Gyldendal køber Tiderne Skifter

Fra 1. februar 2016 bliver Tiderne Skifter et imprint under Gyldendal. Claus Clausen fortsætter som direktør indtil sommer.

Nu er tiden kommet, hvor den 72-årige forlægger Claus Clausen har besluttet at sælge sit livsværk. Han grundlagde selv forlaget Tiderne Skifter i 1973 og har dermed i mere end 40 år stået i spidsen for det. Nu er det solgt til Gyldendal, som overtager 1. februar.
”Efter 42 år som grundlægger og leder af Tiderne Skifter er tiden den rigtige til et generationsskifte. Jeg er glad for, at Gyldendal bliver Tiderne Skifters nye ejer, og ser frem til selv i en periode efter 1. juli 2016 i egenskab af konsulent at bistå den nye leder med overtagelsen af forlaget. Samtidig glæder jeg mig til at se forlaget trives i de nye rammer og ved en senere anledning at sige forfattere, oversættere og andre samarbejdspartnere tak for samarbejdet gennem årene,” siger Claus Clausen.
Han fortsætter som direktør for Tiderne Skifter indtil 30. juni i år.
 
Tidligere forlagschef som ny forlægger
Som ny forlægger på det kommende imprint har Gyldendal ansat Mette Jokumsen. Hun forlod en stilling som forlagschef på Informations Forlag ved årsskiftet og skal altså fra 1. februar videreføre Tiderne Skifter i de nye rammer.
Det betyder et arbejde med en udgivelsesprofil, der hidtil har omfattet både dansk og oversat skøn- og faglitteratur samt forfatterskaber som Julian Barnes, Richard Ford, Colm Tóibín og Jonas Gardell blandt andre.
Om nyerhvervelsen siger Gyldendals adm. direktør, Stig Andersen:
”Jeg er glad for, at Claus Clausen vil betro sit livsværk til Gyldendal. Jeg har altid været imponeret over Tiderne Skifters flotte udgivelsesliste, men lige så meget over, at det er lykkedes Claus at få økonomien til at hænge sammen igennem årene. Det kræver den professionalisme, som netop kendetegner denne både utraditionelle og helt klassiske forlægger.” 
En sjov omstændighed er, at det faktisk er anden gang, Claus Clausen sælger Tiderne Skifter til Gyldendal. Forlaget var også en del af Gyldendal i perioden 1988-2002.  

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere