Der, hvor livet mødes

Sommeren i Danmark er fuld af litteraturfestivaler. En af de største er LiteratureXchange i Aarhus, der i løbet af ti dage i anden halvdel af juni løber af stablen mange spændende steder. Blandt andet i kirkerne. I denne gæsteleder skriver kommunikationsrådgiver Brian P. Ørnbøl om, hvorfor kirker og litteratur kan være to sider af samme sag.

”På Aarhus Internationale Litteraturfestival er kirken mere til stede end nogensinde før ved en kulturfestival i Danmark.”

Ovenstående ord stod i sidste uge at læse i Kristeligt Dagblad, der bragte en større artikel om midtbyens kirker og vores engagement i den nye internationale litteraturfestival, LiteratureXchange, som løber af stablen i Aarhus fra den 14. til 24. juni. Men hvad har folkekirken med litteratur at gøre – og hvorfor indgår kirkerne i Aarhus i et samarbejde af denne art?

For at svare på det sidste spørgsmål først, så har vi i midtbyens kirker stort fokus på at opdyrke gode relationer og samarbejder med ikke-kirkelige aktører i byen. I bund og grund handler dette fokus om, at vi ønsker, at kirken skal være en naturlig del af det samfund, vi alle befinder os i – og det handler om at nedbryde fordomme mod folkekirken og helt konkret vise, at folkekirken ønsker at involvere sig i det omgivende samfund og det liv, de interesser, der findes her.

Derfor blev vi også overordentligt glade, da vi for snart længe siden modtog invitationen til at sidde med i programudvalget for LiteratureXchange. For festivalen har nemlig, ligesom kirken, et mål om at række ud i alle afkroge af Aarhus. Festivalen vil præsentere litteraturen på nye og spændende måder og steder – og hvad er mere oplagt end at også inddrage kirkerne i denne sammenhæng.

Da det officielle program for litteraturfestivalen blev lanceret, var vi da også glade for at kunne præsentere 20 spændende arrangementer i hele seks af de otte kirker i midtbyen. Alt fra læsning af særligt poetiske passager i bibelen, ny lyrik fra Bosnien, en hel række kendte danske forfatternavne – herunder Mette Moestrup, Ida Jessen, Svend Åge Madsen og Jens Smærup Sørensen – filosofiske samtaler, en af festivalens hovednavne, tyske Herta Müller og til samtaler om bibelen på Dokk1.

Domprovst Poul Henning Bartholin citeres i festivalens program som følger:

”Litteraturen har altid været optaget af at fortælle, beskrive og fortolke mennesket og dets verden. Det samme – men ud fra andre præmisser – er religionerne optaget af. Der er ’steder’, hvor de mødes, nemlig i de grundlæggende eksistentielle erfaringer, som mennesket gør sig. Med kirkernes samarbejde med LiteratureXchange håber jeg, der kommer til at ske det, som ofte sker, når tekster, kunst og musik i øvrigt læses, høres og fortolkes i rummet: at tilhørerne bliver beriget af teksterne og deres indsigt i menneskelivet og den verden, mennesket lever i.”

Og her er vi nået til spørgsmålet om, hvad folkekirken har med litteratur at gøre.

Litteraturen – og kunsten i det hele taget – og religionerne har en fælles interessesfære, nemlig livet i al sin helhed. Lidt flot kan man sige, at det er i litteraturen, kunsten og kirken, at vi møder livet. Det er store temaer, der er på spil: liv og død, gud og fanden, det onde og det gode, afslutning og evighed, sorg og glæde – temaer, som står til evig diskussion og fortolkning.

I midtbyens kirker er vi ikke blege for at tage den diskussion – ja, faktisk stiller vi gerne spørgsmål og deltager i diskussionen af disse eksistentielle emner. Det er efter min mening blandt andet det, vi har folkekirken til – for den moderne folkekirke er ikke nødvendigvis sat i verden for at levere endegyldige svar, men lige så meget for at opfodre til at stille spørgsmål, til at undres, til at overveje alt det, der er så stort, uhåndgribeligt og uforståeligt – spørgsmål om livet, om eksistens, om det store og om det, der er ganske, ganske småt.

Her finder litteraturen og religionerne fælles fodslag – og derfor er det med stor glæde, at vi i midtbyens kirker slår jeres kirkedøre op og byder litteraturen indenfor.

 

Brian P. Ørnbøl er kommunikationsrådgiver ved Aarhus Domprovsti. Lederen er alene et udtryk for skribentens egen holdning.

Aarhus Domprovsti – i daglig tale midtbyens kirker – repræsenterer otte kirker i Aarhus midtby: Christianskirken, Langenæskirken, Sct. Pauls Kirke, Skt. Johannes Kirke, Skt. Lukas Kirke, Skt. Markus Kirke, Vor Frue Kirke og Aarhus Domkirke. Hertil syv kirker på Samsø og UngK (Ungdomskirken) i Nørregade.

Foto: Morten Faurby. 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere