Det perfekte match?

Tegneserier er blevet beskyldt for meget, siden de kom frem. Er de en naturlig spydspids for feminisme? Et essay af en inkarneret tegneserieentusiast.

Forleden bragte vi nyheden om udgivelsen af bind 38 i Asterix-serien, ‘Vercingetorix’ datter’, der har et mere feministisk islæt, end serien tidligere har opereret med. 

Der er dog sidenhen blevet rejst tvivl om, hvorvidt man kan sige, at det er en decideret feministisk udgave af en Asterix-historie, eller om det blot snarere er et lille skridt i den rigtige retning.

Således udtaler Line Høj Høstrup, tegneserieskaber og forkvinde i Dansk Tegneserieråd, til Berlingske Tidende, der også har fulgt nyheden op:

“Den franske tegneseriebranche er i dag stadig meget mandsdomineret og plaget af sexisme, og det er svært for kvindelige skabere at komme frem. Flere kvindelige helte kan være et skridt på vejen mod mere ligestilling i branchen. Om det er den helt vilde feministiske fremgang – det tror jeg ikke, men det er bestemt noget nyt.”

”De kvinder, der optræder i Asterix, er enten sexobjekter eller sure koner, og det er da klart, at hvis der kan være en mere aktiv kvindelig hovedperson, så er det et skridt i en ny retning,” siger Line Høj Højstrup i samme artikel.

”Så det er lidt opsigtsvækkende,” konstaterer hun i DR’s artikel om samme emne, ”men mest, fordi det åbenbart har taget dem 61 år, før de mente, at en kvinde skulle have lidt mere plads i albummene.”

At vise kvindelige karakterer i et andet lys end sure koner eller sexobjekter er vigtigt, ikke kun for at fremme tegneseriebranchen, men især også for det budskab, det sender læserne.

“For unge tegneserielæsere kan det skabe genkendelse med en ung pige i hovedrollen,” og “nogle vil kunne spejle sig i det og kunne se, at en kvinde kan være sympatisk og heltemodig og ikke samtidig behøver at være seksuelt attraktiv,” opsummerer Line Høj Højstrup i nævnte artikel fra Berlingske.

Dette vil give en kvindelig karakter, som fungerer på lige fod med for eksempel Asterix og Obelix, ingen af hvilke er traditionelt seksuelt attraktive, men som uden tvivl er heltemodige.

Andre tegneserier har en endnu mere aktiv feministisk tilgang end ‘Asterix 38’.

 

Bechdel-test og faldgruber

Tegneserien ‘Superfeministerne’ af Marion Malle, som udkommer i starten af september på Cobolt, har netop feminisme i centrum.

Tegneserien henvender sig til de yngre læsere, med en anbefaling på 12 år og op, og sætter fokus på problematikker som kønsroller; om det er okay, at prinsen kysser den sovende Snehvide uden hendes samtykke.

Undervejs forklares den berømte Bechdel-test – en test, der går ud på at klargøre, om et værk indeholder mindst to navngivne kvinder, der har en samtale om noget andet end en mand. En test, alt for meget populærkultur fejler.

‘Superfeministerne’ er ment som en feministisk selvhjælpsbog, en måde hvorpå de yngre generationer kan lære om feminisme tidligt. Tanken er at undgå en faldgrube ved bøger, hvor det er meningen at skildre samfundet i sin helhed, men hvor de kvindelige karakterer reelt er reduceret til statister i mændenes historie.

Dette gøres med et glimt i øjet igennem tegneseriens små fortællinger, hvor alle kapitler er forsynet med teoretiske værktøjskasser, der hjælper læseren med at få en bedre forståelse for feminisme og verden.

At Marion Malle benytter tegneseriemediet til dette, giver god mening.

Da vi interviewede redaktør hos Cobolt, Pernille Arvedsen, i foråret 2019, fremhævede hun netop, at feminismen spiller en større og større rolle i tegneseriens verden.

Dette ses i den grad også blandt de tegneserier, som for eksempel Cobolt udgiver, hvor fire titler ud af 15 af deres kommende udgivelser er decideret feministiske.

 

Mediets muligheder

Samtidig giver selve tegneseriemediet en række muligheder, som egner sig til at underholde, oplyse og involvere læseren, mener BogMarkedet.

Modsat film er tegneserier et statisk medie, hvor det visuelle er fastlåst i tid og sted. Dette gør, at læseren selv kan bestemme, hvilken hastighed der bruges på at indtage historien og informationen. Man kan samtidigt hurtigt vende tilbage til et billede, hvis det viser sig, at man har behov for at undersøge det nærmere.

Dette gør, at mediet er ideelt til at forklare abstrakte koncepter på en letforståelig måde.

Modsat prosa, så er der også en visuel dimension, som gør informationen lettere tilgængelig. Man læser tegneserien på en fundamental anden måde end ren tekst, da tekstsiden kun fungerer i samspil med billedsiden.

Man er ikke tvunget til at skabe hele den visuelle dimension i ens eget hoved, den er blotlagt for en af tegneserieskaberen. Dette betyder dog ikke, modsat filmen, at man som læser ikke selv er involveret.

Det er i rummet mellem billederne, at det spændende sker. Det er her, læseren selv skaber bevægelsen og handlingen. Man får to billeder og må selv forestille sig, hvad der sker imellem.

Det kan dreje sig om en simpel fortælling med en mand, der sidder med et stykke pizza i hånden på første billede, og andet billede viser ham tage en bid. Der er det nemt selv at indsætte håndens bevægelse op til munden.

Men det kan også dreje sig om en mere abstrakt fortælling, hvor første billede igen viser en mand med et stykke pizza, men andet billede så viser en gravsten. Der må man som læser selv finde en kausalitet mellem de to billeder.

Man er med andre ord i høj grad selv en aktiv del af fortælleprocessen, når man læser en tegneserie.

Netop dette gør, at tegneseriemediet er specielt passende til at oplyse om feminismen. Kvinder er ofte henvist til en passiv rolle i mange fortællinger, for eksempel som gamle, sure koner eller unge, smukke sexobjekter.

Ved at gøre alene det at lære om feminismen til en aktiv handling, hvor man som læser er involveret fra start til slut, smider man den forældede forestilling om kvinder på porten og er i stedet med til at danne rammerne for, at stærke piger kan blive til stærke kvinder.

---

Foto: iStock/Getty Images.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere