Godt fra skolestart …

De tre ugers intense skolestart-kampagne indbringer 20 procent af årets omsætning i papirvarer hos B.O. Bøger

Der satses stort i boghandlerkæden B.O. Bøger, når skolestarten skydes af. I kædens hovedbutik i Lyngby Storcenter annekterer man hele Store Torv til skolestart, og i ugerne før og efter er butikken i den spidsede blyants og det pletfri bogbinds tegn. Der er Diddl-fodtrin fra hylderne med blyantspidsere og viskelædere, og de succesrige Olsen-søstre smiler fra det gratis skoleskema. Børn fra børnehaveklassealderen og op til de unge studerende skal forsynes med papirvarer, blyanter og mapper, og det marked forfines mere og mere, fortæller Dennis Egebjerg, som er ansvarlig for indkøb af papirvarer til de 14 butikker i B.O. bogkæden.
»Vi har de senere år valgt at udgive et helt katalog om skolestart, og det har vi haft stort glæde af. Vi skal jo dække en skala fra før skolestart til videregående studier. Udvalget bliver større og større, og der bliver stadig mere at vælge imellem. Der er vel 20 forskellige motiver i serier fra mapper til blyanter og viskelæder,« siger Dennis Egebjerg, som har arbejdet med papirvarerne i 15 år.

Mærkevarer i penalhuset
I år gik de yngste børn op til 2. klasse efter penalhuse og blokke med den tegnede figur Diddl til piger og Batman-motiver til drenge. Mellemgruppen falder for mærker som den japanske tegneserie Pucca, barbiepigerne Brads og andre tegnede serier. De lidt ældre går efter mærker, som også gør sig gældende i tøj og skodesign, som Converse og East Pack.
»Det er jo ikke noget, vi opfinder. Efter jul deltager vi i de store messer i Frankfurt og Nürnberg, og så køber vi ind efter deres udbud. Nogle gange er vi heldige og rammer rigtigt, og sådan synes jeg, det har været i år. For Diddl-dillen er flerårig, og Batman er helt fremme her ved skolestart. Desuden har vi haft stor succes med linealer med navn på, ja, i det hele taget alt med navn er en succes. Vi har sjove ting, som børnene kan putte i deres penalhuse som legetøjsbiler, ventilatorer og hoppebolde. Der skal også være lidt til frikvarteret og til ‘hold kæft-gaver’. Vores tanke er, at vi tager over, når børnene er færdige med Fætter BR, og det bliver de jo i en tidligere og tidligere alder,« fortæller Dennis Egebjerg. Boghandlerkæden har de senere år valgt at udvide repertoiret af papirvarer og kontorartikler med at forhandle skoletasker fra Bogpa til en salgspris på 99 til 149 kroner.

20 procent af omsætningen
»Vi skal naturligvis hele tiden være der med nye motiver, men der er altid brug for farveblyanter og elastikmapper og de klassiske ting som blokke og hæfter, som de større elever går efter. Desuden vil vi jo gerne være en boghandel og opfordrer børnene til at læse noget mere. Det er derfor, vi har en del bøger med i skolestart-kataloget, og vi arbejder også med at bygge podierne i butikkerne op, så børnene ser bøgerne og køber dem sammen med skolebind og blyanter. I vores butik i Lyngby er der altid fyldt med fristende bogtilbud fra gaden, og der står alderssvarende bøger ved kasserne sammen med de små nødvendige ting som stifter til stiftblyanterne, så de lige kan komme i tanker om det, mens de venter på at betale.«
Skolestarten, som i år var lidt forskudt på grund af de nye sommerferieperioder, har stor betydning for den moderne boghandel.
»Vi havde en blød opstart, men omsætningen har været fin allerede nu. Inden de studerende begynder i september, har vi solgt papirvarer, og det omfatter skriveartikler, kalendere og skoleartikler, for hvad der svarer til 20 procent af det årlige salg på papirvarer. Det er noget vi satser på,« slutter Dennis Egebjerg.

Klar til første skoledag
Line, Lærke og Marcus fortæller om forberedelserne og besøget hos boghandelen
»Det skal være helt enkelt, men det skal være i orden med passer og lineal og det hele,« mener Line Aistrup. Hun skal op i 9. klasse og vælger diskrete varer hos boghandelen. Det er noget med brunt kardus på bøgerne og nye ensfarvede ringbind og papir.
»Sidste år valgte jeg bogbind med kraftige farver, pink, turkis, orange. Det var tre ruller for 25 kroner, og det gik hurtigt i stykker. Så det gider jeg ikke igen. Det skal være noget, der holder. I år vælger jeg også bare at skrive på bindet, så jeg køber ikke etiketter. Året før var der Peter Plys-bind på bøgerne, og det havde alle pigerne i klassen. Dengang i 6. og 7. klasse gik vi også op i at have et hipt penalhus og beundre hinandens ting. Drengene valgte Spiderman i de år.«
Line læser mange bøger, og sommeren er også gået med at læse alt fra Den kroniske uskyld til Da Vinci Mysteriet og Skammerbøgerne.
»Jeg var inde hos boghandelen for kort tid siden og købe en ny skolekalender, det er sådan en helt almindelig en uden mærke. Og der fik jeg lyst til at købe en bog. Jeg fortalte boghandleren, hvad jeg kunne lide, og så foreslog de en pigebog, der hed Nærmest hinanden. Den købte jeg, og den var god.«
Lærke Vinge Larsen har også været en tur igennem boghandelen i Lyngby Storcenter, men hun gik denne dag direkte efter en bog af teenagetvillingerne Mary-Kate og Ashley Olsen. Så det er den og en ny stiftblyant hun har i posen.
»Jeg manglede 3’eren i serien, så det var det jeg gik efter i dag. Og så har jeg købt en blyant til min bror, men ellers har jeg resten til min skolestart i 5. klasse. Jeg kan godt lide, at det er i orden, når et nyt skoleår begynder, men det behøver ikke være mærkevarer.«
Da Lærke og veninderne var yngre, var det mærkevarer, de gik efter. Tidligere har hun bundet sine bøger ind i skolebind med Peter Plys, og det var noget de fleste gjorde.
»Nu er det nogle andre ting, der betyder noget. I sommerferien fik jeg en ny skoletaske, en lækker skråtaske fra en sportsforretning i USA. Og den glæder jeg mig til at have med på første skoledag,« siger Lærke.
Marcus Andreas Møller, som starter i 4.C, har valgt bogbind, penalhus og leder efter de rigtige stiftblyanter i B. O. Bøger i Lyngby.
»Jeg kan godt lide det her bogbind AllStar i farverne, men der skal ikke være rigtige tegninger på det bind, jeg bruger. Så kan jeg bedst lide et helt almindeligt viskelæder, et ensfarvet penalhus og den slags. Men det skal være nyt!« siger Marcus, som også har haft sin Batman-periode, hvor penalhus og bogbind passede sammen.
»I min alder skal det være blyanter, som ikke knækker, og viskelæder, som kan viske. Og så har jeg fået linealer og den slags af min mor, hvor der stod I Love New York. Det var ret lækkert, det kunne jeg godt lide. Jeg glæder mig lidt til skolen begynder,« fortæller Marcus.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere