Det eneste, vi har brug for, er gode historier

Astrid Lindgrens vidunderlige bøger om Pippi, Emil og Madicken og flere af de andre kommer i disse år i nyoversættelser. Det er Kina Bodenhoff, der står bag den omfattende revision af Astrid Lindgren-udgivelserne, som primært kommer fra GyldendalAf Mai Misfeldt Det begyndte med Brødrene Løvehjerte i 2003, tredive år efter den første danske oversættelse; siden fulgte...

Astrid Lindgrens vidunderlige bøger om Pippi, Emil og Madicken og flere af de andre kommer i disse år i nyoversættelser. Det er Kina Bodenhoff, der står bag den omfattende revision af Astrid Lindgren-udgivelserne, som primært kommer fra Gyldendal
Af Mai Misfeldt

Det begyndte med Brødrene Løvehjerte i 2003, tredive år efter den første danske oversættelse; siden fulgte bøgerne om Pippi, Emil, Karlsson på Taget (Branner & Korch), Madicken, og Kina Bodenhoff har netop afleveret sin oversættelse af Alle vi børn i Bulderby.
Hvorfor skulle der nyoversættes, hvad er den primære forskel på dine oversættelser og de tidligere?

»Ellen Kirk, som har oversat hovedparten af Astrid Lindgrens forfatterskab, var en meget dygtig oversætter med et godt og varieret sprog, ingen tvivl om det. Men Astrid Lindgren er en mundtlig fortæller, en af de allerstørste vi har haft, ligesom H.C. Andersen.«

Ellen Kirk og også Anine Rud, som oversatte bøgerne om Pippi, tog udgangspunkt i deres skriftsprog. Korrekt dansk skriftsprog. Og så vil der uvægerligt gå utrolig meget tabt i forhold til Astrid Lindgrens måde at skrive på, forklarer Kina Bodenhoff:

»Det kan f.eks. ses i Brødrene Løvehjerte. Der går en tråd af ild og død igennem den bog, som Ellen Kirk ikke har hæftet sig ved. Det kvarter, brødrene bor i, og som jo brænder tidligt i bogen, hedder på svensk Fackelrosan. Korrekt oversat til dansk bliver det til Kattehalen, som planten hedder. Kvarteret Kattehalen er der jo ikke noget ild i! Der er flere steder i originalteksten, der betoner dette spor af død og ild, som ikke kommer frem i den gamle oversættelse, men det har jeg, ved at følge Astrid Lindgren nøje, fundet frem igen.«

Loyalitet over for stilen
Kina Bodenhoff mener, at det karakteristiske ved Astrid Lindgrens fortællemåde er, at hun hele tiden veksler mellem forskellige litterære greb, afhængigt af, hvad hun vil fortælle, hvilken stemning hun vil skabe. »Hun var selv et sammensat menneske, der rummede dyb sorg og melankoli og samtidig evnen til naiv henrykkelse over for eksempel naturen.«

Mange af hendes personer rummer samme evne til overgiven henrykkelse, siger Kina Bodenhoff. »Når hun gengiver denne naive lykkefølelse, så fortæller hun i en strømmende stil, hvor sætningerne kæder sig efter hinanden. Når det derimod er uhyggeligt, så hugger hun op i mange små hovedsætninger med forstærkende adjektiver. Gentagelsen bruger hun også meget.

I modsætning til de tidligere oversættelser har jeg vægtet at være loyal over for stilen. Jeg har ikke brudt de lange strømmende sætningskæder op i kortere, som det sås tidligere, ligesom jeg har ladet de korte sætninger, der betoner noget uhyggeligt, stå.«

Tidligere havde man et andet syn på det at oversætte. Det skulle ikke være for svært, ikke for langt, og hvis man syntes, forfatteren havde sagt noget én gang, så kunne man godt sløjfe en gentagelse. Man var ikke så bevidst om det litterære forlægs stil, men tænkte i korrekt sprog, korrekt tegnsætning, forståelighed, mener Kina.

Hun uddyber: »Dertil kom hensynene til, hvilke ord der måtte stå i en bog! Astrid Lindgren sagde selv, og det lader hun også storebror Løvehjerte, Jonathan, sige: ”Nogle gange er der ting, man er nødt til at gøre, selv om det er farligt. Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.” Men dengang skulle der ikke stå lort i børnebøger, så Ellen Kirk oversatte: ‘Ellers er man ikke noget menneske, men bare en sølle kryster.’ Dermed forsvinder pointen. For det er ikke nogen modsætning til et menneske, tværtimod er det jo kun mennesker, der kan være sølle krystere.«

Ligheder og forskelle
Hvordan er det at oversætte fra svensk til dansk, går det hurtigere, fordi sprogene er beslægtede?
»Det er svært at oversætte fra svensk, ja, det er faktisk sværere at oversætte fra svensk end fra engelsk. Fordi det er så tæt på. Jeg kan give dig et eksempel: I Kirsebærdalen er der jo Sofia med den hvide due, og første gang Tvebak kommer med Jonathan på kroen Guldhanen og ser hende, kan han godt fornemme, at de andre optræder nærmest ærbødigt over for hende.

Så da han og Jonathan går hjem, spørger han sin bror: ”Vad är det egentligen för märkvärdigt med Sofia?” Det betyder ikke mærkværdigt, men bemærkelsesværdigt. Men det siger en dreng på syv år jo ikke, han siger: Hvad særligt er der ved Sofia? Ellen Kirk har oversat det til: ”Hvad mærkeligt er der ved Sofia.” Men Sofia er ikke mærkelig, hun er speciel, noget ganske særligt. Nuanceforskellen opstår, fordi de to ord er ens på dansk og svensk, men betyder noget forskelligt. Sådan er det med utallige ord. Man skal stå på tæer.«

Kina Bodenhoff har selv lavet en lignende brøler: »På et tidspunkt havde jeg et vikariat på Christianshavns bibliotek, og der sad alle de små piger og byttede bogmærker. Samtidigt oversatte jeg en svensk småbørnsbog, og her legede de også med bokmärken. Men bokmärken betyder ikke bogmærker, det betyder glansbilleder.

I Ellen Kirks første oversættelse af Pippi, der hvor Pippi har tømt hele legetøjsbutikken, lå der også en stak bogmærker tilbage. Men nu ligger der altså glansbilleder.

Johannes Riis har meget klogt sagt: Hver gang du støder på et nyt ord, som du er fuldstændig 100 procent sikker på, du ved, hvad betyder, så slå det op! Sträckmarch. Det betyder galop.«

Pilut med dig
Har du moderniseret Lindgrens bøger. Fjernet begreber man ikke bruger i dag? F.eks. et livstykke?
»Nej, det har jeg beholdt. Hun har jo livstykke og strømpebånd på. Man skal ikke være bange for ord, som børn ikke er helt sikre i. I Pippi har jeg f.eks. holdt fast på to skønne ord som resolut og perpleks. Det kan godt være, at man ikke bruger dem mere, men man kan tydeligt høre deres betydning i sammenhængen, og de ligger så godt i munden.«

Kina kæmpede længe med den skønne talemåde fra Madicken: ”Pilutta dig!”
»Det var en dejlig dag, da jeg fandt ud af, at jeg kunne oversætte ”pilutta dig” til ”pilut med dig”. Det skulle være noget, man ikke kendte, men også noget, hvor det klart fremgik, at det var et barns måde at sige ‘øv, bøv’ på. Tidligere var det oversat til ‘saftsuseme’, og det duer slet ikke.

Ordet er faktisk blevet en del af det svenske sprog! Der er meget af det, Astrid Lindgren har fundet på, som er gået ind i sproget. Navnet Ronja er hendes opfindelse. Det eksisterede ikke før. Jeg tror, der er én drikfældig mand i hele forfatterskabet, som bruger en rigtig ed, men ellers opfinder hun selv nogle, hvis der absolut skal bandes. ‘Etterförjordade dumheter’ bruger hun flere gange.«

Trængte Pippi-bøgerne lige så meget til ‘vask’?
»Steffen Larsen omtaler nyoversættelsen som ”de små tings guld”. Der var i tusindvis af bittesmå ændringer, som gør, at Pippi-fortællingen nu fremtræder helt anderledes. Den er sjovere.

Humoren ligger i Pippis helt konkrete måde at bruge sproget på. Den første dag hvor Pippi har haft besøg af Tommy og Annika, siger hun til dem: ”Måske skulle I tage og gå hjem, så I kan komme igen i morgen”. Men når Anine Rud bytter det rundt, så der står ‘så kan I komme igen i morgen’, går den sproglige logik, legen med, at man jo må gå hjem for at kunne opleve det dejlige: at komme igen, væk.«

Skær ned til det halve og skriv den halvdel om!
Du har sagt, at der ikke er et ord hos Lindgren, der er tilfældigt!
»Nej, det bliver man klar over. Det er ikke, fordi der er ast og mast med det, hun har haft det i sig, den måde at tænke og fortælle på.

Hun var selv redaktør på halv tid i 25 år på Rabén & Sjögren og hendes standardråd til børnebogsforfattere var: ”Skær ned til det halve og skriv den halvdel om!” Derfor har det også været fantastisk at oversætte så mange bøger af hende, hvor jeg har kunnet blive meget fortrolig med stemmen, jeg synes jo, jeg kan høre hende, når jeg arbejder.«

Hvad er det børn af i dag får hos Astrid Lindgren?
»Man får noget fortalt af et menneske, som respekterer én, og som altid er i øjenhøjde med én. Astrid Lindgren skrev til det barn i sig selv, som aldrig nogensinde døde, og hun skrev de historier, hun gerne selv ville høre, og gav de forløsninger, hun selv gerne ville give sit indre barn.

Hun tager i mange af sine bøger det udsatte barn ved hånden. Jeg tror, det er vigtigt for ens udvikling at møde ligeværdet og møde den, der tager én ved hånden og fortæller én noget, så man ikke føler sig udsat eller gjort nar af. At man føler sig i allerbedste forstand gennemskuet og respekteret …«

Kina Bodenhoff slutter med en af sine favoritter:
»Som Thomas Winding engang har sagt så vidunderligt: Det eneste, vi har brug for her i verden, det er gode historier.«


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere