Fra bøgernes paradis, anden del

Redaktionschef Sune de Souza Schmidt-Madsen fortæller om sin rejse til Sydkorea. Denne anden del af rejseberetningen tager os med til store boghandlere og fortæller om de mentalitetsmæssige mødepunkter, der kunne forbinde nordeuropæiske og koreanske læsere såvel som forfattere. På trods af alle forskelle.

Bogmessen bød på et væld af møder med forskellige forlag og forfattere i løbet af dagene, og om aftenerne var vi inviteret til forskellige forfatteroplæsninger som her i Agreable Bookclub, hvor fire toneangivende digtere læste højt. Digtene blev vist på storskærm på koreansk og engelsk, og når digteren havde læst færdig, trådte oversætteren til og læste samme digt på engelsk, så man både fik lyden på originalsproget og forståelsen på et modtagersprog, man beherskede.

Digtoplæsning i Agreable Bookclub med digterne Moon Taejun, Lee Byungryul, Ra Heeduk og Kim Ki-teak. Foto: LTI Korea.

Digtet ‘Where Did My Shadow Go?’’ af Ra Heeduk, synoptisk fremstillet med koreansk original til venstre og engelsk oversættelse til højre. Foto: Sune de Souza Schmidt-Madsen.

Sydkoreanske boghandlere

På trods af det tætte program var der også tid til, at vi kunne se os lidt omkring i Seoul og blandt andet opleve deres fantastiske boghandlere. Herhjemme er det en tilbagevendende diskussion, hvordan vi skal få kunderne ind i boghandlerne – skal man lave bogcaféer, hvor man kan få kaffe og croissanter, skal arrangementer med forfattere trække kunderne ind, eller er det vejen frem at få folk til at komme ind i butikken efter andre varer – papirvarer og skoletasker for eksempel – for samtidig at købe et par bøger med?

Boghandlerne i Seoul lader ikke til at have den slags bekymringer. Folk kommer simpelthen i boghandlerne for at købe bøger – rigtige bøger, af papir – og for at læse dem. Boghandlerne var vibrerende, summende markedspladser, hvor der var folk overalt i færd med at læse, stå i kø for at købe eller diskutere litteratur med hinanden.

Læsere i boghandel i Seoul. Foto: Sune de Souza Schmidt-Madsen.

Lyder det for godt til at være sandt? Sandt er det i hvert fald, at jeg mere end en gang måtte knibe mig i armen for at sikre mig, at jeg ikke drømte. Det indtryk, den koreanske bogbranche efterlod, var dybt imponerende – professionelt, kunstnerisk højt niveau, forretningsmæssig tæft, smukke omslag, internationalt udsyn, stærke lokale traditioner. Måske var jeg bare påvirket, som jeg altid bliver det, når jeg er på bogmesser – jeg bliver høj af stemningen – men jeg følte virkelig, jeg var kommet i bogparadis. Tænk, hvis en af vores danske forfattere slog igennem på det her marked!

Historiens traume

Det lykkedes også at finde tid til at køre de lidt over 50 kilometer fra Seoul til den nordkoreanske grænse. Herfra kan man fra observationstårne se i en kikkert ind til det lukkede Nordkorea. De to lande er adskilt af en demilitariseret zone – en slags ingenmandsland, som man skal vise pas for at blive lukket ind i, og hvor der står soldater og vagtposter overalt. Ganske få mennesker bor i den demilitariserede zone, som ellers bliver brugt som frugtbart land for nogle af Koreas største landbrugsvarer, ris og ginseng.

Udsigt til Nordkorea fra kontrolpost i den demilitariserede zone. Foto: Sune de Souza Schmidt-Madsen.

Ved en af posterne i den demilitariserede zone kan man bevæge sig ned i en infiltratortunnel – en klam, kantet og sveddryppende klippehule, sprængt ud med dynamit af nordkoreanske soldater i forsøget på at smugle spioner og agenter ind i Sydkorea ad denne vej. Tunnellerne blev opdaget, fordi en nordkoreansk afhopper, en ingeniør, afslørede deres eksistens.

Tunnellerne mellem Nord- og Sydkorea er sprængt ud i klippen med dynamit, 73 meter under jorden. Dernede er luftfugtigheden høj, og kondensen drypper fra væggene. Man skal ikke have klaustrofobi, hvis man bevæger sig ned i de kilometerlange gange. Foto: Wikipedia Commons.

Konflikten mellem Nord- og Sydkorea ligger dybt i den koreanske folkesjæl og kan sammenlignes med den måde, vi herhjemme har det med Anden Verdenskrig. Den krig er på mange grundfortællingen om, hvordan det moderne Europa blev til, formet af voldsomme kampe, modstandsbevægelsen, helte og skurke. Hvem var på den ene side, og hvem var på den anden? Splittede familier, flygtninge. Og alt fandt sted langt tilbage i tiden, historierne som vores bedsteforældre fortalte os, mens vores forældre voksede op i efterkrigstiden, og vi, der er børn af efterkrigstidsbørnene, kender kun krigen som en skygge.

På den ene side vedbliver Anden Verdenskrig med at være det traume, der stadig refereres til politisk og kulturelt, på den anden side har vi kun begivenhederne på tredje hånd. På samme måde oplever man det i Korea – for de unge er krigen noget meget fjernt. De føler at landets deling er en levende anakronisme, hvor en sidste rest af Den kolde krig er overlevet, og længes mod en genforening, ligesom den tyske i 1989, hvor Øst og Vest blev ét igen.

De drømmer om, at de undertrykte og forarmede nordkoreanere kan blive frie og opleve den samme velstand og fremgang, som sydkoreanerne har gjort det – men både drømmen og den meget konkrete trussel er diffuse og langt væk fra K-star Road i Gangnam eller Korean Literature Showcase i COEX Starfield Library.

Først når man spørger ind til det, som jeg gjorde i samtale med Kim Kyung-uk, forfatter til blandt andet den historiske roman ‘Kingdom of a Thousand Years’, kan man mærke, hvor følsomt emnet er. Kim Kyung-uks stemme gik en oktav ned, hans øjne blev alvorlige, og vi diskuterede muligheden af at bruge litteraturen til at skrive en science fiction-historie, hvor genforeningen fandt sted, og undersøge alle aspekter af problemstillingen i et fiktivt univers, som George Orwell gjorde det i ‘1984’ eller Arthur C. Clarke i ‘Rumrejsen år 2001’.

På et tidspunkt, hvor man forsøgte at bløde forholdet mellem syd og nord op, blev der etableret en togforbindelse mellem de to lande. Men den var kun kortvarigt i drift. Nu fungerer stationen på den sydkoreanske side som et mindesmærke og museum – mens køreplanen venter på at blive skiftet. Jeg tog dette billede på den tomme perron, fordi jeg syntes, at den forvitrede køreplan på den tomme station vidnede om tragedien, bedre end ord kan udtrykke det.

De nordkoreanske soldater har en gennemsnitshøjde på 1,55, og de sydkoreanske på 1,70. Så stor en forskel gør ernæring for kroppens udvikling. De ældre koreanere, jeg talte med, havde ikke meget tiltro til Nordkoreas politiske ledere. De har set forskellige hjælpeprogrammer blive rullet ud i tidligere tider, for eksempel Solskins-programmet i slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne, men som én fortalte mig: Man mistænker, at en stor del af støttekronerne, der skulle være gået til det nordkoreanske folk, i virkeligheden gik direkte til finansieringen af det korrupte styres atomvåbenprogram.

Alligevel delte alle de koreanere, jeg talte med, en stærk, følelsesladet drøm om et frit Nordkorea. Familier, der blev splittet under krigen, mødes stadig en gang om året og mindes, og koreanerne har stærke traditioner for familie og forfædre. Denne stærke følelse for traditioner og kulturarv skulle vi snart lære at kende, idet det koreanske kulturministerium efter bogmessen inviterede på et weekendlangt roadtrip med introduktion til landets historie og kulturelle seværdigheder.  

Foreign Literary Dignitaries exploring the UNESCO World Heritage in Korea. Jeg blev enig med Ira fra Simon & Schuster om, at vi måtte have nye visitkort, når vi kom hjem – ”foreign literary dignitary” lød sgu ret fedt. Foto: LTI Korea.

En rig kultur

Efter en intens uge sluttede bogprogrammet fredag aften, og lørdag morgen holdt en bus klar. Vores værter fra LTI var blevet udskiftet med nye værter fra kulturministeriet – nu skulle vi lære Koreas kulturhistorie at kende. Sydkorea har 47 UNESCO-sites, altså steder, der er fredet som en del af verdenskulturarven. Der har levet mennesker her længere end de fleste andre steder på kloden, og deres bidrag til kulturhistorien er imponerende.

Vores rejse ind i Koreas kulturelle historie bestod ikke kun i at besøge museer og gamle templer, vi blev også inviteret til – og oplært i – at danse rituel trommedans. Det var et usædvanligt og temmelig komisk syn at se otte internationale forlæggere hoppe og danse det bedste, de havde lært, i traditionelle dragter og med en tromme om maven. Foto: LTI Korea.

Foto: LTI Korea.

Det vil være umuligt her at sammenfatte bare halvdelen af, hvad vi lærte. Om taoisme, buddhisme og konfucianisme, om de tre kongeriger og tusindårsriget, der fulgte. Om Joseon-dynastiet, de første og sidste koreanske monarker, om den japanske besættelse, og delingen i nord og syd efter Japans fald under Anden Verdenskrig. Om borgerkrigen og koldkrigen og om den lange rejse, Sydkorea har taget på de 70 år, siden Koreakrigen efterlod landet i ruiner, en begivenhed som mange danskere måske kun kender fra Kim Larsen-sangen ‘Jutlandia’.

Det moderne Korea er ungt, dynamisk, modigt, ambitiøst og internationalt. Og de har fart på! Inden vi får set os om, er det ikke mod vest, men mod øst, vores unge mennesker orienterer sig i forhold til musik, film og bøger.

Mentale krydspunkter

Vores guide på den sidste tur hed Heesun. Hun var 27 år, BA i arabisk og havde levet to år i Oman som tolk, men hun følte ikke, at de store forretningsmænd respekterede tolkefaget, så desillusioneret var hun vendt tilbage til Seoul. Hendes far var 70 år, lige så gammel som det moderne Korea: født i ruinerne efter krigen og havde oplevet landets udvikling henimod et af de mest dynamiske og rige lande i verden og vel og mærke ikke et land domineret af en lille rig elite, men et land, hvor man har følelsen af, at alle er med – et demokrati, som vi kender det.

Nu havde Heesuns far fået hukommelsestab, han kunne ikke længere huske hendes ansigtstræk, og det fik mig til at tænke på den bog af Knud Romer, vi lige havde udgivet, ‘Kort over Paradis’, hvor Knuds far glemmer sin søns navn – og der, i bussen mellem de forskellige UNESCO-sites, hvor Heesun fortalte mig sin familiehistorie, følte jeg, at vores problemstillinger var de samme.

Da jeg diskuterede Anden Verdenskrig i Polen med forlæggeren Marzena Stefanska, hvis mormor havde siddet i KZ-lejr, sagde Heesun: ”Det er sjovt, for mig har Anden Verdenskrig i Europa altid været noget meget fjernt og uvirkeligt – nu kan jeg se, at det virkelig er et følsomt emne for jer.” Jeg havde tænkt det præcis samme, da jeg talte med forfatteren Kim Kyung-uk.

Paneldebat 2 – fra venstre til højre: mig, Valeria Ciompi fra det spanske forlag Alianza Editorial, Marzena Stefanska fra det polske forlag Kwiatu Orientu, Anne Meadows fra det engelske forlag Granta Books og Christine Chung, der simultantolkede vores samtale. Foto: LTI Korea.

Netop fordi Sydkorea ligner os så meget – deres problemstillinger er så lig vores – kunne man gøre sig forhåbninger om, at dansk litteratur kunne finde læsere i Korea – og vice versa.

I flyveren på vej hjem sad jeg ved siden af en koreansk forretningsmand – og hvad læste han mon? Stieg Larssons ‘Luftkastellet der blev sprængt’. Jeg havde ingen koreansk bog, jeg kunne læse i, så jeg tændte for det lille fjernsyn i sædet foran mig og så det humoristiske og rørende sydkoreanske drama ‘Keys to the Heart’. Det kan anbefales!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere