Et boghandlereventyr

Butiksoverdragelse kan være en slem hovedpine. Dagens gæsteleder fortæller omvendt den positive historie om en boghandel, der får nyt liv som andelsselskab.

Jeg er indehaver af Fredensborg Boghandel og har haft den i 26 år. Jeg er i dag 78 år gammel, så det er ved at være tid at gå på pension. Føler jeg. 

For to et halvt år siden satte jeg boghandlen til salg. Det var en meget svær beslutning. For når man er glad for sin boghandel, holder af alle ens loyale kunder og glæder sig til at gå på arbejde hver dag, ja, så var det en svær beslutning.

Jeg ejer også lokalerne, så man kunne erhverve boghandlen og så leje sig ind, eller man kunne købe begge dele.

Det var min store drøm, at boghandlen skulle fortsætte som boghandel. Jeg fik nogle henvendelser i den følgende tid. Enkelte for at føre boghandlen videre, dog uden resultat. Andre for at åbne noget helt andet, som jeg så valgte at sige nej til. Jeg havde trods alt tid til at vente på det rette tilbud.

Kunderne var meget nervøse for, at boghandlen skulle lukke. ”Vi kan ikke undvære en boghandel,” var der mange, der sagde, ”du må ikke lukke. Man må kunne gøre noget.”

For et halvt år siden fik jeg henvendelse fra nogle yngre personer, der var lidt nervøse for, at det ville ende med, at boghandlen ville lukke. Sådan som det ofte har været tilfældet i andre byer.

De ville dog ikke købe den, da de alle sad i gode, professionelle jobs. Men idéen var at skabe et andelsselskab, som skulle stå for køb og drift af boghandlen. Målet var at indsamle 650.000 kroner til køb af varelager med mere. Projektet blev holdt dybt hemmeligt.

Den 19. september var alle formaliteter, tilladelser og CVR-nummer i orden. Pressen blev orienteret og skrev i den følgende tid meget om det med tekst og billeder. TV Lorry var på besøg flere gange. Så det gav virkelig genlyd.

Var den første andelsboghandel i Danmark på vej?

Der blev solgt andelsbeviser à 1.000 kroner. Efter 12 dage var målet nået, der var solgt beviser for mere end 650.000 kroner. I dag er beløbet oppe på 884.000 kroner med 732 andelshavere. Så det er virkelig noget, byen vil.

Andelsselskabet hedder FredensborgFordi, og navnet henviser til: ‘fordi boghandlen skal blive i byen’.

Man kan se meget mere på deres hjemmeside FredensborgFordi, hvor man kan se den meget kompetente bestyrelse på seks personer, og hvad deres planer i øvrigt er.

I dag er jeg en meget glad boghandler, snart forhenværende. Boghandlen fortsætter. Den 31. december 2019 slutter jeg som boghandler efter lidt mere end 60 år i faget.

Der er meget stor glæde i Fredensborg over dette forløb. Som mange siger her:

”En by uden en boghandel er ikke en rigtig by.”

 


Kommentarer

    • 31/10/2019
    • Kl. 15:26
    • skiveboglade
    Tillykke Poul
Du skal være logget ind for at kommentere