Det hele var røvsvært at skrive

Forfatterfokus: Anmelderne er langt hen ad vejen enige om, at Peter Adolphsens nyeste roman, sci-fi/erotica/satiren ’Rynkekneppesygen’ er et gennemarbejdet, dragende og lyrisk smukt værk. Adolphsen selv vil hellere se fremad.

Peter Adolphsen (f. 1972) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 1996 med novellesamlingen ’Små Historier på Rosinante’. Siden da er det blevet til flere romaner, lyriske eksperimenter og børnebøger. Adolphsen er aktuel med sin hidtil længste roman ’Rynkekneppesygen’, der ligesom forgængeren ’År 9 efter loopet’ har en apokalyptisk tematik. Ifølge Adolphsen var det ikke nogen nem bog at skrive:

”I 'Rynkekneppesygen' var det hele røvsvært at skrive, men især de kapitler, der gengiver velfærdssamfundets reaktion på epidemien var skinbarlige helveder. Men nej: det hele, personhistorierne, delene med rumvæsenet, fagpassagerne, action-scenerne, hele denne svært tykke bog føltes som at skulle hugge en kæmpeskulptur ud af en granitblok kun bevæbnet med en tandbørste.”

I ’Rynkekneppesygen’ begynder en mystisk sygdom at sprede sig i København. Den kommer til Danmark med et lillebitte rumvæsen allerede på allerførste side. Dens symptomer er let genkendelige – først bliver man ustyrligt liderlig, og det bliver man ved med at være, mens man bliver rynket. Mere og mere rynket bliver man, indtil sygdommens sidste fase, hvor huden hærder, og man simpelthen dør. Det er på én gang kvalmende, erotisk og brutalt, men også – ifølge flere kritikere – smukt.

”Der var ingen på forlaget (Gyldendal, red.), som ytrede noget om at dæmpe sproget,” siger Adolphsen, ”men faktisk opfatter jeg også bogen som meget dydig. I forhold til hvor meget der kneppes rundt, så gengives der nærmest ingen regelrette, detaljerede sex-scener. Intet ville faktisk have været nemmere at udpensle. Ja, der er en række konkrete gloser som 'pik', 'fisse' og 'kneppe'. Men et eller andet er man jo nødt til at kalde tingene.”

Tilfældige tilfældigheder, eller ...?

Omvendt er der også en lang lydigt-lignende passage, hvor den ultra-alvidende fortæller opremser over 600 ord på et sprog fra en anden planet, samt hyppige, for Adolphsen typiske, afsnit, hvor sproget proppes med fagspecifikke fremmedord, i skarp kontrast til det ellers nøgterne og flydende fortællesprog. Adolphsen betragter det dog, øjensynligt, som en rent æstetisk finte.

”Jeg så engang et tv-program, hvor musikeren og skuespilleren Zlatko Buric gjorde sig klar til en koncert med sit band ved at indkøbe grøntsager med den hensigt at hæfte dem på tøjet. Til kameraet sagde han noget i retningen af: "Hvis ikke du kan se, at grøntsager på tøjet er sjovt, så orker jeg heller ikke at forklare det." Altså: Fagsproget er fedt, fordi det er det jo. Dixit.”

Generelt er Adolphsen modstander af, at man tager for nærsynede fortolkningsbriller på, når man læser hans værker. Foreholdt at både romanen ’Machine’, ’År 9 efter loopet’ og ’Rynkekneppesygen’ handler om ulykker, der opstår som følge af næsten umulige tilfældigheder, mens digtene i ’En Million Historier’ ligeledes opstår helt tilfældigt, og adspurgt om hvorfor, svarer han:

”Åh, det ved jeg ikke. I det hele taget aner jeg ikke en skid om, 'hvorfor' eller 'hvad jeg vil opnå' eller tematikker i mit 'forfatterskab'. Dette sidste ord skal stå i citationstegn, for jeg kvier mig ved at bruge det: Man kan ligesom høre skabet knalde i, lukket og uigenkaldeligt. Men jeg kan dog sige dette: Tilfældet som regel er (mit) subjekt æstetisk overlegent. Men måske det bare er et tilfælde? Tøhø.” 

Bredspektrede fremtidsplaner

Det lykkedes dog BogMarkedet at få fravristet Adolphsen en enkelt holdning, om end en helt personlig en – ”ikke romanens, thi den har ingen holdninger, kun handlinger.” Når sygdommen, den navnkundige og seksuelt overførte Rynkekneppesyge begynder at sprede sig i romanen, reagerer de usmittede ved at blive voldsomt kropsforskrækkede – altså på samfundsbasis. I romanen antydes det, at denne puritanisme lå på lur, allerede før sygdommen blev kendt. Hertil siger forfatteren:

”Jo, jeg går personligt stærkt ind for en generaliseret promiskuitet og mener, at en betragtelig del af verdens problemer ville løse sig af sig selv, hvis bare alle mennesker kunne udleve deres seksualitet i fuld frihed. Det gælder især kvinder, som i dén henseende historisk – og stadig i de fleste lande – har været de mest undertrykte. Og for langt de fleste af os gælder det, at vi har internaliseret undertrykkelsesmekanismerne.”

Er man en af de mange læsere, der nyder Adolphsens finurlige historier, er der rigeligt at glæde sig til i fremtiden.

”Jeg har mindst fem forskellige bogprojekter undervejs. Den førstnævnte er så godt som færdig, om end jeg frygter, at min redaktør ikke er helt enig, og de andre er et sted mellem halvt færdige, kvart færdige og kun på det indledende note-stadie. De er: 'Jeg kan ikke huske' (en anaforisk opremsning af ting, som jeg ved, at jeg har glemt), 'Dansk lakune-ordbog' (en ordbog over ord, der mangler på dansk), 'Låååve-maskinen' (en lille håndbog, der måske skal have undertitlen 'En kærlighedsdigt- og popsangs-stilladsgenerator'), 'Sidebenstekster 1992-2017' (et opsamlingsheat af diverse tekster publiceret ad andre kanaler i det nævnte tidsrum, typisk diverse genrer af journalistik) og sidst, men ikke mindst - thi det er mit næste store romanprojekt - det, som foreløbig kun har arbejdstitlen 'Fantasy-historie', hvor jeg vil bruge Evald Tang Kristensens 'Danske Sagn' til at binde en knude på fantasygenren once and for all. Eller i hvert fald bare flytte den et andet sted hen end Tolkien-land.”

Tre hurtige til Peter Adolphsen

Hvilken forfatter, død eller levende, ville du helst møde?

”Sei Shonagon, William Shakespeare, Laurence Sterne, Emily Dickinson, Franz Kafka, Georges Perec, Jorge Luís Borges, Thomas Pynchon, Lydia Davis, Philip K. Dick …” 

Hvilken nulevende dansk forfatter har fortjent en nobelpris?

”Svend Åge Madsen.”

Hvad er det bedste, en læser kan sige til dig?

”Jeg bliver altid meget smigret og forlegen, når jeg møder mine læsere. Som om jeg er en svindler, og de i virkeligheden taler om bøger skrevet af en anden end mig. Det er, som om jeg principielt har svært ved at tro på, at mine læsere faktisk findes i virkeligheden. Når først mine bøger er udgivet, er det, som om de forsvinder ud i et mørke, som det er mig forment at betræde. Jeg ved godt, at dette lyder meget prætentiøst. Men det er lidt sådan, jeg har det.”


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere