Finalisterne til årets Man Booker-pris er nu offentliggjort

Esi Edugyan er en ud af seks finalister til årets Man Booker-pris. De seks finalister er ikke forfattere, der umiddelbart klinger bekendt i danske ører, da alle har en dansk udgivelse til gode.

Man Booker-prisen tildeles hvert år en forfatter, der skriver på engelsk, uanset nationalitet, og som udkommer i Storbritannien og Irland. Prisen anses for at være den førende engelsksprogede litterære fiktionspris.

Dette års finalister inkluderer fire kvinder og to mænd. Juryens formand Kwame Anthony Appiah kommenterede i en pressemeddelelse, at alle seks nominerede romaner er "opfindsomme stilistiske mirakler, hvor sproget er i centrum. Alligevel er de i alle andre henseender meget forskellige."

Man Bookers shortliste i 2018
Anna Burns (UK): 'Milkman' (Faber & Faber)
Esi Edugyan (Canada): 'Washington Black' (Serpent's Tail)
Daisy Johnson (UK): 'Everything Under' (Jonathan Cape)
Rachel Kushner (USA): 'The Mars Room' (Jonathan Cape)
Richard Powers (USA): 'The Overstory' (William Heinemann)
Robin Robertson (UK): 'The Long Take' (Picador)

"Man Booker-prisen fortsætter med at udvikle sig over tid, men fastholder princippet om at hylde den litterære kvalitet. Alle bøgerne på årets shortliste vil appellere til læsere både nu og i tiden, der kommer, "udtaler Luke Ellis, CEO for Man Group, der står bag prisen.

Shortlisten er udvalgt af en jury bestående af: filosoffen Kwame Anthony Appiah (formand), krimiforfatter Val McDermid, kulturkritiker Leo Robson, feministisk forfatter og debattør Jacqueline Rose og kunstner og illustrator Leanne Shapton.

Vinderen af prisen kan forvente større salgstal

Det er utvivlsomt vigtigt at vinde Man Booker-prisen, for ud over den økonomiske gevinst ved at modtage præmien på 50.000£, så kan vinderen også forventet et større boost i salget af sine bøger. Sidste års vinder 'Lincoln in the Bardo' af George Saunders er et bevis på netop dette: en uge efter prisuddelingen var salget af bogen steget med 1.227 %. Indtil videre har udgiveren Bloomsbury solgt 230.000 eksemplarer af bogen i alle formater, og 70 procent af salget kom efter prisoverrrækkelsen.

Vinderen bliver annonceret den 16. oktober. Alle seks finalister modtager 2.500£ hver. Vinderen får 50.000 £.

Foto af Esi Edugyan: Leopard forlag.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere