Den kolde vind

Steppevinden, der blæser hen over den vestlige bogbranche, er kold og ubehagelig - men den kan måske blive varmere, fortæller en rapport skrevet i forbindelse med bogmessen i Frankfurt om et par uger.

"Winter is Coming", siges det ofte i den populære tv-serie Games of Thrones - ifølge rapporten Business of Books: New tunes for and old trade burde udsagnet retteligt hedde: "A cold wind is blowing in the booklover’s face." Fra fremtid til nutid.

Rapporten - der er skrevet op til den kommende bogmesse i Frankfurt den 10.-14. oktober - opregner, at bogbranchen på de største vestlige markeder (inkl. Japan) har tabt ikke bare markedsandele på kulturområdet men omsætning siden 2008. Derimod boomed bogmarkedet i Kina en række år, men dette viser nu også en nedadgående tendens.

Årsagen er velkendt, nemlig at bogbranchen kæmper om forbrugernes opmærksomhed med en lang række nye medier. Derfor kræves der konstant innovation og opdatering på nye tendenser og muligheder, slår rapporten fast.

Den værste opmærksomhedskonkurrent til en given bog er ikke nødvendigvis en anden bog, sådan som verden er skruet sammen i dag. 

Think smarter

Den løsning, vi også kender herhjemme, hvor forlagene udsender stadig flere nye titler for at kompensere for et faldende læserantal, finder Rüdiger Wischenbart, forfatter til rapporten Business of Books, højst risikabel.

I stedet skal man tænke fundamentalt anderledes:   

Den unge generation - millennials hedder de - bruger deres smart phone mere og mere, og det vil være en oplagt chance, hvis forlagene tænkte sig ind i, hvordan de kan være tilstede her. Digitaliseringen kan man ikke diskutere med, den står ikke i et partiprogram.

En af løsningerne - den korte rapport på bare 14 sider byder på indtil flere eksempler på innovative lommer i boguniverset - er at tænke på tværs af formater. En bog er ikke bare en bog, ligesom en film ikke bare er noget, vi ser i biografen. Bogen kan eksempelvis filmatiseres, laves til eller udformes som lydbog eller blive et varemærke i merchandise-øjemed - de første to muligheder har BogMarkedet taget op for nylig (selv om fænomener ingenlunde er nye), det om merchandise skriver vi snart om.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere