Et bidrag til den dystopiske trend

Sven-Åge Westphalens nye spændingsroman ‘Antropocæn’ er en dystopisk fortælling, der blander fiktion med virkelighed. Det er en roman om globale udfordringer i den moderne verden og om den politiske tilgang til disse.

 

I sin spændingsroman ‘Antropocæn’ har Sven-Åge Westphalen skabt en verden, der hærges af teknologiske sammenbrud. Direktører, lobbyister og den internationale industri fremstilles som magtfulde antagonister, der fører offentligheden og befolkningen bag lyset ved at sprede tvivl og misinformation, så de kan fortsætte med at sælge deres produkter og opretholde deres profitter.

Samtidig følger man et internationalt hold af forskere, der har påtaget sig opgaven at finde ud af, hvad årsagen er til de teknologiske sammenbrud, der efterhånden bliver mere og mere alvorlige.

 

Samfundskritisk fiktion

Sven-Åge Westphalen bruger virkelige begivenheder som inspiration til at fortælle en historie, hvor konspirationer bliver til den frygtelige sandhed.

Det er tydeligt, at fortællingen er en kritik af den moderne verden, og man er ikke i tvivl om, at det er en bog med et venstreorienteret budskab. Der bliver smurt tykt på, når højreorienterede politikere og erhvervsfolk fremstår som kyniske, egoistiske og magtliderlige.

Sven-Åge Westphalen viser, at han kan skrive fiktion, der tager afsæt i virkeligheden. På en interessant måde bruges historiske begivenheder som forudsætninger, der har stor betydning for fortællingens narrativ. Og det er underholdende, når en række personer, som man kender fra offentligheden og medierne, optræder i løbet af fortællingen. Nogle af dem med navns nævnelse.

Romanens svaghed er dog, at handlingen trækkes i langdrag. Der er for mange politiske, teknologiske og videnskabelige forklaringer og mellemregninger, der sænker handlingens tempo, så spændingen bliver sat på pause, og som læser ender man med at kede sig.

 

En dystopisk trend

‘Antropocæn’ er et bidrag til den dystopiske trend, der har fundet sted i de seneste år. Flere danske forfattere har brugt genren til at udtrykke sig samfundskritisk, og dermed kan disse romaner ses som tidsbilleder, der reelt handler om vores samtid. Andre eksempler på dette er science fiction-romanen ‘De ansatte’ af Olga Ravn og undergangsromanen ‘Nancy’ af Dennis Gade Kofod.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere