Fra bøgernes paradis

Redaktionschef Sune de Souza Schmidt-Madsen var til litterært topmøde i Seoul i Sydkorea i forbindelse med Korean Literature Showcase 2018. I dag bringer vi første del af hans rejseberetning, hvor vi blandt andet hører om bogmarked og læsekultur.

Det sidste halve år har Korea fyldt en del hjemme hos os.

Det begyndte med et selvmord. Den 18. december 2017 tog Jong-hyun, forsanger i K-popgruppen SHINee, sit eget liv. Han efterlod et selvmordsbrev, der begynder med ordene: ”Jeg er skadet indeni. Den depression, der langsomt har ædt mig op, har nu slugt mig fuldstændigt, og jeg har ikke været i stand til at overvinde den. Jeg hadede mig selv. Jeg forsøgte at holde fast i knuste minder og skreg til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen, men der kom intet svar.”

Brevet, der blev bragt til offentligheden af en anden K-popstjerne, Nine9 fra gruppen Dear Cloud, gik verden rundt. Hos os blev det samtaleemne, da min 12-årige datter læste det og efterfølgende skrev en dansk stil om berømmelse og dæmoner.

Jong-hyuns brev pegede på et fænomen, der allerede var detoneret big time på den internationale musikscene: en flodbølge af succes har sendt relativt ukendte Korea til tops på alle hitlister – senest vandt K-popgruppen BTS over den canadiske superstjerne Justin Bieber til Billboard Music Awards for andet år i træk med en verdensrekord, som ville gøre The Beatles misundelige: 300 millioner stemmer fra brugerne.

I Seoul, i Gangnam-kvarteret, hvor de kæmpemæssige pladeselskaber ligger, er der opstået en ”K-star Road” – lig med Hollywood Boulevard – og etableret museer tilegnet musikere, der knap nok er fyldt 25 endnu. Verden er ung og eksplosiv!

K-star Road i Gangnam-kvarteret i Seoul. Foto: iStock.

Alt dette har vakt verdens interesse for Korea. Min datter begyndte at lære sig selv koreansk med appen HiNative, og hun lavede præsentationer i skolen om krigen i Korea, spændingen mellem nord og syd, og Den kolde krigs sidste udpost. Omtrent samtidig gik Amerikas præsident live og meddelte, at hans … knap … er større end den nordkoreanske diktator, Kim Jong-Uns, og pludselig blev der talt om atomkrig.

For der er både et nord og et syd i Korea – et nord, der er så tilbagestående, at kun hovedstaden, hvor diktatorens palads findes, har strøm, mens resten af landet er mørkelagt, og et syd, der er ved at overhale Japan som Asiens mest dynamiske samfund.

Satellitfoto af Korea (med Japan til højre) om natten. Syd blinker som en diamant med Seoul som kronen øverst; nord henligger i totalt mørke, bortset fra en enkelt lille prik: hovedstaden Pyongyang, hvor diktatorens palads ligger. Foto: iStock.

Selvom Korea således har fyldt en del, må jeg indrømme, at det – litterært set – for mig stadig var lige så ukendt territorium som Nordkoreas mørke på kortet ovenover. Jeg tror, at mange danskere har det på samme måde – præcis ligesom vi selv, når vi er ude i den store verden, nogle gange oplever amerikanere, der tror, at Danmark er hovedstaden i Sverige.

Rejsen tager form

Det var sådan, jeg havde det, som en analfabet i forhold til den koreanske litteraturscene, da jeg i kraft af mit virke som redaktionschef for Lindhardt og Ringhof modtog en invitation fra det koreanske kulturministerium, der begyndte sådan her:

”Hello, greetings from Seoul! This is Hoohee Choi from the European Team at the Literature Translation Institute of Korea (LTI Korea). You are invited to our Korean Literature Showcase for overseas publishers.”

Jeg havde ingen anelse om, hvorvidt koreansk litteratur var litterært eller kommercielt, internationalt eller lokalt, traditionsbunden eller moderne. Men jeg sagde ja tak til invitationen – og spurgte, om jeg måtte tage min datter med, hvis jeg selv betalte hendes rejse. Det måtte jeg heldigvis gerne, og her begyndte vores eventyr, som lærte mig, at koreansk litteratur hverken er litterær eller kommerciel, international eller lokal, traditionel eller moderne – den er det hele på én gang, og den er dybt, dybt inspirerende.

Mit første egentlige møde med den koreanske bogbranche lå 14 dage før bogmessen, hvor jeg på det danske kulturministeriums opfordring viste en gruppe koreanske forlæggere rundt på Rungstedlund. Karen Blixen er efter min mening Danmarks største forfatter i det 20. århundrede, og derfor var det helt oplagt at vise de koreanske forlæggere rundt på museet. En af dem, Moon Sook (nederst til venstre), er i øvrigt Karen Blixens koreanske forlægger.

Rundvisning på Karen Blixen Museet med koreanske forlæggere fra Changbi Publishers, EunHaeng NaMu Publishing CO., Sahoipyongnon Publ. og Munhakdongne Publ. sammen med museumsdirektør Catherine Lefebvre og udvalgssekretær Søren Beltoft fra Statens Kunstfond. Foto: Lars Sidenius.

Forlæggerne ville gerne vide, hvilke koreanske forfattere jeg kendte – og det var dybt pinligt, for den eneste, jeg kunne komme i tanke om, var Han Kang, der i 2016 modtog den internationale Man Booker Prize for ‘Vegetaren’.

Det skulle der snart blive lavet om på! 14 dage senere spændte vi sikkerhedsbælterne og lettede med destination Seoul.

Seoul er en moderne storby, og for at komme dertil fra Danmark skal man rejse ca. 20 timer, inklusive mellemlandinger. Tidsforskellen er syv timer, så når klokken er 17 i Danmark, er det midnat i Seoul. Seoul har 10 millioner indbyggere (25 millioner inden for metroområdet, der dækker Seouls forstæder) og er verdens fjerderigeste by, efter Tokyo, Los Angeles og New York – og altså foran for eksempel London.

Seoul set fra oven. Foto: iStock.

Seoul ligger ved Han-floden, og de tidligste bebyggelser går tilbage til ca. 4.000 år f.v.t., 2.000 år før Gilgamesh-eposet, og 5.000 år før den første danske konge satte runer til en sten. Selve byen Seoul blev grundlagt 18 år f.v.t. af Baekje-dynastiet, et af de tre kongedømmer, der gennem mange hundrede år delte Korea imellem sig. Ved siden af vores hotel i Gangnam-distriktet lå et 1.000 år gammelt tempel. Gangnam-distriktet er ellers et moderne forretningskvarter, verdensberømt for K-pop-rapperen Psys ”Gangnam style”, der er en parodi på den eftertragtede livsstil i bydelen.

Vi blev indlogeret nær det imponerende Starfield COEX Mall, verdens største underjordiske shoppingcenter, hvor bogmessen blev afholdt, og hvor man blandt andet også finder det imponerende Byeolmadang Library – et kolossalt bibliotek, der, for en bognørd som mig, tæller som et af den moderne verdens syv vidundere. Biblioteket er vært for daglige forfattersamtaler, der foregår på ”torvet” midt i bibliotekets hjerte – en magasin-afdeling med over 600 titler i udlån, e-bogs- og lydbogsafdelinger og mere end 50.000 bøger udstillet i imponerende bogtårne, der ikke kan andet end at efterlade én åndeløs.

Byeolmadang Library i Starfield COEX Mall, under forfattertalk i forbindelse med bogmessen. Foto taget af Solmy Lee fra det koreanske kulturministerium. Foto: LTI Korea.

Litterært topmøde

Vi var inviteret som ”foreign literary dignitaries” til Korean Literary Showcase af LTI Korea, Literature Translation Institute of Korea – og ”vi” var forlæggere fra USA, England, Spanien, Frankrig, Polen, Japan, Taiwan og Danmark. Jeg var lidt bekymret, både over hvad de andre ville sige til, at jeg havde min datter med, og hvad min datter ville sige til 14 timer lange dagsprogrammer om litteratur på engelsk – men i begge tilfælde blev mine bekymringer gjort til skamme.

Den første forlægger, vi mødte i lobbyen, var Juliette Picquier fra Frankrig. Hun har overtaget sin fars forlag, Éditions Picquier, og da jeg spurgte hende, hvordan hun begyndte som forlægger, pegede hun på Mona og sagde: ”Som hende der. Jeg fulgte min far rundt på hans rejser.”

Fra venstre mod højre: Mona (min datter), Sun Young (vores tolk), mig, Ira Silverberg fra Simon & Schuster. Foto: LTI Korea.

Det var meningen, at der skulle have været repræsentanter for både Gyldendal og Lindhardt og Ringhof blandt forlæggerne, men Gyldendal måtte melde fra i sidste øjeblik, så arrangørerne spurgte, om jeg i hast kunne improvisere et oplæg om den danske bogbranche. Jeg sagde: ”Ja da”, selvom jeg var så jetlagged, at jeg ikke havde sovet i næsten to døgn. Og sådan åbnede Korean Literature Showcase for mig: Som paneldebat-deltager sammen med Ira Silverberg fra Simon & Schuster foran en fuld sal af tilhørere, der fulgte med i øresnegle, hvor sprogeksperter simultantolkede vores samtale – kanal 1 for japansk, kanal 2 for engelsk – det føltes som at være med i et litterært verdenstopmøde.

Paneldiskussion om bogmarkedet, fra venstre til højre: Ira Silverberg fra Simon & Schuster, mig, Kang Young-kyu fra Changbi Publishers, Park Hye-jin fra Minumsa Publishing Group, Kang Yun-jeong fra Munhakdongne Publishing og digteren Seo Hyo In, der også er redaktør hos Minumsa og fungerede som moderator under diskussionen. Foto: LTI Korea.

I paneldiskussionen fortalte jeg om, hvordan Lindhardt og Ringhof gennem de sidste fire år har haft succes med dansk skønlitteratur efter at have fordoblet antallet af medarbejdere og halveret antallet af titler ud fra overbevisningen om, at hvis vi har længere tid til den enkelte bog, bliver det endelige værk også bedre – mere gennemarbejdet og med større grad af omhu i udvælgelsen. Det, der umiddelbart kunne ligne en økonomisk selvmordsstrategi, viste sig at være en god forretning, hvor vi over fire år har firedoblet omsætningen og modtaget mange priser – både for vores krimier og for vores romaner.

Allerede det første halvår af 2018 kunne vi glæde os over Publikumsprisen ved Horsens krimimesse til Michael Katz Krefeld for ‘Pagten’, Kriminalakademiets debutantpris til Anne Mette Hancock for ‘Ligblomsten’, Årets litterære talent til Malthe Tellerup for ‘Markløs’ og DR Romanprisen til Maren Uthaug for ‘Hvor der er fugle’– som hun modtog, kun to dage før jeg satte mig i flyveren til Korea – og samtidig holdt Lindhardt og Ringhof både første- og andenpladsen på bestsellerlisten med Knud Romers ‘Kort over Paradis’ og Merete Pryds Helles laurbærvindende ‘Folkets skønhed’.

”Lomme-flyer” over dansk skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof produceret til rejsen – og til vores besøg i Norge ugen før. Seoul skyline i baggrunden. Foto: Sune de Souza Schmidt-Madsen.

I modsætning til mine kollegaer fra forlagsbranchen, som hovedsageligt var ”indkøbere”, kom jeg som ”sælger”. Mens Ira fra Simon & Schuster, som udgiver oversat litteratur i USA, scoutede efter den næste succes, så var jeg på udkig efter købere – altså koreanske (eller amerikanske!) forlag, der kunne være interesserede i at udgive vores danske skønlitterære forfattere i deres lande.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at blive dybt inspireret og nysgerrig på den nye litterære verden, der åbnede sig for os. Mit ringe kendskab til koreansk litteratur blev udvidet med rekordfart. Mødet var på mange måder overraskende. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men i Danmark hører vi sjældent om sydkoreansk litteratur – når medierne behandler Korea, er det som regel den gale diktator i Nordkorea, der er samtaleemnet, og derfor er det overraskende at finde den mest åbne, brusende og moderne litteratur kun 50 kilometer fra grænsen til verdens mest lukkede land.

Koreansk litteratur og bogmarked

At generalisere omkring den koreanske litteratur ville være halsløs gerning, for den rummer lige så mange facetter som andre landes litteratur – fra krimi til lyrik; fra historiske romaner til feministiske manifester. Lige nu dominerer særligt en generation af unge, stærke kvindelige forfattere markedet.

Korean Literature Now er navnet på et internationalt tidsskrift, hvis chefredaktør, Agnel Joseph, deltog i programmet. Litteraturmagasinet kan læses her: https://koreanliteraturenow.com. Foto: Sune de Souza Schmidt-Madsen.

Som dansker er det ingen nyhed, at andre lande er større end os, men vi er vant til, at de større landes befolkninger læser mindre pr. capita, end vi gør, og at vores bogmarked derfor er relativt ”stærkt” sammenlignet med de udenlandske markeder. Selvom der måske er 50 gange så mange amerikanerne, som der er danskere, så læser de ikke 50 gange så meget. Mange amerikanere åbner aldrig en bog, og den ”litterære offentlighed” er selvfølgelig større end den danske, men ikke lige så mange gange, som landet er større end Danmark.

Det samme gør sig ikke gældende i Korea: Landet har ca. 50 millioner indbyggere, knap ti gange så mange som Danmark, men oplagene på deres bogsalg er tilsvarende ti gange større. Jeg talte således med ”smalle” digtere, der solgte 5-10.000 eksemplarer af deres digtsamlinger – mod 500-1.000 i Danmark – og med kommercielle forfattere, der solgte imponerende 800.000-2.000.000 eksemplarer – sammenlignet med vores største bestsellere med 80-200.000 solgte eksemplarer.

Men dette var ikke den eneste forskel – markedet var også uhyre dynamisk. Således indledte en professor, der skulle tale om nyere tendenser i koreansk litteratur, med året 2015 og gennemgik derefter de mindre revolutioner, bogmarkedet havde oplevet i 2016, 2017 og nu i 2018. Hvor vi taler om tiår – 80’erne, 90’erne, 00’erne og så videre – så er det nærmest, som om koreanerne tæller deres timer med ti gange ratio, så der inden for et enkelt bogår sker en udvikling, der svarer til et årti på vores længdegrader.

 

Sune de Souza Schmidt-Madsens beretning fortsætter i morgen.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere