Flamingo: ”Kærlighedsromanen er den nye krimi”

Kærlighedsromanen findes ikke længere kun i kioskerne, men er nu med stor succes rykket ind på det digitale marked. Ifølge Gyldendals digitale salgschef Carsten Odgaard er kærlighedsromanen blevet mainstream.

Kærlighedsromaner vinder måske ikke de store litterære priser og fanger sjældent de store anmelderes opmærksomhed, men det betyder ikke, at de ikke har et stort salgspotentiale. Gyldendals nye imprint Flamingo har kun været i luften i tre måneder og kan nu slå fast, at der er et stort marked for kærlighedsromaner i Danmark.
”Hele 50 Shades of Grey-bølgen har virkelig slået et hul i væggen til den her type litteratur. Det er blevet mere legalt at læse den,” fortæller Carsten Odgaard, som er Gyldendals digitale salgschef. Han argumenterer for, at man kan sammenligne kærlighedsromanen med en anden genre, som Danmark virkelig har taget til sig.
 
Fra kiosk til mainstream
”Det var jo det samme, der skete med krimien – det er jo ikke særlig mange år siden, at det nærmest var lidt pinligt at læse krimier. Den mur er jo helt brudt ned nu, og det er lidt det samme, 50 Shades of Grey har gjort for kærlighedsromanen. Folk er blevet mere åbne omkring, at de gerne vil læse genren. Så man kan se, at der er sket noget siden 50 Shades of Grey. Kærlighedsromanen er blevet den nye krimi og er nu fuldstændig mainstream,” siger Carsten Odgaard.
Flamingos titler er indtil videre kun blevet udsendt digitalt, og Carsten Odgaard mener, at netop digitaliseringen har hjulpet kærlighedsromanen ind i en ny era.
”Den her type litteratur har for det meste kun eksisteret i kiosker, hvor den har været holdt lidt uden for bogmarkedet. Men med digitaliseringen bliver den flyttet ind på ens iPad på lige fod med andre genrer,” fortæller Carsten Odgaard.
 
En yngre målgruppe
Med Flamingo ville Gyldendal gerne ramme en anden målgruppe end de læsere, der normalt læser Gyldendals romaner, og ifølge Carsten Odgaard er det lykkedes. Ved hjælp af demografisk data fra Mofibo har forlaget kunnet danne sig et klarere billede af, hvem Flamingos læsere er.
”Gennemsnitslæseren til romaner er typisk kvinder i slutningen af fyrrerne eller ældre. Men med Flamingo-bøgerne kan vi se, at vi rammer en yngre målgruppe, hvor de kvindelige læsere er i tyverne, og det er nogle, som læser rigtig, rigtig meget. Vi har hele tiden gerne ville ramme den her målgruppe og har siddet med antagelser om, at det er en genre, der interesserer de yngre læsere. Nu kan vi med Mofibos data se, at vi udvider vores målgruppe, så det er jo virkelig interessant,” fortæller han.
 
Testede titler
Selvom han ikke vil ud med Flamingos salgstal, så fortæller Carsten Odgaard, at succesen er gået meget hurtigere end han havde forventet, især da det er helt ukendte forfattere, der står bag hovedparten af titlerne.
”Læserne kender ikke forfatterne, men vi signalerer en bestemt genre, og en bestemt type bog over for dem, som skal være incitamentet for at læse den. Og det kan vi se er lykkedes.”
Flamingo har også valgt hovedsageligt at udgive bøger, som allerede er blevet ”testet”.
”Flere af de titler, vi sender ud, har allerede et år eller to på bagen i udlandet, så vi kan for eksempel gå på Goodreads og se deres rating, og hvordan læserne har taget imod dem,” fortæller Carsten Odgaard. ”Den her type litteratur bliver jo ikke anmeldt i New York Times eller andre store medier. Det er bøger, som i høj grad bliver anmeldt af læserne, og det er det, der er interessant for os, fordi vi kommer i tættere kontakt med, hvem der rent faktisk læser dem.”

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere