Fra jurist til succesfuld forfatter

John Grisham er en af verdens bedst sælgende forfattere. Han har skrevet adskillige succesfulde spændingsromaner, der ofte har et juridisk plot.

John Grisham har en baggrund inden for jura, og det kan også ses i hans historier, siden flere af dem har et juridisk plot og har en advokat som hovedkarakter.

Hans bøger er blevet oversat til 42 sprog verden over, og han er én ud af tre forfattere, der har solgt over to millioner eksemplarer ved en bogs første oplag – de to andre forfattere er Tom Clancy og J. K. Rowling.

 

En karriere som forfatter

Før John Grisham blev forfatter, arbejdede han inden for jura. Det var en retssag fra virkeligheden, som inspirerede ham til at skrive sin første roman ‘A Time to Kill’.

Men det var svært for ham at finde nogen, der ville udgive romanen. Han blev afvist af 28 forlag, før forlaget Wynwood Press gik med til at trykke et oplag på 5.000 eksemplarer. Bogen blev udgivet i 1989.

Grishams anden roman ‘The Firm’ – som på dansk har titlen ‘Firmaets mand’ – var et kæmpe hit, og i 1993, efter der var blevet solgt 1,5 millioner eksemplarer af spændingsromanen, blev den filmatiseret.

Efter den succesfulde udgivelse valgte Grisham at blive forfatter på fuldtid, og siden har han skrevet adskillige andre bøger. Udover spændingsromaner har han også skrevet dramaer, komedier og sportsfiktion.

 

John Grisham i dag

John Grisham ligger på fjerdepladsen på Forbes’ liste over forfattere, der på verdensplan har tjent mest i 2018. I løbet af året har han tjent 21 millioner dollars.

Hans seneste roman, som har titlen ‘The Reckoning’, foregår i Mississippi i 1946 og handler om Pete Banning, der er vendt hjem fra Anden Verdenskrig som en krigshelt.

En dag tager Banning ind til byens kirke og skyder pastoren med koldt blod. Efterfølgende spørger politiet, Bannings advokater og dommeren ind til motivet, men til deres store forvirring har Banning ikke noget at sige.

Romanen blev udgivet på engelsk den 23. oktober i år, men kan endnu ikke fås på dansk.

 

Filmatiseringer af Grishams romaner

Fredag den 14. december udkom en ny dokumentarserie på Netflix, ‘Uskyldig dømt’, som er baseret på John Grishams eneste faglitteraturbog. Det er historien om Ron Williamson, som sad på dødsgangen i Oklahoma i 11 år for en forbrydelse, han ikke havde begået. John Grisham er også selv medvirkende i dokumentaren.

På Netflix ligger der i øjeblikket også filmatiseringerne af Grishams romaner, ‘Firmaets mand’ og ‘Klienten’.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere