Eventyrer og forfatter

Man kan roligt kalde Troels Kløvedal for en eventyrer. Han har været på utallige rejser rundt om i verden, og det har ført til adskillige bøger om Kløvedals oplevelser og bedrifter.

Udover at være eventyrer, sejler og foredragsholder var Troels Kløvedal også forfatter. Hans sidste værk, ‘Alle mine morgener på Jorden’ er en erindringsbog, der blev udgivet af Gyldendal i 2017. 

I 2016 fandt Kløvedal ud af, at han var uhelbredelig syg. Det har været udgangspunktet for erindringsbogen, hvor han kigger tilbage på sit liv.

På trods af sin sygdom har Kløvedal et positivt syn i sin bog, som udstråler glæde over at have levet et liv fyldt med rejser og fantastiske oplevelser.

Udover tilbageblikket på sit eget liv, er ‘Alle mine morgener på Jorden’ også en bog, der kigger tilbage på forskellige samfundsudviklinger med kvindefrigørelse, hippietiden og ungdomsoprør.

 

Livet og rejserne med Nordkaperen

Sammen med en gruppe venner købte Kløvedal skibet Nordkaperen i 1967. Siden har han sejlet den rundt om Jorden tre gange og har været på utallige små og store sejlture rundt om i verden. Det er især rejserne og oplevelserne med Nordkaperen, der har ført til adskillige bøger af Kløvedal.

I 1970’erne begyndte Kløvedal at dele sine rejseoplevelser med danskerne, og i 1978 udkom hans første bog ‘Kærligheden, kildevandet… og det blå ocean’. Siden har han i alt skrevet 23 værker – både rejsebøger, børnebøger, noveller, essays og erindringsbøger.

Man kan få indsigt i Kløvedals rejser med Nordkaperen ved at læse hans værker, men i denne tid kan man også opleve udstillingen ‘Frihedens værksted’ på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Udstillingen fokuserer på livet og rejserne med Nordkaperen og kan opleves frem til den 8. september 2019.

 

Hele Danmarks eventyrer

Gennem tiden er der blevet sendt indtil flere udsendelser på de danske TV-kanaler, hvor man følger Kløvedal. Dermed har han været hele Danmarks eventyrer og har været med til at give danskerne mulighed for at få indblik i andre kulturer rundt om i verden.

Kløvedal døde den 23. december 2018. Han efterlod sig fem børn, som han havde fået med fire forskellige kvinder. Man kender også hans søn, Mikkel Beha Erichsen, fra TV2 og også Erichsens børn – Kløvedals børnebørn – har medvirket i danske TV-udsendelser.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere