Gode råd til forlag i 2019

Måske er forandringer hverken nødvendige eller nyttige. Her er en række bud på, hvad forlag skal lade være med at gøre i 2019.

Branchemagasinet Publishing Perspectives bragte for et par dage siden et miniessay skrevet af Richard Charlin, et stort navn i den britiske forlagsverden.

Richard Charlin har gennem sin karriere har haft ledende stillinger hos flere store forlag, blandt andre Bloomsbury Publishing, Macmillan, Oxford University Press og Reed Elsevier.

Her er hans råd til, hvad man ikke skal gøre, hvis forretningen skal trives:

 

"Lad være med at udgive en ny bog blot for at udfylde et hul i omsætningsplanen.

Uafbrudt opfyldning af huller skaber faste omkostninger, lever ikke op til forventningerne, og tilfører hverken profit, penge eller forretningsværdi.

Lad være med at overkomplicere forretningen. Den er kompliceret nok i forvejen. Jeg kan ikke forestille mig, at andre brancher indeholder så meget kompleksitet for en så relativt lille omsætning.

Denne kompleksitet påvirker alle aspekter af virksomheden. Hvor mange mennesker skal der bruges til at tage en beslutning om drift? Hvor mange til at fastlægge priser? Hvor mange til at bestemme antal eksemplarer, der skal trykkes? Hvor mange til at kontrollere korrektur og omslag? Hvor mange sælgere har vi i virkeligheden brug for? Hvor mange lag af ledelse?

Lad være med at holde strategimøder dette år.

Strategier skal være langsigtede og bør normalt ikke ændres hvert år, og taktiske træk kan håndtere ikke-strategiske problemer. Årlige strategimøder retfærdiggør sig selv som katalysatorer for forandring, hvilket måske hverken er nødvendigt eller nyttigt.

At undlade at have dage med strategimøder vil også spare penge. Denne besparelse kan bruges til at forbedre bundlinjen, betale personalet bedre, forbedre bonusser eller kan måske gøre mere for branchen end et strategimøde.

For eksempel kan man donere besparelsen til et godgørende projekt, hvilket kan øge fornøjelsen ved at læse, hvor det virkelig kan gøre en forskel: i skoler og i fængsler.

Lad være med at omstrukturere virksomheden i et år (mindst).

“Omstrukturering” er et andet ord for at fyre folk. Det kan være fristende at forbedre fortjenesten ved at fyre folk, men fyringer i sig selv koster meget både i penge, omdømme og medmenneskelighed.

Jeg er lige så skyldig som enhver anden (måske endda mere skyldig). Nogle gange har det været nødvendigt – og kunne i særdeleshed føles nødvendigt – men jeg er sikker på, at nettoværdien oftere har været negativ fremfor positiv.

Det er meget bedre ikke at ansætte folk i første omgang og i stedet flytte folk rundt i organisationen, når der er behov for forandring.

Jeg anslog engang, at omkostningerne ved at fyre folk omtrent var det samme som industriens samlede fortjeneste. Ved ikke at gøre det, kunne man fordoble bundlinjen – i hvert fald i teorien.

Lad være med at trykke så mange eksemplarer, som du tror, du kan sælge. Tryk så mange som du ved, at du vil sælge, og lad være med at tage for lidt for dine bøger – de har alle stor værdi.

 

Glædelig jul til jer alle."

 

Oversat af Mads Alexander Hviid Poulsen.

Foto: iStock/Getty Images.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere