skysovs af kunstneriske klicheer”, og påpegede, at der intet nyt er i det, der foregår inden for lyrikken i disse år i forhold til, hvad der er foregået i andre tidsperioder, og hun sluttede med denne svada: ”… er vores generations fremherskende lyrik da selv stort andet end en aldersstegen 60’er-modernisme behændigt camoufleret i tidens tern? Uanset hvad man måtte mene, savner kulturkritikken en kvalificeret debat af en selvfølgelig forherligelse af nogle overleverede æstetiske strategier og stilistiske normer. I så henseende lukker det litterære Danmark sig beklageligvis i en mæt selvtilfredshed.”
Det er aldrig kedeligt at følge den litterære debat i Danmark!
 
Politikens gimmick med kun at sætte fokus på lyrik virker underligt påtaget. Lyrikken bliver ikke just stedmoderligt behandlet af anmelderne. Politiken bringer hver dag i kultursektionen et digt, Weekendavisen har i Lars Bukdahl en entusiastisk anmelder, der knokler 24/7/365 for at sprede sin glæde over lyrik, Gyldendal har nu to år i træk promoveret sine lyrikere via en go card-kampagne – og lyriske værker anmeldes stort set uden undtagelse i de førende medier. Helt modsat krimierne, der behandles stedmoderligt i f.eks. Politikens bogtillæg, til trods for at bladet har to af Danmarks førende krimieksperter ansat i form af Bo Tao Michaelis og Henrik Palle, og i Information, hvor en anmeldelse af en krimi er lige så sjælden som sne i maj.
Men lyrikken sælger ikke. Med Yahya Hassan, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt som undtagelserne. Det gør krimierne som nævnt. Og ja, der udgives absolut for mange krimier af for ringe kvalitet. Men gælder det ikke også lyriksamlingerne? Og den brede skønlitteratur? En god krimi eller spændingsroman kan meget andet end levere nogle timers underholdning og afslapning, og genren spænder bredt fra lige-ud-af-landevejen hårdkogt tju-bang til værker af f.eks. Håkan Nesser, hvor grænsen mellem krimi og skønlitteratur udviskes.
Så lad os glædes over, at danskernes læselyst holder sig opmuntrende konstant trods de mange nye, fristende tilbud på fritidsunderholdning i form af f.eks. Netflix, i stedet for at græmmes over, at de ikke læser den rigtige form for bøger.
Stort tillykke til Jesper Stein med De gyldne Laurbær. 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere