En anderledes boghandleroplevelse

Nær hjørnet af Nørregade i Aarhus gemmer der sig et litterært tilflugtssted for bogelskere. Løve’s Bog- og vincafé er alt det, en hyggeorienteret bogorm kan ønske sig.

Kaffearoma, iblandet den umiskendelige duft af bøger, er det første, der møder den besøgende, når man træder ind i bogcaféen.

Det er nemt at blive forledt til at tro på, at dette sted blot er en café. Men et blik på disken demonstrerer det modsatte. Her findes en enorm samling læseeksemplarer, som gæster kan låne, mens de nyder kaffen.

Atmosfæren er hyggelig med de mørke træmøbler, der står tilfældigt i caféens forreste rum. Her sidder gæster og snakker om alt mellem himmel og jord: Den sidste bog, de læste, dagens indkøb eller arbejdsopgaver, der bedst løses over en kop kaffe.

Hylderne med læseeksemplarer er under baren.

Væggene er beklædt med metervis af bøger: Her er mest skønlitteratur, med et tydeligt præg af selekteret udvalg. Flere af bøgerne er udsolgt fra forlaget og vil være svære at opstøve andre steder end her, på Nørregade 32.

Fortsætter man til det mindre rum bagved, træder man ind i vincafé-delen af Løve’s. Her er hylderne fyldt med vin frem for bøger, og gæsterne her er mere afdæmpede, ofte med en bærbar foran sig.

 

Ude-hjemme

Kenny Jess Brandt, ejer af etablissementet, fik idéen til denne oase i 2004 med den simple begrundelse, at han godt kan lide bøger.

”Jeg studerede idéhistorie på Aarhus Universitet. Jeg elskede at læse, og jeg kunne godt lide at gå på café, men den måde, man gik på café på, var slet ikke mig.”

Indretningen af hans bogcafé skulle derfor afspejle Kennys egen måde at gå ud på. ”De fleste tager en anden maske på, når de er ude, de vil gerne se og blive set. Når jeg er ude, lige meget hvor det er, vil jeg gerne føle mig hjemme. Der manglede nogle steder, hvor man kunne gøre det.”

Løsningen var simpel: En kombination af café og hjemmebibliotek blev til hans første boghandel med café i København i 2008. Senere har konceptet udviklet sig til den bogcafé, der slog dørene op i Aarhus i 2010.

 

Kenny Jess Brandt.

Hvad er så drivkraften bag caféen?

”Det er kombinationen af at gå ud og være iblandt bøger. At skabe et miljø, hvor der er plads til alle, og hvor fokus er oplevelsen, samværet, nærværet og det hyggelige, men også det inspirerende i forhold til bøgerne.”

Sortimentet er præget af dette fokus. Bøgerne udvælges primært af Kenny selv, men han tager gerne imod forslag fra sin kone, Louise, der også er at finde i caféen til daglig. Har ansatte eller kunder gode forslag, tages de også altid til overvejelse.

Caféen er også vært for litterære arrangementer, blandt andet Løve’s Litterære Dage, der fokuserer på dansk litteratur, med bøger fra både debutanter og garvede forfattere.

Det litterære miljø er til stede i Aarhus, fortæller Kenny, der understreger, at byen sagtens kunne have flere steder som Løve’s.

”Jeg tror altid, at folk vil komme ind og mærke en atmosfære i boghandlen. Det giver også den bedste oplevelse, for så kan du få anbefalinger, ligesom når du køber vin! Den oplevelse kan ikke findes på nettet.”

Der er da også masser af inspiration at hente i Løve’s – også for Kenny selv. Han har allerede den næste idé i sigte: Et Litteraturens Hus i Aarhus, der rummer alle aspekter af bogen, fra første ord på papir til oplæsning af den sidste side.

Med hyggelig og charmerende indretning, selvfølgelig.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere