Ekspedition: Boghandlerne drukner i papir

Alt for mange følgesedler og fakturaer sinker boghandlerne unødigt.

I forlængelse af artiklen i nr. 20 om forlagsekspeditioner har BogMarkedet foretaget en lille tilfredshedsundersøgelse blandt nogle udvalgte boghandlere.
Når det drejer sig om ekspeditionstider, er der ikke den helt store utilfredshed, men Marcus Selliken, Allerød Bog & idé, siger fx: »Det er ærgerligt, at vi ikke kan love noget fra dag til dag. DBK er ofte to dage om at levere og NBC typisk en dag mere, mens Dafolo, som sender med post, fungerer upåklageligt. Så i det store hele er vi tilfredse med ekspeditionerne, men hvis du spørger mig til januar, kan det godt være, jeg ser helt anderledes på det.«
Lisbeth Mæhle, Ballerup Boghandel, er også nogenlunde tilfreds med ekspeditionstiderne: »DBK kommer som regel fra dag til dag, mens NBC ofte har to dages leveringstid, og Dafolo fungerer upåklageligt.«
Når det drejer sig om beskadigede bøger, er der ikke enighed blandt boghandlerne. For flere af dem, vi talte med, er det ikke noget problem, men Nikolaj Amstrup, Troels Boghandel, Svendborg, finder, at NBC har den mest emsige og usmidige returafdeling, og det er fra dem, de fleste ødelagte bøger kommer.

Rod i papirerne
Til gengæld er der udbredt utilfredshed med de mange følgesedler og fakturaer, som følger med leverancerne. De gør det langsommeligt og besværligt at få bøgerne prismærket og kontrolleret.
Nikolaj Amstrup er mest tilfreds med DBK: »Her er der én følgeseddel i hver kasse, som passer med de bøger, der er i kassen. Det er til gengæld ikke tilfældet hos NBC. Her tager det dobbelt så lang tid at pakke en leverance ud, fordi der er to forskellige følgesedler, hvor alt skal krydstjekkes. Samtidig ligger bøger og følgeseddel ikke nødvendigvis i den samme kasse, og nogle gange er der bøger, som er med på følgesedlen, men som først kommer næste dag. Og det gør, at man ikke kan gøre udpakningen færdig. Hvorfor man ikke kan overføre alle data til det samme papir, er mig en gåde.«
Lisbeth Mæhle siger: »Når vi har bestilt via Bogportalen, skal vi selv printe fakturaerne ud, men der satser vi på, at de svarer til følgesedlerne, for det bliver for omfattende at printe 15-20 fakturaer ud hver dag. Men selvfølgelig kan der være fejl, som vi så ikke fanger, når kontoudtogene kommer.«
Marianne Withen, BOGhandleren, Godthåbsvej, printer derimod fakturaerne ud: »Ellers kan vi ikke få regnskabet til at stemme, da de samlede beløb og numrene på følgesedlerne ikke passer sammen med kontoudtogene.«
Lisbeth Mæhle er enig med Nikolaj Amstrup i, at sendingerne fra DBK er nemmere at håndtere, da følgesedlerne passer til indholdet i de enkelte kasser, mens de mange følgesedler fra NBC gør, at deres bogholder ofte ikke kan få følgesedler og fakturaer til at passe sammen. Og Marcus Selliken undrer sig også over de mange overflødige følgesedler, som ikke andre end papirfabrikkerne har glæde af.

Det ligner chikane
I Hadsten er Esben Hammer, Bøger & Papir, godt tilfreds med både DBK og NBC, når man lige ser bort fra de mange følgesedler: »Det er uudholdeligt, og det har snart stået på længe, men der sker ikke noget, selv om det er blevet påtalt mange gange. Det ligner chikane, og det koster vores bog­­-
holder mange timer med alle de fakturaer, som dagligt skal printes ud. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det skal være så vanskeligt. Vores andre leverandører kan godt finde ud af at komme én faktura i én pakke.«

På egen krop
BogMarkedet besluttede at undersøge den meget enslydende kritik af de mange overflødige følgesedler. Var det virkelig så molboagtigt? Svaret er JA! Jeg var med til at pakke en sending på ti kasser fra NBC ud. Der måtte printes fem rigtige fakturaer på i alt otte sider ud, fordi de otte fakturaer, der ligger hæftet sammen i kasse nr. 1, ikke har nogen sammentælling, som kan bruges, når kontoudtog skal stemmes af. Desuden var der en følgeseddel i hver kasse med reference. I alt 26 A4-ark! Bortset fra de udprintede fakturaer ryger resten i papirkurven, når det er kontrolleret, om antal på følgesedlerne passer med, hvad der er i kasserne, og hvad der står på fakturaen. Og så går der uforholdsmæssig megen tid med at finde de bøger, som var med på fakturaen dagen før, men ikke med i kasserne. Det bliver ikke nemmere den næste halvanden måned, men BogMarkedet vil følge op på sagen efter jul, og måske er det nogle helt andre svar, vi får til den tid..


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere