Det handler om lystlæsning – og mere til

Verdensbogugen skydes i gang på lørdag, og i år er lydbogen kommet med. Vi taler med Natasha Brandt fra Saxo.com og Bo Dybkær fra Boghandlerforeningen om tanken bag kampagnen.

Verdensbogugen, hvor børn kan hive deres forældre med ned i boghandlen og få en gratis bog, gentages i år – faktisk starter bogugen på lørdag den 5. og kører indtil den 12. september.

I år kan børnene gratis hente Kasper Hoffs Samlingens Vogter 1: Tyvefældens Forbandelse’, første bind i en ny serie fra Gyldendal.

Boghandlerforeningen lancerede kampagnen sidste år, og det blev en succes, fortæller Bo Dybkær, direktør i Boghandlerforeningen.

”Lige som i år deltog næsten samtlige boghandlere i Danmark, som har børn som målgruppe. To ud af tre boghandlere oplevede flere børn og forældre i boghandelen end normalt.”

”Boghandlernes melding var,” fortæller han videre, ”at kunderne tog meget positivt imod projektet, og rigtig mange fik brugt lejligheden til at tage en snak med forældrene om børnenes læsevaner.”

 

Lyden kommer 

Verdensbogugen-konceptet adskiller sig fra sidste år, i og med at man også gratis kan downloade årets udvalgte bog som lydbog hos Saxo.com såvel som Bog-ide.dk.

”I og med at det er første gang, at lydformatet er med i initiativet, er vi selvfølgelig spændte på at se, hvor mange der finder vej til Saxo.com og downloader ‘Samlingens Vogter’,” siger Natasha Brandt, direktør i Saxo.com, og fortsætter:

”Lydformatet vinder mere og mere frem, og lydbøgerne kan være en indgangsvinkel til at få mindre læselystne børn til at blive nysgerrige på bøgernes verden og forhåbentlig til at læse mere fremadrettet.”

 

Tankerne bag

Undersøgelser viser, at børn læser dårligere og mindre, og færre børn læser af lyst, end for år tilbage.

En bærende tanke bag Verdensbogugen er, at børnene (igen) får mod på at lystlæse – at læsning ikke behøver at være skole, lektier og pligt, men faktisk er sjovt og givende.

 

Men – spørger vi dem begge – kan det strengt taget ikke være lige meget, hvis man alligevel vil have et ikkebogligt job?   

Bo Dybkær anfægter udgangspunktet og uddyber: 

”I mange af de jobs, som traditionelt betegnes som ikkeboglige, stilles der stadig større krav til at kunne tilegne sig og formidle information, også skriftligt – både under uddannelsen og når man skal passe det egentlige job.”

Natasha Brandt supplerer:

”Læsning er en helt grundlæggende kompetence, for at børn kan lære og udvikle sig indenfor alle fag.

Udover at højne ens barns uddannelsesmæssige potentiale, viser forskning også, at læsning er stressreducerende og øger vores empati, hukommelse og koncentrationsevne.

Derfor er læsning og læselyst også noget, som jeg selv er meget opmærksom på at give videre til mine egne børn, hvad enten de vælger den boglige vej eller ej.”

”Men det er ikke kun på grund af uddannelse, at børnene skal være gode læsere,” præciserer Bo Dybkær. 

”Hvis børnene læser dårligt, når de går ud af skolen, er de på forhånd udelukket fra den glæde, viden, inspiration og fordybelse, som litteraturen tilbyder, og det bliver mindre sandsynligt, at de kaster sig over bøgerne, når de bliver voksne,” afslutter han.

 

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere