Det Danske Akademi uddelte fire priser

Ved Det Danske Akademis årsfest 26. november i Kunstindustrimuseet rundede Akademiet de 50. Akademiets sekretær Jens Smærup Sørensen fortalte i sin muntre og velturnerede beretning bl.a. også om oprettelsen for 50 år siden: Karl Bjarnhof havde besluttet sig for at få oprettet et Akademi. Dertil behøvede man i hvert fald 12 medlemmer, for at det kunne kalde sig et Akademi. Men det...

Ved Det Danske Akademis årsfest 26. november i Kunstindustrimuseet rundede Akademiet de 50. Akademiets sekretær Jens Smærup Sørensen fortalte i sin muntre og velturnerede beretning bl.a. også om oprettelsen for 50 år siden: Karl Bjarnhof havde besluttet sig for at få oprettet et Akademi.

Dertil behøvede man i hvert fald 12 medlemmer, for at det kunne kalde sig et Akademi. Men det skortede lidt på at få hvervet disse medlemmer: »Det kunne Thorkild Bjørnvig fortælle om ved Akademiets 25-års jubilæum i 1985. Bjørnvig havde haft svært ved at acceptere at et akademi sådan selvbestaltede sig. Var dog så gået med til at deltage i et – muligvis – stiftende møde.

Men inden dette møde nåede at finde sted, bestemte Bjarnhof sig for at slå til. Han udsendte en pressemeddelelse om at Det Danske Akademi nu allerede var stiftet. Bjørnvig hørte det i Radioavisen, også at han selv var ét af dets tolv medlemmer, og han blev, med sine egne ord, lamslået og rasende.

Forbitrede blev også andre ufrivillige medlemmer: H. C. Branner, Kjeld Abell, Karen Blixen og Knud Sønderby. De fem førte mange telefonsamtaler om hvad de nu skulle stille op – alt i mens de i fællig våndede sig under den latter, der samtidig rungede over hele landet.«

Men oprettet blev det, og i 50-året uddeltes Otto Gelsted Prisen til Ursula Andkjær Olsen (som Sven Holm motiverede), Beatrice Prisen til Katrine Marie Guldager (som Poul Erik Tøjner motiverede), Klaus Rifbjergs Debutantpris for Lyrik til Eva Tind Kristensen (som Pia Tafdrup motiverede). Til sidst var der uddeling af Den Store Pris til Jørn Riel (som Peter Laugesen motiverede).
Alle taler kan læses i deres fulde og velformulerede længde på danskeakademi.dk

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere