Frygten for læserne

Skal god litteratur pinedød være politisk korrekt? Og hvad er prisen?

I sidste uge skrev Jyllands-Posten, at flere danske forlag frygter, at fænomenet sensitivity readers, en slags krænkelseskonsulenter, nu er på vej til Danmark.

Debatten om sensitivity readers har raset i USA i flere år. Trenden med, at et forlag lader konsulenter granske bøger for indhold, der kan virke stødende i forhold til race, køn, seksuel orientering og andet, har specielt vundet indpas i bøger til børn og unge.

Det skyldes, at forfatterne i høj grad bliver overvåget på de sociale medier for deres portrætter af marginaliserede grupper, især hvis forfatteren ikke selv tilhører gruppen.

Fortalerne, herunder flere amerikanske forfattere, mener, at sensitivity readers er med til at gøre bøgerne mere autentiske, mens kritikerne ser en hårfin grænse mellem det at finkæmme manuskripter for mulige krænkelser og at censurere.

 

Heksejagt på Twitter

Udviklingen er både tankevækkende og foruroligende.

På den ene side er det forståeligt, at forfattere og forlag ønsker ekstra faktatjek, så deres bøger bliver så troværdige som muligt.

På den anden side kan trenden med krænkelseskonsulenter føre til selvcensur. Det fremgår blandt andet af Jyllands-Postens artikel, der beskriver, hvordan amerikanske ungdomsforfattere udsættes for heksejagt på Twitter, hvorefter flere har trukket deres bøger tilbage allerede før udgivelsen.

 

Empati og research

 Vender vi blikket hjemad, kan man spørge, om op til flere danske skønlitterære klassikere ville have overlevet en krænkelseskonsulents kritiske øjne?

Ville vi for eksempel have fået Henrik Pontoppidans mesterværk ‘Lykke-Per’ med portrætterne af Jakobe og hendes jødiske familie?

Havde J. P. Jacobsens banebrydende roman ‘Fru Marie Grubbe’ og Johannes V. Jensens dystre portræt af den danske folkesjæl i ‘Kongens fald’ mon fundet nåde for en nutidig krænkelseskonsulents vagtsomme blik?

Ikke så få populære værker herhjemme er skrevet af forfattere med en anden etnicitet, et andet køn eller en anden profession end deres fiktive personers – måske endda med alle tre ting på en gang som Peter Høegs ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’.

Bøger som disse bekræfter, at karakterers troværdighed til syvende og sidst står og falder med forfatterens empatiske evner og research. Hvis forfatteren kan leve sig ind i andre menneskers tanke- og følelsesliv og har lavet grundig research, hvorfor så bruge krænkelseskonsulenter?

Tankepoliti

Og hvem skal sætte grænsen? Det, der kan virke stødende for en læser i en gruppe, vil ikke nødvendigvis krænke en anden læser tilhørende samme gruppe.

Man kan også indvende, at er man utilfreds med skildringen af race, køn eller seksuelle minoriteter i en bog, er det alt andet lige et stærkere modtræk at skrive en tekst, der kan danne modvægt til stereotyperne og klichéerne frem for at kræve bogen, man ikke bryder sig om, fjernet fra hylderne.

Sidst, men ikke mindst, kan man spørge, om vi med krænkelseskonsulenter risikerer en form for omvendt diskrimination, hvor forfattere ikke mere tør lade nogen i en minoritetsgruppe fremstå som andet end glansbilleder? 

Der er ingen tvivl om, at hvis sensitivity readers vinder frem på det danske bogmarked, vil det også føre til heftige diskussioner herhjemme.

For selv om et ekstra sæt øjne kan være med til at gøre en bog mere nuanceret, skal forfattere og forlag passe på, at sociale medier og tidens krænkelseskultur ikke bliver et tankepoliti, der gør litteraturen tam og tandløs.

 

Elisabeth Houe Hansen er PR- & Pressekonsulent i bookmedia og driver bloggen Kig ind i bogens verden.

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere