Giver priser andet end æren?

Det er tid for mange store og mindre priser til forfattere Hvad betyder det for bogen, forfatteren, forlaget og publikum?Af Nils BjervigStore priser er blevet uddelt her i begyndelsen af 2001: Nordisk Råds Litteraturpris til Jan Kjærstad for Opdageren, tredje del af trilogien om Jonas Wergeland, De Gyldne Laurbær til Anne Marie Løn for Kærlighedens rum, Brandes...

Det er tid for mange store og mindre priser til forfattere Hvad betyder det for bogen, forfatteren, forlaget og publikum?

Af Nils Bjervig

Store priser er blevet uddelt her i begyndelsen af 2001: Nordisk Råds Litteraturpris til Jan Kjærstad for Opdageren, tredje del af trilogien om Jonas Wergeland, De Gyldne Laurbær til Anne Marie Løn for Kærlighedens rum, Brandes Prisen og Weekendavisens Litteraturpris begge til Joakim Garff for SAK, og Kritikerprisen til Henning Mortensen for Raketter, 10. og sidste bind i serien om Ib Nielsen.

Æren
Der er ingen tvivl om, at æren og anerkendelsen betyder meget. Først og fremmest naturligvis for forfatteren, dernæst for forlaget. Det giver opmuntring og påskønnelse, som kan være guld værd for et forfatterskab. For forlaget er det væsentligt at kunne markere sig med dette kvalitetsstempel, dels over for offentligheden, dels over for forfattere; her kunne effekten jo være, at en forfatter kunne overveje at udkomme på et forlag, der kan hjælpe sin forfatter til.

Pengene
Priserne kaster i første omgang penge af sig. Nogle gange mange penge, men oftest mere symbolske beløb i forhold til den præsterede arbejdsindsats. Øverst står naturligvis Nobelprisen, dernæst Nordisk Råds Litteraturpris på 350.000 kr., Det Danske Akademis Store Pris på 300.000 kr. Derefter kommer bl.a. Søren Gyldendal Prisen, Bogklubben 12 Bøgers Litteraturpris, LO’s Kulturpris, Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat og Gads Fonds Ærespris, der alle er på 100.000 kr. Derefter er priserne på ned til et par tusinde kroner.

Reklamen
Der følger ofte pressedækning med, fra de små notitser på kultursiderne i aviserne og omtale her i Bogmarkedet til store interview. Det følges op med reklamemateriale fra forlaget – plakater, annoncer osv. Det kan komme til at koste en ganske pæn sum. Det er der ingen, der klager over, for håbet er naturligvis, at alt kommer tilbage med renter og renters rente i form af pr-værdi … og måske også i form af et markant mersalg, der vil gavne både forfatter og forlag – og boghandlere, ikke at forglemme!

Salg
Men giver en pris så et mersalg? Her er der langt fra noget entydigt svar. Som man kunne vente, afhænger det meget af, hvilken pris der er tale om, og også hvilken forfatter, der får prisen. De største priser giver mest salg. Det samme gør de mest kendte forfattere.

Nordisk Råds Pris
»Salget eksploderer. Mange boghandlere måtte melde udsolgt af Kjærstad inden for den første uge efter tildelingen af Nordisk Råds pris!« Sådan lød overskriften på Dagbladet.no i Norge 9. februar, og avisens hjemmeside kunne også meddele, at trilogien nu skal laves til tv-serie, samt at bøgerne er solgt til udgivelse i England. Ren succes.
Er det samme tilfældet her i Danmark? spurgte vi forlagschef Torben Madsen, Samleren.
»Ja, det kan man vist roligt sige. Vi har mindst fordoblet salget efter offentliggørelsen af prisen,« lyder det med slet skjult begejstring fra Torben Madsen. »I løbet af den første uge solgte vi over 2.500 af hele trilogien. Alt hvad vi havde af paperback og hardback af de to første bind røg på den første weekend. Nu har vi trykt op igen og har alt på lager. Der er gået flest af første bind Forføreren; læserne har villet begynde forfra på trilogien. Det vidner jo om et ægte mersalg.«
Hvor meget har I trykt?
»I alt i denne sidste omgang 12.000. Og Opdageren ligger nu i 3. oplag. Men det slutter slet ikke her. Samlet kommer vi op på et godt stykke over 100.000 solgte eksemplarer. Desuden kommer Opdageren som Månedens bog i Samlerens Bogklub, hvor de to første bind også er kommet; men derudover kommer Opdageren kort tid derefter også i Gyldendals Bogklub, også som Månedens bog; de vil også tage de to første bind i trilogien på programmet. Det er, så vidt jeg ved, første gang, at en bog er Månedens bog i begge disse to bogklubber,« slutter en nærmest overstadig Torben Madsen.

De Gyldne Laurbær
Denne prestigefyldte pris, boghandlernes egen pris, er for første gang tildelt en bog fra Gads Forlag. Og forlaget fik samtidig to andre meget ærefulde priser, Weekendavisens Litteraturpris og Brandes Prisen, begge til den succesombruste biografi om Søren Kierkegaard af Joakim Garff SAK.
»Vi er naturligvis både stolte og glade, mest på vores forfatteres vegne,« siger Maj-Britt Brænder, salgs- og marketingchef på Gads Forlag. »At få disse priser betyder meget. Det viser også, at forlaget kan agere på lige fod med de andre forlag, også på det skønlitterære område, som jo ikke er vores speciale.«
Har I kunnet mærke disse priser på salget af bøgerne?
»Det er svært at sige. Garffs biografi har jo solgt helt fantastisk, og salget fortsætter stadig, og det kan man nok delvist takke priserne for,« siger hun. »Det samme gælder for Anne Marie Løns Kærlighedens rum. Salget er fortsat i jævn takt. Det normale ville jo nok være, at salget ville dale, især her efter juletid, men det har ikke været tilfældet.«
Hvad gør I for at følge op på den publicity, der har været omkring disse priser?
»Vi har lavet plakater, annoncer og meget andet materiale. Og vi giver boghandlerne lidt bedre og flere salgsmaterialer; boghandlerne får også lidt bedre muligheder for sortering, lidt bedre procenter. De Gyldne Laurbær er deres pris, det vil vi gerne honorere. Vi glæder os også meget til at stå for Laureatfesten på Nimb for Anne Marie Løn den 10. marts.«
Maj-Britt Brænder er ikke i tvivl om, at priser af denne art er noget, forlaget og deres forfattere vil få stor glæde af på mange måder. Også på Gads hjemmeside markerer det sig flot med temasider om hhv. Løn og Garff. Denne alsidighed er med til at hjælpe forlaget med profilering over for såvel boghandlere og læsere. »Men det er også et flot visitkort over for forfatterne,« siger hun.
»Kort sagt: Priserne har givet os et boost til at fortsætte vores linje, både redaktionelt og markedsføringsmæssigt,« slutter Maj-Britt Brænder.

Normalt giver det ikke ret meget
»Vi har ikke kunnet mærke noget som helst salgsmæssigt, efter tildelingen af Kritikerprisen til Henning Mortensen,« siger litterær direktør Johannes Riis, Gyldendal. »Priser er normalt til stor glæde for forfatterne og forlagene, men nogen indflydelse på salgstallene har de ikke. Det er kun, når det drejer sig om de helt store priser og De Gyldne Laurbær. Vi solgte meget af Günter Grass, da han fik Nobelprisen, og da Dorrit Willumsen, Pia Tafdrup og Henrik Nordbrandt fik Nordisk Råds pris afspejlede det sig stærkt i salget. Men priser som Aarestrup Medaljen, Holberg Medaljen, Søren Gyldendal Prisen mener jeg ikke har nogen kommerciel indflydelse. Men det forringer da ikke værdien og betydningen af prisen,« slutter Johannes Riis.
8/9 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere