Fantasyprisen vi ikke har

Fantasy sælger voldsomt godt og er en af de vigtigste faktorer, når det gælder om at få unge til at læse. Alligevel er der ingen decideret hæderspris til danske fantasyforfattere.

Et opslag af den amerikanske superbestseller, George R. R. Martin, fik BogMarkedet til at undre sig over fraværet af en dansk fantasypris. Martins opslag var en opfordring til læserne om at deltage i afstemningen om, hvem der skal modtage årets Dragon Award. The Dragon er en pris, der uddeles til en af de gigantiske fantasymesser i USA, og kan beskrives som en slags fantasyens svar på People’s Choice Awards. I samme ombæring nævner Martin et udvalg af de mange amerikanske priser, der går til fantasyforfattere, heriblandt The Bram Stoker Award, The Hugo og The Nebula.

Det er påfaldende, at et land som Danmark, med vores rige oprindelige mytologi, folkeeventyrene og en nationalforfatter, der er kendt for kunsteventyr, samt en ganske stor bestand af dygtige nulevende fantasyforfattere, ikke har en måde at hædre denne genre på. Inden for de andre fantastiske genrer har Science Fiction Cirklen uddelt Niels Klim-prisen siden 2011, og Dansk Horror Selskab fulgte trop året efter med den første prisoverrækkelse for Årets Danske Horrorudgivelse.

Er fantasy for bredt?

Flemming Rasch fra Foreningen Fantastik mener, at der er et behov for en fantasypris, men understreger, at det ikke altid er lige nemt at få udvælgelsesprocessen til at køre gnidningsfrit, især ikke hvis prisen uddeles af læserne, som The Dragon Award gør. ”Problemet er, at for få nominerer og stemmer. Men kunne måske hive fat i forlagene, som horrorprisen gør.” Når longlisten til Årets Danske Horrorudgivelse skal etableres, beder selskabet forlagene om selv at indstille de bedste kandidater. ”Måske man kunne lave et system med nomineringer, hvor man ikke behøver et panel, der er villige til at læse alt, altså hvor eksempelvis forlag og foreninger kan nominere, og så et panel til at foretage det endelige valg.”

Danske forlag med fokus på fantasy er generelt begejstrede for tanken om en fantasypris, men påpeger en række udfordringer. Harald Tellerup, fra forlaget Tellerup, nævner eksempelvis genrens omfang og mangfoldighed. ”Jeg tror simpelthen, at det er en for blandet landhandel – der skal jo ikke meget til, før en roman kan tilskrives fantasygenren.” Lige omvendt mener Line Lybecker, fra det rendyrkede fantasyforlag Ulven og Uglen, at prisen netop kan være med til at fremhæve genrens bredde. ”Fantasy bliver i Danmark primært opfattet som børnelitteratur, og mange voksne læsere tager ikke genren seriøst. Hvis der kom en pris, ville disse mennesker måske få øjnene op for, at genren kan noget, som realisme ikke kan, og at den fortjener lige så meget anerkendelse som al mulig anden litteratur.”

Stor opbakning

Alle de forlag, BogMarkedet har modtaget svar fra, er enige om, at en fantasypris skulle have et ordentligt bagland for at have en effekt. De siger samstemmende, at en stor organisation eller et stort årligt arrangement bør stå i spidsen for uddelingen, og Harald Tellerup tilføjer prosaisk, at prisen også burde indbringe forfatteren ”en stor røvfuld penge” for for alvor at påvirke folks lyst til at skrive og udgive kvalitetsfantasy.

Både Herlufsholm Fantasy Bogmesse og Fantasyfestivalen i Esbjerg er meget interesserede i at lægge lokaler, ekspertise og medieomtale i en prisuddeling. Begge messer arrangeres af lokale biblioteker. Malene Hansen fra Herlufsholm siger: ”Vi vil meget gerne understøtte alle initiativer, som fremhæver genren”. Kirsten Bloch fra Esbjerg kalder prisen ”en fantastisk idé, som vi meget gerne vil lægge både lokaler og publikum til”.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere