Forlag med hænderne i vejret: Sådan gik salget på BogForum

BogMarkedet besøgte søndag eftermiddag, kunne fortælle om større salg end sidste år på bogmessen.

Søndag eftermiddag var BogMarkedet rundt hos flere store forlag for at høre, hvordan salget var gået på denne weekends BogForum. På Gyldendals 512 kvadratmeter store stand med to tilhørende scener fangede vi Gyldendals markedsdirektør, Mette Holbæk:
”Jeg synes, det er fuldstændigt forrygende. Vi startede klokken ti i formiddags med lyrikkerne, og så har der været fuld drøn på lige siden. Vi har også solgt for mere end sidste år. Jeg kan ikke sige, hvor meget endnu for det er ikke gjort op. Og så har vi haft de her superlange signeringskøer. Carsten Jensen sad halvanden time i går og en time i dag. Det har været superfedt, fordi vi har så stærkt et program i år,” siger hun søndag.
Flere gange under weekendens messe har områderne foran Gyldendals to Tranescener været fyldt til bristepunktet. Det skete både, da det var ambassadør Rufus Gifford, romanaktuelle Carsten Jensen, Erling Jepsen og Kim Leine der indtog scenerne. Gyldendals scenepersonale anvendte i år kliktællere og kan rapportere om over 300 besøgende foran scenerne ved flere lejligheder.

Mette Holbæk på Gyldendals stand.

People’s Press: Lørdag ved lukketid var salget fra sidste år overgået
Hos People’s Press trak blandt andre bogaktuelle Henrik Qvortrup mange tilskuere til standens scene. Her fangede BogMarkedet både Jakob Kvist og Jan Degner, som også kunne glæde sig over et salg, der langt overgik sidste års BogForum.
”Det er gået skidegodt. På to dage har vi solgt det samme, som vi solgte sidste år. Vi har også oplevet væsentlig større tilstrømning på vores stand. Der har været fuldt hus til langt det meste, vi har lavet. Så det har været en stor succes for os,” siger en tilfreds Jakob Kvist, kreativ direktør på People’s Press.
Han påpeger dog et punkt, hvor messens organisering har givet anledning til frustration.
”Vi har jo nogle forfattere, der er livstruede, og de bliver ført over på en hemmelig scene, som er en bankboks, hvor det tager ca. en halv time at komme ind. Det, synes jeg ikke, er en rimelig måde at behandle folk, der sætter deres liv på spil for at udgive bøger, på. Så det er jeg lidt utilfreds med, men det er ude af vores hænder,” siger Jakob Kvist med henvisning til eksempelvis Naser Khader og Lars Hedegaard.

Adm. direktør Jan Degner (tv), og kreativ direktør Jakob Kvist fra People's Press.

Flere gæster end nogensinde før hos L&R
På Lindhardt og Ringhofs stand træffer vi en tilfreds forlagsdirektør, Lars Boesgaard. Her er der lagt ekstra mange kræfter i salgsarbejdet i år, og det har sammen med et ligeledes stærkt sceneprogram givet pote.  
”Det er gået fantastisk flot. Vi har aldrig haft så mange gæster til vores scene. Der er jo fyldt hele tiden. Vi sælger også mere, end vi har gjort før. Så vi er glade,” siger Lars Boesgaard.
Fredagen startede med lidt lydproblemer på Lindhardt og Ringhofs scene, som dog kom under kontrol. Fra da af gik sceneoptrædenerne som smurt, og blandt andre Knausgård, Uffe Ellemann-Jensen og Jakob Sheikh lørdag trak fulde huse.

Forlagsdirektør Lars Boesgaard på Lindhardt og Ringhofs stand. 

Lene Juul: ”Det er klart, messen startede ekstra godt for os”
Politikens Forlag har i år fået en større stand, som gør, at der for de besøgende er plads til at gå og kigge på bøgerne, selv når der er store arrangementer på den tilhørende scene. Det har givet mere luft, hvilket forlagsdirektør Lene Juul glæder sig over.  
”Det har været en rigtig, rigtig god messe for os. Det er klart, at den starter ekstra godt for os i og med, at Morten Pape vandt debutantprisen ved åbningen. Men vi har også haft et større salg både fredag og lørdag end sidste år,” siger hun og anslår samtidig, at salget på de to første messedage ligger omkring 25 procent over de samme dage sidste år.
På Politikens Forlags stand var nogle af de mest velbesøgte arrangementer i løbet af messen med Puk Damsgård, Jesper Stein, Karen Thisted og Linse Kessler.  

Lene Juul, direktør på Politikens Forlag. 

Forlaget Turbine kan dette år også have god grund til tilfredshed med salget. Her fortæller PR og marketing-medarbejder Lars Hansen søndag eftermiddag, at man er blot 4.000 kroner fra at slå salgsrekorden på BogForum - en rekord, som han understreger, sikkert vil blive slået inden lukketid søndag aften.   


Lars Hansen fra Turbine på forlagets stand.

Se masser af billeder fra weekendens bogmesse her.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere