Det læsende menneske

Er litteratur andet end rent tidsfordriv? Vi anmelder en spritny bog om læsning, der giver mange bud. Måske for mange.

I sorte øjeblikke kan det være svært at bevare jubeloptimismen, når det gælder boguniverset. Boghandlerne lukker, store forlag har det svært, de flittige læsere læser mindre end for år tilbage, vi går oftere og oftere uden om de trykte bøger til fordel for andre medier.

Og børn bliver dårligere læsere, når den trykte bog udskiftes med en skærm, fastslår den danske del af den internationale ePirls-undersøgelse af digitale læsefærdigheder foretaget af forskere fra Aarhus Universitet.

En modgift til pessimismen er bogen ‘Det læsende menneske’ af Lars Theil Münster, der netop tager afsæt i papirbogen. Når man har læst bogen, slipper man ikke tanken om, hvilket helt fantastisk medie bogen er. Og man forundres over hvor meget godt, læsning egentlig medfører for menneske, kultur og samfund.

Bogen er en messe værd! Og mere til.

Heldigvis påpeger mange samme budskab. Ugentligt kunne BogMarkedets nyhedsbrev berette om inden- og især udenlandsk forskning, der beskæftiger sig med et gavnligt aspekt ved læsning.

Flere tunge aktører i boguniverset har forsøgt at skabe ørenlyd hos politikerne for at opprioritere børns læsning, senest med skabelsen af en såkaldt National Læsestrategi.

Næste år vil Bogpanelet, nedsat af Slots- og Kulturstyrelsen, publicere et forsknings-review over den eksisterende forskning omkring betydningen af læsning. ”Dét tror jeg også,” udtaler panelets formand, Anne-Marie Mai til BogMarkedet, at ”politikerne har brug for, når de skal træffe beslutninger, der vedrører læsning, bøger og bogmarkedet i det hele taget.”

Den bog, der anmeldes her, har ikke en sådan ekspliciteret målsætning – ‘Det læsende menneske’ er et diskuterende essay uden en klippefast konklusion og call-to-action.

  

Polyfone indsigter

I ‘Det læsende menneske’ kommer vi langt bagom Harold Blooms klassiske guide ‘Hvordan man skal læse og hvorfor’ (Gyldendal 2000), der postulerer, at man finder sine eneste virkelige venner blandt de skønlitterære figurer – ligesom politikerne, ifølge forfatteren Mark Twain, skal få sig en hund, hvis de ønsker at have en trofast ven.

Og netop bøger med postulater a la Harold Blooms – for han er ikke den eneste, der har skrevet en sådan bog om læsning; blot er han den eneste, jeg har læst – har savnet sin ædruelige afløser.

Et sted henimod slutningen af sin bog berømmer Lars Theil Münster forfattere som russeren Fjodor Dostojevskij, der med sine polyfone fortællerstemmer cirkler om samme begivenhed fra flere vinkler.

Den anmeldte bog præsenterer en lang række forskellige vinkler på emnet læsning. Det gøres retfærdigt og med overblik. Vinklerne skal supplere hinanden, ikke kæmpe om læserens gunst.

Der er vitterlig mange gode grunde til at læse, hvis man skal tro de videnskabsfolk, der er omtalt i ‘Det læsende menneske’: æstetiske, kognitive, horisontudvidende, etisk-emotionelle (læsning er berømmet for at være empatifremmende), kulturelt-evolutionære og meget mere til.

Den eneste åbenlyse læseårsag, der mangler i ‘Det læsende menneske’, er den politisk-emancipatoriske, som forfatter Jonas Eika, årets vinder af Nordisk Råds litteraturpris, senest har fremhævet med betydelig styrke. Og debat i kølvandet.

 

Prisen

Bogen fungerer fint som en introduktion til de forskellige tilgange, men prisen er den samme, som den slags bøger nemt kommer til at betale, nemlig en grad af utilsigtet overfladiskhed:

Set i lyset af det aktuelle fokus på læsningens gavnlige neurologisk-kognitive effekt nærede jeg store forventninger til forfatterens gennemgang af resultaterne fra denne forskningsgren. Disse var slået stort op i bogens indledning. Forventningerne blev kun delvist opfyldt.

Jo længere bogen skrider frem, og teoretikerne er inddraget efter tur, spiller Lars Theil Münster teoretisk pingpong, hvor indsigterne fra de forskellige teorier sættes op mod hinanden, hvilket opløser bogens slagfærdighed.

Det er en smagssag, hvorvidt man ønsker et klarere og mere reduktivt budskab, eller om man er tilhænger af afrundede hjørner. Men dygtigt og klogt gjort, det er det.

 

De allerede overbeviste

Min personligt største anstødsknast er forfatterens gentagne antagelse om, at skønlitteratur af høj kunstnerisk-æstetisk kvalitet er den eneste mulige kongevej til læsningens Eldorado.

Som er passioneret læser af fagbøger, især den velskrevne slags, som nordmændene betegner som sagprosa, synes jeg nok, at det analytiske hjørne er rigeligt skarpt hér.

Man kan frygte, at ‘Det læsende menneske’ kun blive læst af de allerede overbeviste – dem, der kender den trykte litteraturs fortræffelighed i forvejen. Det er ærgerligt, for Lars Theil Münster har skrevet en klog, velskrevet og læseværdig bog.

 

Lars Theil Münster: ‘Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser litteratur?’, Samfundslitteratur 2019.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere