Den kommitterede ildsjæl

Gyldendals tidligere direktør Kurt Fromberg har på opfordring af Bogmarkedet skrevet om Knud W. Jensens virke i dansk bogbrancheMindeord af Kurt Fromberg Knud W. Jensens uvurderlige indsats for Gyldendal og dermed for den danske bogbranche fik ikke megen plads i de ellers omfattende nekrologer, der fulgte i dagene efter hans død den 12. december. Det skyldtes...

Gyldendals tidligere direktør Kurt Fromberg har på opfordring af Bogmarkedet skrevet om Knud W. Jensens virke i dansk bogbranche

Mindeord af Kurt Fromberg

Knud W. Jensens uvurderlige indsats for Gyldendal og dermed for den danske bogbranche fik ikke megen plads i de ellers omfattende nekrologer, der fulgte i dagene efter hans død den 12. december. Det skyldtes sikkert, at som årene gik, fyldte Louisiana mere og mere i det offentlige billede, der tegnede sig af hans mangestrengede virke. Selv om han allerede fra barndomshjemmet fattede interesse for moderne litteratur og billedkunst, fik han som den naturlige arvtager af faderens store virksomhed en international uddannelse som forretningsmand, der gjorde ham til Danmarks største osteeksportør. Men sideløbende hermed dyrkede han sine musiske interesser med forfattervenner som Martin A. Hansen, Karen Blixen, Paul la Cour, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger og ikke mindst Ole Wivel, med hvem han i 1946 startede Wivels Forlag i sin treværelses lejlighed i Skt. Thomas Allé 13 på Frederiksberg, hvor de bare få år senere påbegyndte udgivelsen af det skelsættende tidsskrift, Heretica.
Om sine motiver til at erhverve aktiemajoriteten i Gyldendal i august 1952 har Knud W. Jensen i en samtale med Niels Birger Wamberg i bogen Mens kunsten er ung sagt: “Det kunne ikke lade sig gøre at skabe et merkantilt forlag med det program, som Wivels Forlag havde, af lutter con amore-udgivelser, som vi syntes måtte ud i dansk sprog . . . når vi ikke kunne få forlaget til at give overskud, og derved ikke kunne skabe et apparat, som var tilstrækkeligt professionelt til at kunne varetage forfatternes interesser på lang sigt, så måtte Wivels Forlag blive en overgang, en indledning til noget andet, som så for mig endte med Gyldendal, og på en måde også for Ole Wivel, som langsomt lod sig overtale til at gå ind i det. Så var der det andet motiv – det passede faktisk som hånd i handske – at Gyldendal jo var i en forfærdelig forfatning, fordi forlaget ikke gav noget udbytte i 1952, og aktierne fald langt, langt ned. De to hovedaktionærer var måske ikke helt klar over, hvad de egentlig havde mellem hænderne . . . Og da syntes jeg, at jeg havde den fornødne træning gennem disse otte år på Wivels Forlag, og hele min fars store bogsamling, og min omgang med forfattere fra min ganske tidlige ungdom.”
Det var ikke så enkelt at realisere planen om at rejse kredit til et aktiekøb som dette. Knud W. Jensen gik til Landmandsbanken, som i over 50 år havde været hans firmas bankforbindelse. Her fik han et blankt afslag af bankens adm. direktør, som sagde: “Solen har aldrig skinnet på Gyldendal. Forlagets hele apparatur er forældet, der er ingen pensionsordning for det alt for store personale. Likviditeten er dårlig på grund af det uhyggeligt store boglager.” Efter den salut henvendte Knud W. Jensen sig til Privatbankens direktion. Heller ikke her tog man en rask beslutning. Først efter tre ugers betænkning gav man endelig sit tilsagn. Det er siden fortalt, at handelen resulterede i, at der i meget lang tid efter var kold luft mellem de to bankers direktioner.
Gyldendals bestyrelse mødtes nu et par gange for at drøfte den ny direktions sammensætning. Den var straks indforstået med Knud W. Jensens forslag om, at Ole Wivel, Otto B. Lindhardt og Jokum Smith skulle danne den ny direktion, hvori hver fik sine områder, men ingen stod over de andre. Knud W. Jensen blev kommitteret og ville følge udviklingen som direktionens rådgiver. De fire nye folk var i gennemsnit 31 år gamle.
Om de følgende år skriver Knud W. Jensen i – mit Louisiana-liv: “Det tog kun et par år for Ole, Otto og Jokum at vende udviklingen på Gyldendal. Reformprocessen virkede i alle afdelinger. Forlagets ånd blev anderledes, det man i dag med et fint ord kalder virksomhedskultur blomstrede … Forlaget fyldtes af arbejdsglæde, medarbejderne følte, at nu gik det efter alle trængsler fremad under dygtige ledere og med en majoritetsindehaver, som – uden at være forlægger – i hvert fald forstod, hvad Gyldendal betød i dansk kulturliv og sjældent blandede sig i noget.”
På sin 50 års fødselsdag stiftede Knud W. Jensen en ny fond, Museumsfonden af 7. 12. 1966, med det formål at købe kunstværker til Louisiana. For at skabe indtægter i Museumsfonden overdrog han uden vederlag successivt aktiemajoriteten i Gyldendal til fonden. Majoriteten garanterer, at der er ro om forlaget – hvad der ikke altid har været gennem dets over 200-årige historie. Det blev også sikret, at Gyldendal kan fortsætte sin hidtidige linje med udgivelser inden for alle felter med særligt ansvar over for dansk litteratur og humaniora. Forlaget vil aldrig kunne presses til af økonomiske eller andre grunde at føre en mindre lødig udgivelsespolitik.
Det har undertegnede nydt godt af gennem 25 års nært samarbejde med Knud W. Jensen, som bedst kan illustreres ved, at når Knud i prekære situationer spurgte mig, hvor tør du? så faldt det ham ikke ind, at det var hans tillid til mig, der var begrundelsen for, at jeg turde. Lad mig slutte denne karakteristik af den kommitterede ildsjæl med at give ordet til Knud selv:
“Det var nu engang min opgave at være en slags mellemmand eller agent eller formidler imellem den forretningsmæssige og kunstneriske side af tilværelsen og få resultaterne ført fra den ene verden ind i den anden, at få menneskeliggjort på den ene side noget af den merkantile verden og på den anden side at få styrket den musiske side af samfundet. Af den grund kastede jeg mig ud i at købe Gyldendal-aktierne i 1952 og Louisiana i 1955.”
Bogmarkedet 1/2/3 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere