Drøvtyggende firkanter

Er folk teknologiliderlige litteraturrindalister, når de i stigende grad bruger deres tid på noget andet end bøger? Eller skræmmer bogbranchen selv masserne væk?

Hvorfor læser færre og færre, når medieforbruget stiger?

Tallene viser, at folk – altså dem, der burde læse – i stedet vælger digital underholdning. Og det er ikke bare lydbøger. Truslen kommer udefra. Tidernes ugunst lyder forklaringen ofte. Man behøver ikke være maskinstormer for at mene sådan.

Men det er næppe hele historien.

 

Elefantitis dræber

Hvorfor fravælges bøgerne? Et bud er, at de er uoverkommelige.

Læserne kører trætte, når de kommer halvvejs i historien. Bøgerne er for lange. Hvem gider investere sig selv i en fortælling, som de ved, at de sandsynligvis ikke kommer til at kende enden på?

Bevares, man kan lægge bogen fra sig igen. Ingen tvinger dig til at læse indtil bogens allersidste punktum nederst på side 526. Vi lever i et frit land.

Men det er, ceteris paribus, mere ærgerligt at droppe en bog, man har betalt 449,95 kroner for, end at falde fra halvt inde i en langtrukken film, hvor den tabte udgift kun udgør en lille del af ens abonnement til streamingtjenesten.

Og så stirrer den forladte film heller ikke olmt og forsmået fra bogreolen, og man bliver ikke mindet om sin mangel på vedholdenhed. Out of sight, out of mind.

 

Revolutionen – kender vi nok?      

I 1959 invaderede de billige paperbacks landets bogreoler og demokratiserede bogmarkedet, så mange, mange flere danskere havde råd til at købe bøger. Bogsalget voksede og voksede, og succesen blev ved – helt til i dag.

Danmarks mest succesrige paperbackserie var Gyldendals Tranebøger, hvor der udkom 100 titler af såvel klassikere som nyere tidsbunden litteratur. Det meste var fantastisk litteratur, man kunne leve sig ind i.

Bøgerne var ikke bare prisbillige, mange var også korte målt i sidetal: På flere måder overkommelige, når tiden bød på så meget andet nyt og spændende, man også måtte opleve.

Måske var dét i virkeligheden grunden til, at bogserien blev en succes?

Foto: iStock.

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere