Fyringer på Carlsen og Alinea

Syv medarbejdere blev i sidste uge opsagt fra Alinea og Carlsen. 

Tre redaktører fra Carlsen og fire medarbejdere fra Alinea blev opsagt i sidste uge. Det bekræfter forlagscheferne Ole Sønnichsen fra Carlsen og Cliff Hansen fra Alinea.
På børne- og ungdomsforlaget Carlsen begyndte Ole Sønnichsen som ny forlagschef i oktober 2015. Han fortæller, at afskedigelserne af de tre redaktører er en naturlig tilpasning, efter han er blevet ny forlagschef.   
”Som ny chef har jeg et ønske om at være med til at sætte mit eget hold. Nu har jeg skåret holdet til, som jeg gerne vil have det, men det betyder ikke, at der ikke kan komme nye til. Så det kan sagtens tænke sig, at vi ansætter en ny redaktør i løbet af 2016,” siger Ole Sønnichsen, forlagschef på Carlsen.
Han understreger samtidig, at fyringerne ikke har at gøre med besparelser.
”Børnebogsmarkedet er jo et marked i vækst, men det er også et marked i forandring. Så det er også et spørgsmål om at kigge forandringerne i øjnene. Nogle af forandringerne er konkurrencemæssige, og så er der biblioteksmarkedet og salget til dette, som også er i forandring. Det er alt sammen ting, som er med i overvejelserne i forhold til at sætte det rigtige hold,” siger han.
Ole Sønnichsen kan ikke oplyse, hvornår de opsagte redaktører fratræder, men bekræfter, at der ikke er planer om yderligere afskedigelser.

Alinea: En skærpelse af organisationen
På Alinea blev fire medarbejdere opsagt ligeledes i sidste uge. Her er årsagen ”en mindre organisationsændring,” fortæller forlagsdirektør Cliff Hansen.
”Vi har lavet nogle omstruktureringer i sidste uge for at gøre organisationen lidt skarpere og for at kigge på, hvordan de forskellige kompetencer på forlaget passer sammen. Derfor har vi afskediget fire medarbejdere,” siger han.
Cliff Hansen kan ikke oplyse, hvilke funktioner de afskedigede medarbejdere havde af personalehensyn men siger:  
”Det er ikke udtryk for, at organisationen bliver mindre. Tværtimod ansætter vi en lind strøm – især i vores digitale afdeling, hvor vi bygger godt op. Så det er ikke besparelser, der er udgangspunktet. Det er derimod at skærpe kompetencerne og organisationen,” siger han og fortsætter:
”Forlagsbranchen er en branche i forandring. Der er løbende forandringer i organisationer, personale osv. Det kan man se både hos os og hos vore konkurrenter. Det er en del af vores virkelighed, og det agerer vi ud fra,” siger Cliff Hansen og understreger, at der heller ikke her er flere fyringer på vej.
Alinea og Carlsen er begge en del af forlagshuset Lindhardt og Ringhof. Carlsen beskæftiger 11 medarbejdere, mens undervisningsforlaget Alinea har ca. 100 ansatte. 

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere