Den kristne krop. Fem essays om kød, blod, hud og hår. Af Mikael Rothstein. U Press.

Tror du, du kender Jesus og den kristne tro forfra og bagfra? Så kommer du på nye tanker, når du har læst Mikael Rothsteins nye essaysamling. Hvis du altså ikke har smidt den fra dig i vrede efter en håndfuld sider…

 

Religionssociolog Mikael Rothstein har skrevet en befriende nørdet bog. Det akademiske nørderi er helt og aldeles til at leve med, for han skriver levende og ofte rammende. Og så er han begejstret for at overraske – og provokere. Og han er god til det!

Bogen består af fem essays i varierende længde. Mikael Rothsteins tolkninger tager afsæt i en bogstavelig bibellæsning – et sted mellem magisk barnetro og fundamentalisme – hvor det, der står på linjerne, er indholdet i teksten. Hverken mere eller mindre.

Denne kristendomsudgave passer hverken med humanisme, fremskridtstanke, oplysning, militante vegetarer, kulturradikalisme – eller med tolkningen af den hellige tekst hos flertallet af præsterne i den danske folkekirke, for hvem ‘Biblen’ er fyldt til randen med symboler, billedsprog og allegorier.

Det er en verden uforståelig for fornuften; siden oplysningstiden og fremvæksten af den såkaldte liberale teologi er det en absolut ikke-spiselig (!) version af kristendommen.

Essayet om nadveren som udtryk for kannibalisme siger alt. Rothstein tager det for pålydende, når Jesus i Johannesevangeliet (6: 49-58) befaler de troende at spise ham, thi: ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.”

Nu foregår nadveren godt nok med oblater og vin i kirker verden over, men Rothstein begår ikke desto mindre en tankevækkende, sammenlignende analyse, hvor han inddrager tre kannibalistiske sydamerikanske indianerstammer for at lede efter forskelle og ligheder i forhold til det kristne ritual.

Efter det provokerende styrtebad i første essay, virker essayet om Jesu ikoniske frisure – selv om vi faktisk ikke ved noget som helst om hans udseende – mere afdæmpet. Det samme gælder sammenligningen af Jesus med moderne sektledere. Begge essays er bestemt gode, men flyvehøjden er lavere. Essayet om kulten omkring hans forhud kommer aldrig rigtig ud af stedet, selv om det breder sig over ganske mange sider.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere