BØGERNES HØJSÆSON. HarperCollins Nordic

Bøgernes højtid stråler. I denne serie fortæller en lang række forlag om deres spændende efterårsudgivelser. Alice Krogh Scott, Country Manager Danmark, fortæller som den første.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Vores første danske forfatter, Lars Muhl, udkommer 22/10 med ‘Lyset i et menneskes hjerte’, og Karin Slaughter, som føler sig meget hjemme i Danmark, er aktuel med den psykologiske triller ‘Brudstykker’.  

HarperCollins Children’s Books største succes i nyere tid, nemlig børnebogsforfatteren David, kommer med sjove, komiske og herlige ‘Øv, Far og Gangster Farmor’ til drenge og piger fra 9-12 år eller oplæsning fra syv-års alderen. 

Desuden to kogebøger: En opfølger på bacon-bogen af Christopher Sjuve: ‘Æg - alt hvad du behøver at (h)vide’ og Jessica Frejs ‘Let at lave’, som er en genvej til lækker mad på bordet hver dag. 

‘Kodenavn Alice’ af Kate Quinn, en historisk roman, må vi heller ikke glemme.”

  

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”Lars Muhl er med ‘Lyset i et menneskes hjerte’ vores første danske forfatterudgivelse, og den forventer vi os naturligvis meget af.

Men især fordi Muhl i den grad appellerer til vores tidsånd. Der er store problemer overalt i verden – alvorlige klimakatastrofer, Trump på den ene side og Putin på den anden – hvordan skal vi løse dem?

Lars Muhl mener, at vi er nødt til at ændre vores tankemønstre, for han er overbevist om, at Einstein-citatet ”vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem,” er aktuelt nu som aldrig før.

Til børnene forventer vi meget af komiker, tv-vært og forfatter David Walliams med sine utroligt skønne og sjove historier, som skaber læselyst hos drenge og piger i indskolingen og mellemtrinnet. Walliams har solgt over 25 millioner af sine sjove børnebøger

Karin Slaughter har med sin seneste krimi, ‘Brudstykker’, igen vist sit værd. Til næste år kan vi glæde os til en ny om Will Trent og Sara Linton. Hollywood er i gang med at filmatisere ‘Brudstykker’ i samarbejde med manuskriptforfatter Charlotte Stoudt ('House of Cards' og 'Homeland') og den syvdobbelte Emmy Award-nominerede instruktør Lesli Linka Glatter ('Homeland' og 'Mad Men').

Daniel Silvas politiske spionthriller ‘Spionernes hus’ med Gabriel Allon venter vi os også meget af.  

Mellem jul og nytår kommer bogen om vores allesammen ikoniske tv-serie ‘Venner’ af Kelsey Miller. Serien har 25-årsjubilæum i 2019, og det fejres med alle anekdoterne, facts, og det, som man vil elsker at vide om de flestes yndlingsserie.” 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere