Godfred Hartmann in memoriam (2)

Forfatteren Niels Birger Wamberg har sendt disse mindeord:Godfred Hartmann, der var en blanding af en strateg og en flab, yndede at give rollen som en slags offer for tilværelsens tummel, som om livet i virkeligheden var ham til ulejlighed. Han legede irritabel, og han gjorde sig træt, og han lullede sig til rette i fortidens moderskød, men til alt held nægtede han at gå i...

Forfatteren Niels Birger Wamberg har sendt disse mindeord:

Godfred Hartmann, der var en blanding af en strateg og en flab, yndede at give rollen som en slags offer for tilværelsens tummel, som om livet i virkeligheden var ham til ulejlighed. Han legede irritabel, og han gjorde sig træt, og han lullede sig til rette i fortidens moderskød, men til alt held nægtede han at gå i dvale. Tværtimod præsterede han, midt i eksklusiviteten, at være lysvågen og på spring, lyttende og registrerende og med en morderisk sans for at føle sig frem til sine medskabningers ømmeste punkter. Ved hjælp af den værgeløshed, som han når som helst var parat til at anlægge, lykkedes det ham at hale de unævneligste oplysninger ud af folk. Imens kogte Godfred af utålmodighed og havde allerede tankerne andetsteds, enten ved et stykke med leverpostej med sky eller ved Mozart eller ved Paul Bergsøe, som han hadede. Pludselig var den lille skat slet ikke vennesæl længere, men snarere spottende i antrækket som en dansk Jonathan Swift.
Godfred Hartmann virkede altid hurtig i vendingen, selv om han ikke ligefrem hørte til akrobaterne. Han var nådesløs i analysen som en Sherlock Holmes (på mødrene side var han i familie med Conan Doyle), samt nysgerrig som et helt frøkenkloster. Han hævdede om sig selv, at han var »en forkert blandt de rigtige«, og dermed sørgede han jo for at bagatellisere sin outsider-position på en iøjnefaldende måde. Til trods for en hang til det flagellantiske beherskede han til fuldkommenhed den kunst at hytte sit skind uden overhovedet at være bange af sig. Han lavede et virtuosnummer ud af sin distraktion, men lod ikke nogen detalje fra omverdenen vandre sin næse forbi. Han ønskede at virke forplaget, men var og blev oprømt ved at leve og se kulturen udarte. Jeg vil huske ham som en mester i munterhedens anarki, den stabileste og mest fintmærkende blandt et gøglerslæng af uromagere, skønhedselskere og skarnsunger.
Bogmarkedet nr. 8/9 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere