En død russer af Nis Jakob

Nogen gange er det bedre at gå allin på en genre i stedet for at låne lidt hist og her. Nis Jakob har kernen til en gammeldags actionthriller, men alligevel bygger Nis Jakob sine karakterer op, som var det noir. Derved tager handlingen ikke fart før til sidst. Det er en skam.

Wolf er vendt hjem fra en hemmelig mission i Afghanistan. Han kan ikke huske noget fra missionen, men han har været forsvundet i over et år. I sit job hos politiet bliver Wolf herefter indblandet i et skyderi, der ender med et dødsfald, og så går turen til psykologen. Gennem hypnoterapi åbnes der en dør til det hukommelsestab, der muligvis rummer den hemmelighed, der fik Wolf til at tabe hovedet under skyderiet og efterfølgende gå helt ned med flaget. 

Ovenstående fylder broderparten af bogen, men der introduceres også et mord i Rusland, hvor en dansk mand myrder kvinder, han dater gennem russiske datingsider. Disse mord skal opklares af en russisk politikvinde, som ad omveje bliver rekrutteret til en hemmelig organisation. Det samme bliver Wolf til sidst i bogen og de to hovedpersoner får i alt små 30 siders penge til at fylde den actionthriller ud, som man ud fra bagsideteksten havde forventet, man skulle læse. 

Bogens største problem er, at den vil for meget på sine karakterers vegne. Man skal ind under huden på dem, men det behøver man ikke i en actionthriller og derfor ender bogen med at blive en blanding mellem en slags domestic noir og en actionthriller. Isoleret set fungerer de to forskellige dele meget godt. Wolfs kamp for sit ægteskab og sin familie er sat fint i scene, det samme er den russiske politikvindes kamp for sin sukkersygeramte søn. Det er bare ikke det, man forventer at skulle læse, når man ser bogens forside og læser bagsideteksten. 

Derudover begår Nis Jakob en kardinalsynd ved at afbryde bogens handling midt i plottet for at skabe en cliffhanger til en toer. Det er først der, at actionthrilleren virkelig er kommet i gang og så slutter det hele uden forløsning. Det er ikke i orden. En bog skal afsluttes i det enkelte bind og særligt når det netop er bogens omdrejningspunkt, der ikke får bundet en sløjfe.

Selvfølgelig kan Nis Jakob skrive. Bogen flyder og der er fine passager. Bogen mangler dog en strammere kompositorisk opbygning og nogle valg omhandlende, hvem bogens målgruppen reelt er. Selvom bogen generelt er underholdenden, bliver det til sidst et spørgsmål om, hvorvidt man vil læse fortsættelsen, 1000 Piskeslag. Denne anmelder springer over, men Nis Jakob finder utvivlsomt læsere, som fornøjes i mikset mellem genrer.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere