Epilogs bogefterår

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Claus Clausen fortæller.

Epilog har fire-fem nye udgivelser på vej eller som netop er udkommet. En af årets store læseoplevelser bliver uden tvivl ‘Store forventninger' – en beretning om Europa i de to første to årtier i det 21. århundrede. Den hollandske historiefortæller Geert Mak tager i sin nye bog tråden op, hvor hans internationale bestseller Europa sluttede – i 1999.

I suveræne rejsereportager på kryds og tværs af det europæiske kontinent beskriver Mak atmosfæren og stemningen omkring årtusindskiftet, den optimisme der herskede, men som efterhånden forsvandt – følelserne i forbindelse med euroens indførelse, følgerne af angrebet på Twin Towers, forholdene i Østeuropa og Rusland, bankkrisen, flygtningene, det tumultariske Brexit og coronapandemien. 

---

---

‘Galgenfugle’ af Ulrik Gräs er en samling alvorsmuntre noveller om livet og døden og selvmordets kompleksitet – tolv historier om forskellige personer, børn, unge og ældre, især mænd men også kvinder, udstødte, afviste og forladte, enegængere, drømmere og fantaster, som har valgt livet fra. 

Sidsel Falsig Pedersen har med ‘Svaret kommer med posten’ igen skrevet en lille absurd, tæt og stilsikker roman. En blanding mellem kafkask fremtidshistorie light og et portræt af en kvinde på et kontor, som ligner en virkelighed, vi kender. Kun mere uigennemskuelig, mere altdominerende og – ja – totalitær.   

 

---

‘Over havet under jorden’ – den syvende roman på dansk af franske Marie Darrieussecq – er en roman om migration. Om det højaktuelle drama, som i disse år finder sted ved Europas grænser:

Men romanen handler om mere end det – dybest set er det en historie om, hvor svært det kan være både at turde hjælpe og bede om hjælp.   

Historien begynder midt ude på Middelhavet, hvor psykologen Rose og hendes to børn er på krydstogtferie i julen. En nat standser det enorme cruiseskib for at komme en båd fuld af flygtninge til undsætning. En af bådflygtningene er en uledsaget dreng. Han er flygtet fra Niger og har mistet sin telefon. Inden han, sammen med de andre migranter, næste dag bliver afhentet af det italienske politi, giver Rose ham sin søns smartphone. En handling som kommer til at binde dem sammen.   

---

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere