En skandale

Det gamle Danmark forsvandt, og det er overladt til erindringsskrivere og romanforfattere at fortælle historien. Aksel Hundslev har skrevet en vedkommende bog om sin barndom på landet.

I disse år siges det med alvorlige miner, at indvandringen fra tredjeverdenslande vil forandre Danmark. Uanset om man tror på dette, så vejer indvandringen intet sammenlignet med den gennemgribende forandring, som foregik som en tyv i natten for blot to-tre generationer siden.

Landbrugets stærkt svindende samfundsbetydning i efterkrigstiden er et skarpt brud med så godt som al historie, siden erhvervslivsformens komme for en håndfuld årtusinder siden.   

Overskriften taler om en skandale, og den består i, at Aksel Hundslev (f. 1937) føler sig nødsaget til at bringe sin barndomshistorie frem i lyset, for at det gamle Danmark – et fremmed land – ikke skal gå i glemmebogen.

Samfundsbruddet har fået betydning overalt: I forholdet mellem arbejde og fritid, levestandard, børneopdragelse, vores forhold til dyr, skole og uddannelse, mad, tidsforbrug og urets diktatur, årstidernes betydning, sundhed, kønsroller, ægteskabets skifte fra nødvendighed til kærlighed (og deraf følgende skilsmisser), politik og ideologi, folkeoplysning,usentimental og nidkær markering af standsforskelle er afløst af subtile signaler, fritidsunderholdning, tiltaleformer, sygdomsbillede, kultur, moral, naboskab, selvforsyning, religion, psykologi, land/by-problematik og så videre.

Set i lyset af de alle velmenende historikere, der har skrevet om for eksempel besættelsestiden og modstandskampen (efter sigende var der færre aktive modstandsmænd, end der er medlemmer af fodboldklubben Brøndbys fanklub), må man tage sig til hovedet.

 

Væk, væk, væk

Historikerne er delvist undskyldt. Da det gamle Danmark ramlede i 1950-60´erne, skrev aviserne kun sjældent om det. Historikerne får øje på det, der er kilder til.

Man var træt af det stillestående, snæversynede og skræmmende fastlåste landbrugssamfund, hvor nye tanker pr. definition var onde (hvis man da ikke selv havde fostret dem). Danskerne havde nu mulighed for at flytte ind til byernes forjættende verden, og det gjorde de så. Selv flyttede Aksel Hundslev fra fødegården Toftegård i landsbyen Kølstrup mellem Odense og Kerteminde.

Bevares, Aksel Hundslev er ikke den første, der har skrevet barndomserindringer om landbrugssamfundets forvitring – Jens Smærup Sørensen, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og Knud Sørensen rager alle højere op, men Aksel Hundslevs bog er ikke desto mindre et godt bekendtskab.

‘Under kastanjetræet’ flyder sprogligt uden knaster, og den journalistuddannede Aksel Hundslev er velsignet med fortællelyst om stort og småt. Bogen er rigelig lang, synes jeg (499 sider), og refleksionerne om landbosamfundet kontra vores moderne bysamfund er gemt i små bidder undervejs. Det er en smagssag, om man kan lide det sådan, men personligt havde jeg gerne set dem fremhævet tydeligere.   

Aksel Hundslevs familie hørte til den bedrestillede middelklasse i det fynske lokalsamfund. Han fortæller om familien, om livet på gården, i landsbyen, skolen, marken, stalden, på hesteryg. Selvom bogen er fri for kedelig nostalgi, mærker man stoltheden og glæden ved alt det, han lærte som barn. Man mærker glæden ved at kunne andet end at hamre på en computertast.

Aksel Hundslev har haft en god barndom, det lægger han ikke skjul på – i hvert fald sammenlignet med så mange andre i landsbyen. Henimod slutningen af bogen er Aksel Hundslev blevet teenager. Han begynder at se alle de grimme ting ved det gamle samfund. Når muligheden bød sig, forsvandt han uden at se sig tilbage. Altså før nu.

 

Aksel Hundslev: ‘Under kastanjetræet. 1940´ernes farvel til bondesamfundet’. Byens Forlag 2018.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere