En hulbog, en hul bog eller et hul i bogen?

At blive selvudgiver kan være et aktivt valg, men klichéerne klistrer til mærkatet. Og tavsheden fra branchen larmer.

Jeg kom i tanker om forfatteren Vagn Steen, da jeg gik og tænkte på denne gæsteleder til BogMarkedet. Han var et par gange på besøg på min skole og talte dér i Kolding, i den tætpakkede, lugtende gymnastiksal, om dette at skrive bøger.

Jeg var ør af varme menneskekroppe og af betagelse, og da han viste os sin bog med et hul igennem, skete der et skred i min hjerne. Jeg ændrede i 1969 opfattelse af, hvad der var muligt. Alt var virkelig muligt, forstod jeg, Pippi havde talt sandt.

Det var et spørgsmål om at tænke flere ting sammen og skabe nyt uden reservationer.

Reservationer overfor selvudgivere er der til gengæld nok af. Den mest udbredte opfattelse handler om, at selvudgivere ikke kan få deres manus antaget på et forlag og derfor er nødt til at udgive deres bog selv.

En anden udbredt tese lyder, at manus ikke holder niveau simpelthen, og selvom manus faktuelt ikke er blevet afvist, i og med det ikke har været fremlagt for en forlagsredaktør, er det ikke desto mindre litterært ringe – og uredigeret, som det ifølge en tredje antagelse også er. Der har dannet sig en forestilling om, at selvudgivet litteratur er lig dårlig litteratur.

Jeg spurgte min mand, som er filmnørd, om de mange skuespillere, der begynder at producere selv, bliver regnet for noget i filmbranchen. Er de med andre ord med i det gode selskab?

Hans forbavsede øjenbryn var svar nok. Jeg eftersøgte selv nogle af hans eksempler og fandt, at de fleste skuespillere i den kategori i forvejen var anerkendte skuespillere. Det var ikke manglen på en kontrakt, der fik dem ud i selvgiveriet.

Hvad var det mon så?

 

Fordi man kan

Man gør det, fordi man kan. At producere og udgive selv sker i stigende omfang, fordi man simpelthen kan. Det er blevet nemmere og billigere.

Hvis dertil lægges, at forlagsarbejdet for nogle er spændende at lære, at planlægningen, gennemførelsen og økonomien, ja hele udgivelsesprocessen måske, fascinerer og beriger forfatteren i en tid, hvor dette at lære nyt gennem hele livet er som at blive ved med at trække vejret, så nærmer man sig noget fælles for selvudgiverbranchen.

Endelig er der selvbestemmelsen. Hvorfor underlægge sig en redaktør og et forlag, der siden sidste århundrede har været halve år om at svare, og som træffer beslutninger, man ikke bryder sig om? Som for eksempel at skære ned i markedsføringsbudgettet og lade ens bog gå ind efter nogle få år, fordi et fyldigt og tilgængeligt bagkatalog åbenbart kun er givet musikere, sjældent er for forfattere og slet ikke er for skønlitterære forfattere at håbe på.

 

Et appendiks?

Her står selvudgiverne da som gruppe: Som et appendiks til forlagsbranchen, men med bøger, der regnes ukuraterede af branchens samarbejdspartnere: Boghandlere, biblioteker, medier, anmeldere.

De enkelte selvudgivere står enkeltvis spredt, overvejende uorganiserede: I vores vorden som særskilt branche og med mangeartede fortællinger om, hvorfor det egentlig blev til eget forlag, da bogen var færdig og skulle ud. Nogle bøger er afviste, nogle er dårlige, nogle er uredigerede, ja nogle er endda det hele.

Alle har vi dog et ønske om at nedbryde fordommene, at blive set som eksisterende. Ikke alle selvudgivne bøger er afviste, dårlige, uredigerede. Ikke alle bøger udgivet på et traditionelt forlag er gode.

Jeg er – så vidt jeg ved – ikke blevet selvudgiver, fordi jeg frygtede et afslag fra et traditionelt forlag. Med fem fagbøger på forlods kontrakt i bagagen er min selvbevidsthed høj. Jeg kan dette med at få en forlagskontrakt – og dernæst skrive bogen.

Men jeg ønskede at beholde min selvbestemmelse, drevet som jeg er af tidlige mangeltilstande i mit liv med fravær af ret til at bestemme. I en alder af 57 år kunne jeg se, pengene ville slå til til et forfatterliv. Min glæde ved at kunne lave en kontrakt med mig selv, at begynde at skrive og at folde min plan ud er meget stor. Jeg lever det liv, jeg vil. Mit bagkatalog findes, det vokser.

 

Sur mumlen eller bare tavshed

Tiden efter udgivelsen har dog overrasket mig, det må jeg indrømme. Jeg har udgivet bogen professionelt, med anerkendt grafiker, designer, oversætter – og redaktør ikke mindst. Og jeg må sande, at den eneste markør, de traditionelle samarbejdspartnere for alvor har opdaget, er, at bogen er ukurateret.

Ingen anerkendt kurator har nikket bogen af, hviskes der. Jo, det vil sige, redaktøren er anerkendt, men ikke ansat på et stort eller gammelt forlag længere; han er jo ansat af mig og må være aldeles i lommen på mig, synes antagelsen at være.

Rigtigt er det selvfølgelig, at personligt kendskab eller økonomisk binding kan gøre noget ved ens klarsyn. Det gælder i markedsføring, har jeg fundet ud af. Jeg er ikke veninde med casteren på morgen-TV, jeg vil ikke betale 20.000 kroner for at få en influencer til at blogge min bog ind i kuratorhimlens klikstorm af stjerner uden at have læst den, og jeg vil ikke betale Skriveværkstedet lige så meget for at kortslutte min vej ind til deres tidligere kollegaer på avis- og TV-redaktionerne.

Er jeg da skuffet? Næh, snarere vred over, at professionalisme ikke dyrkes med passionerede hjerter og fingre, der værker af flittig brug. At en så klog, gammel følgebranche ikke kan se igennem mærkatet selvudgiver og ikke ønsker at differentiere. At forlagene ikke kan finde ud af at svare med det samme. At følgebranchen synes lukket om sig selv og sine og sjældent svarer overhovedet. 

Da mit manus til første bind var færdigt, havde jeg et par uger med tomgang; jeg måtte vente på, at redaktøren gjorde sit arbejde med at læse det samlede værk for første gang. Jeg kontaktede derfor stedet for bogagenter her i Danmark. Sådan en ville jeg gerne have, så også markedsføringen blev udført professionelt. Da jeg ringede, var alle optaget. Da jeg derefter skrev en mail, fik jeg ikke svar. Da jeg endelig fik svar efter at have rykket, kom svarmailen fra en studentermedhjælp, der venligt og på firmaets vegne takkede nej til at repræsentere min bog ‘Eksistens i arbejdslivet’. Den bog er fra 2000.

Jeg havde henvendt mig om mit nye skønlitterære projekt, serien ‘Uren’, og mistede min tiltro den dag. Til den bogbranche, som jeg ellers har været en del af siden 1998, og som ovenikøbet har givet mig lejlighed til at møde Vagn Steen igen til et medlemsarrangement i Dansk Forfatterforening. Han var over 70 år gammel og stadig skøn. Måske han i dag ville have stillet op med sit gode bogøje og som min kurator, havde han levet endnu.

At være selvudgiver er at blive behandlet, som var man ukurateret, som var der et hul i ens bog. Af følgebranchen især. Ikke af andre forfattere så ofte, pudsigt nok slet ikke af andre forlag.

De holder til gengæld øje.

 

Karen Schultz er forfatter.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere