En bloggers bekendelser

De nye markedsføringsregler satte i sin tid bogbloggerne i et dilemma. Nu skulle der i anmeldelsen gøres opmærksom på, om anmeldelsen var sponsoreret, og hvis den var, var der visse krav, der skulle overholdes. Nu står en bogblogger for skud på grund af en ikke-begejstret anmeldelse og et valg af ’tagging’.

I sidste uge blev bloggerverdenen optændt af både harme og frustration. En blogger havde skrevet en anmeldelse af Jeanett Veronica Hindbergs nye bog PS. Kald mig bare Bitterfisse. Bloggeren leverer i sin anmeldelse en saglig, men også personlig vurdering af bogen, udleverer nogle personlige oplysninger om sig selv og giver til sidst bogens forfatter et virtuelt knus. Hun lægger ikke på noget tidspunkt skjul på, at bogen ikke faldt i hendes smag – men at hun samtidig holdt rigtig meget af forfatteren bag. I sit opslag advarer hun om, at denne anmeldelse, med fare for at blive lagt for had på de sociale medier, indeholder hendes ærlige mening.

Og det blev hun.

På både sin blog og på Facebook tagger hun forlaget og forfatteren. Et usselt greb med det eneste formål at få flere likes og følgere ind på sin blog, mener nogle. Andre bloggere, herunder Rikke Ella Andrup fra Andrupsbookshelf, forsvarer derimod bloggeren og skriver bl.a.:

”Kan man som forfatter ikke tåle kritik, så bør man slet ikke være forfatter. Og JA gu fanden skal du da tagge både forlag og forfatter i opslaget, det er sådan, det foregår med anmeldelser, særligt da dem, som er sponsoreret!”

Flere bloggere er gået ind i debatten, der lige nu florerer på både Jeas side og (takket være tagget) også på forfatterens private side. Et tag, som forfatteren på ingen måde er begejstret over.

”Jeg bliver (…) mest overrasket over, at man kan finde på at tagge mig i sådan en anmeldelse. Jeg mener, fint, at man ikke bryder sig om mine bøger, fint at anmelde dem, men ligefrem at tagge mig, formentlig i håb om noget drama og at nå ud til flere, det er skide usmageligt," skriver forfatter Jeanett Veronica Hindberg på sin Facebookside.

En dårlig anmeldelse er som sagt, hvad den er, men det, der fik forfatteren til at gå til modangreb mod bloggeren, var tagget til sin private Facebookside frem for sin forfatterside. I sidste uge livestreamede hun derfor en video, hvor hun sværtede bloggeren til. Bloggen CoffeeOnSundays, der har set denne video, har skrevet et indlæg om hele polemikken:

”Bitterfissen er bestemt ikke tilfreds. Hun kalder blandt andet bloggeren ‘hjernedøde ko’, ‘fuckfjæs’ og endnu mere – og disse var ord, jeg hørte, inden jeg havde set de første fem minutter færdige.”

At forfatteren svarer igen på en dårlig anmeldelse på en sådan måde, har fået flere bloggere til at reflektere over det at blogge. Livstilsblogger Anne-Mette Højberg skriver således:

”Jeg stopper sku ikke med at være mig selv og bruge min ærlige mening på bloggen, og det gør Jeanette  heller ikke, og det synes jeg sku er stærkt. Vi er en uddøende race, men vi giver sku ikke op. Heller ikke, selvom vi ikke længere falder indenfor normen af det, som bloggere åbenbart skal være den dag i dag.”

Bloggen CoffeeOnSundays har været ude og snakke med flere andre bogbloggere, og her skriver hun i sit indlæg, at flere bloggere faktisk tager afstand fra at anmelde bogen nu.

”Samtlige bogbloggere har valgt at tage fuldstændig afstand til forfatteren og alt, hun bringer med sig. Derudover er der også bogbloggere, der ikke længere vil have et samarbejde med forlaget grundet deres valg af forfattere.”

Men som forfatteren selv siger, så har hun følt sig angrebet på sin person ved at have fået smidt den dårlige anmeldelse af sin bog direkte i ansigtet via det aktive tag.

"Jeg var sgu nødt til at lave en video. Med eder. Mange eder. Fordi det fandeme ikke er okay. Hvis hun har fulgt mig længe, ved hun også, at jeg aldrig læser anmeldelser, for en negativ anmeldelse af mine bøger gør intet godt for mig og min skrivelyst. Jeg bliver da også såret, når nogen nedgør noget, jeg har skrevet. En bog er en fucking personlig ting, og denne bog især, da den handler meget om min mor, der døde sidste år. (…) Anmeld bare dårligt, men hold det på din egen bane!" skriver Jeanett Veronica Hindberg på sin Facebookside.

BogMarkedet har i forbindelse med sagen talt med forlaget Turbine om markedsføring og retningslinjer for tagging på de sociale medier, samt de konsekvenser i blogger-verdenen denne sag synes at føre med sig.

”Jeg synes, det er utrolig ærgerligt, hvis bloggerne lader denne her sag gå ud over forlagets andre forfattere. Vi blander os som forlag ikke i, hvordan vores forfattere vælger at opføre sig i privaten og på deres egne Facebooksider, men det er forlagets helt klare politik, at man altid i offentlige debatter holder en sober tone og bevarer god ro og orden,” udtaler redaktør og direktør Jesper Tolstrup og tilføjer, at de ikke har planer om at trække bogen tilbage. ”Men ved et fremtidigt samarbejde kan det være, at vi vender, hvordan god markedsføring for en bog kan se ud.”

Turbines PR- og kommunikationsmedarbejder Marie Jensby tilføjer desuden, at forlaget aldrig forlanger aktiv tagging i bloggernes opslag.

”Vi stiller kun krav om, at forlaget bliver nævnt, at forsiden vises, at forfatterens navn nævnes. Vi forventer også, at anmelderne skriver, at det er et anmeldereksemplar fra forlaget, men vi kontrollerer det ikke. Det er bloggernes eget ansvar at angive, hvordan de har fået fingre i bogen – nogle skriver, at det er et anmeldereksemplar fra forlaget, mens andre skriver, at det er et sponseret opslag,” fortæller hun og tilføjer, at forlaget generelt kommunikerer ud til bloggerne, at de gerne må sende links til deres anmeldelser via mail. ”Når vi får links, så er det meget nemmere for os følge med og læse anmeldelserne.”

Sagen er uheldig for alle tre parter, da den tilsyneladende beror på en misforstået opfattelse af korrekt nævnelse af omtale. Ikke desto mindre har sagen givet anledning til en del refleksion vedrørende korrekt blogger-opførsel rundt om i branchen, og noget tyder på, at en tydeligere forventningsafstemning mellem blogger og forlag i fremtiden kunne være vejen frem.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere