Et stortslået eventyr i rask tempo

Malene Sølvsten lagde sin trilogi flot ud med ‘Ravnenes hvisken’ 1 og 2. I trilogiens sidste bind bliver mange tråde flettet sammen og forløst, men visse steder er det gået hurtigt. For hurtigt.

Handlingen og universet, Malene Sølvsten har skabt i sin serie ‘Ravnenes hvisken’, er både tryllebindende og spændende at dykke ned i. Som fan af nordisk mytologi er det kræs, for Sølvsten er grundig og gjort sin research godt. Hendes inddragelse af gamle kvad, fortidens riter og ritualer er flettet flot sammen med den nutidige handlings miljø, og hendes kendskab til gudernes karaktertræk og evner er beundringsværdigt.

Var man ikke klogere på den nordiske tro før, så er man en del mere vidende efter endt læsning – og det uden, at man har kedet sig et øjeblik. Forfatteren har nemlig hele tiden handlingen kørende, og det ene scenarie overtager hurtigt det andet. Til tider, måske, for hurtigt.

I sidste bind - udgivet på Gyldendal - skal Anne bestemme sig for, om hun vil starte Ragnarok eller forhindre det. I sine drømme ser hun sine venner dræbe hinanden, dø for fjendens hånd eller blive opslugt af kaoskræfterne, der langsomt fordærver deres sind.

Ingen fremtid ser lovende ud, og i mellemtiden dækker kulden landet. Fimbulvinteren er startet, det er Anne overbevist om. Guderne kan ikke stoppe kulden, dertil er de for svækkede, og Odin presser på overfor Anne om ofringer – menneskeofringer. Men visse handlinger er utilgivelige, og at tage et andet menneskes liv er aldrig løsningen, uanset hvad konsekvenserne så ender med at blive. Og konsekvenser er der nok af.

Annes morale og hendes syn på ret og forkert er et stærkt karaktertræk, som Sølvsten formår at overholde hele vejen igennem bogen, hvilket gør protagonisten troværdig, og giver læseren anledning til refleksion over, hvad man måske selv ville have gjort.

Jeg er bestemt ikke enig i alle Annes valg, men jeg kan respektere hende for dem, for de stemmer overens med den karakter, som hun er, og ikke nødvendigvis den, som jeg gerne ville have hende til at være. Og det er fedt.

Malene Sølvstens karakterer fungerer således fortræffeligt i deres særheder og stærke karakteristika, men hvor handlingen og plottet er solidt og medrivende, halter dialogerne og sproget desværre flere steder, hvor en grundigere redigering kunne have samlet teksten op.

Visse udtryk virker helt forkerte, noget bliver sagt alt for hurtigt uden kontekst, nogle ting ville man slet ikke sige, og flere steder er måden, et ord blive sagt på, skrevet som det siges – det er nok en smagssag, men personligt er jeg ikke fan af for mange ‘uuuh’ og strækninger af ord. Flere stave- og slåfejl, manglende ord og forvirrende afsnitsdelinger skæmmer desværre også læsningen, men udover et par steder, hvor man lige skal læse sætningen et par gange, for at forstå hvad det egentlig er, der sker, så er de fleste fejl til at læse hen over.

‘Ravnenes hvisken’ er en imponerende dansk fantasyserie, som man ikke må snyde sig selv for, og Malene Sølvsten kan være meget stolt og tilfreds med sit værk. Det er fuldt fortjent, at bogen er solgt til serierettigheder, og jeg glæder mig meget til at se, hvad forfatteren finder på i fremtiden.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere