Gratis iBøger til undervisning

Fire store undervisningsforlag stiller i karantæneperioden deres iBøger frit til rådighed for skoler og uddannelsesinstitutioner.

Da far var dreng, var der sne i høje driver hver eneste vinter, og de begejstrede børn fik snefri fra skole.

Min fornemmelse siger mig, at minderne om tiden før klimakrisen og dagens angiveligt vilde vejr er vel romantiske, men anderledes, det var det. I dag er der mulighed for virtuel undervisning via den allestedsnærværende computer. 

Fire undervisningsforlag – Systime, Gyldendal Gymnasium, Forlaget Columbus og Dansklærerforeningens Forlag – stiller deres iBøger gratis til rådighed for skoler og uddannelsesinstitutioner i karantæneperioden, mens klasselokaler og lærerværelser står ubrugt hen.

”Med adgang til samtlige iBøger [fra de fire nævnte forlag, red.] får eleverne adgang til undervisningsmateriale, der dækker alle fag på ungdomsuddannelserne. Vi håber dermed at gøre det lettere for lærere og elever at fortsætte den daglige undervisning”, siger administrerende direktør på Systime Birte Ravn Østergaard. 

For at få adgang til iBøger fra forlagene, skal den enkelte skole kontakte Systime på 70 12 11 00 eller systime@systime.dk

 

Foto: iStock.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere